Escape rooms er voldsom populære i disse tider, men hvis du ikke rigtig gider bevæge dig ud fra hjemmets fire vægge, kan du nu få oplevelsen hjem til dig. Spilserien UNLOCK! har lavet en ny spilkasse med tre spil, der hver især imiterer den klaustrofobiske og lettere paniske følelse med kampen imod uret. Slip ud, eller dø.

På Metronaut er vi erklærede fans af spilserien UNLOCK!, som man kunne læse i vores anmeldelse af deres Star Wars-boks HER. Så da der dukkede endnu en boks fra dem op, klappede vi i vores små, tykke nørdede hænder. Kaffen var brygget, sodavandene kolde og flæskesværene frisk fra pose.

Spilboksen hedder “Escape Adventures” og der er som altid tre meget veludførte spil i den. I det første spil, “The Formula”, skal man bevæge sig ned i et hemmeligt laboratorium og finde formlen til et mystisk serum en gal videnskabsmand har opfundet. Du har 60 minutter – find den i tide, eller dø.

Det andet spil er et mere cartoony scenarie, hvor man skal finde og ødelægge Professor Nosides planer om at tilintetgøre hele planeten. Du har 60 minutter – find ham i tide, eller dø.

Det sidste eventyr bliver reglerne vendt på hovedet (vi spoiler ikke!), da man bliver dumpet på en øde ø, og skal overleve en excentrisk milliardærs fælder, og slippe væk fra øen. Du har 60 minutter – slip væk i tide, eller dø.

De forskellige spil er ret forskellige i udførslen, men når man har gennemgået den første ti-minutter lange tutorial, er der ingen problemer med reglerne. Det er teknisk set nemt og intuitivt at gå til … problemet kommer, når man skal løse de nogle gange vilde gåder for at komme frem i spillet. Det er monster godt fundet på, og flere gange skal man, bogstaveligt talt, tænke ud af boksen.

Spillet fungere på den måde, at man trækker et kort der viser den location man er på. Så trækker man nogle flere kort, der hver viser nogle af de ting man kan se og interagere med. Disse genstande kan kombineres, og derved løse små gåder – og hver gang man løser én lille gåde, kommer man videre og får nye kort med gåder og hints.

På boksen står der at man kan være fra 10 år for at spille det, men jeg tvivler på der er mange tiårige der vil kunne gennemføre spillet uden ret så meget hjælp fra en voksen – og derudover skal man være ret skrap til engelsk. Eller også er de to spiltestere på Metronaut bare ualmindelig dumme … for vores kreative tænkning kommer virkelig på prøve. Og det er fedt. ÅH, så fedt!

UNLOCK! Escape Adventures bør kunne findes, eller bestilles, fra alle velassorterede spilbutikker, eller på nettet. Og ja … du SKAL spille det!

Herunder kan du se Metronauts spilaber der kæmper sig igennem alle tre scenarier – og bare rolig, vi har speedet det op, så de tre timer kun tager tre minutter. You’re welcome.

Leave a Reply

Your email address will not be published.