Erik Jørgensen præsenterer nye møbler på Stockholm-messen
Erik Jørgensen har præsenteret en række nye møbler på møbelmessen i Stockholm. Kollektionen spænder fra organiske hylder til moderniserede lænestole, sideborde og sofaer. Blandt de nye møbler er Insula Wall, en serie af hylder designet af Ernst og Jensen, der allerede står bag flere af Erik Jørgensens produkter, herunder Insula sofabordene.
Hylderne fås i tre forskellige størrelser og både træ og metal. Den mindste hylde er en bakkehylde i malet stål, mens den mellemste hylde fås i to forskellige udgaver og to materialer. Den tredje hylde kan både fungere som en hylde og en mindre arbejdsplads. Alle tre hylder er monteret på asymmetriske hyldeknægte.
Erik Jørgensen har også relanceret og moderniseret den klassiske sofa EJ 220 samt EJ 270, der har været en hjørnesten i kollektionen siden 1970’erne. Den nye sofa, Pure, er stor og modulopbygget med rene linjer og et bæredygtigt design.