Quentin Tarantinos særprægede oeuvre, opbygget igennem en hæderlig karriere, har gjort ham til et filmisk ikon, på trods af, at det kun er en håndfuld af hans ni film, der lever helt op til det ry. Med hans (såkaldt) næstsidste hovedret serveret er der store forhåbninger til, at den liste kan forlænges.

Once Upon a Time in Hollywood er Tarantino i sit element: den gyldne tidsalder for Hollywood, propfyldt med spaghetti-westerns og højtagtede stjernenavne, klassiske biler og hippiekollektiver.

Det er lige ved at være for meget.

Men for Rick Dalton (DiCaprio), en tidligere TV-stjerne med håb om at overleve det skift, der er ved at forekomme i industrien, er det et hav af problemer, og for Sharon Tate (Robbie), som historien bevidner, er det en kortere lunte endnu.

Forventningen er, at publikum kender til Tates tragiske skæbne, hvilket benyttes som det primære direktiv for spudlende intensitet—og den eneste opsætning, der rent faktisk indfries før filmen er slut.

Parallellerne mellem den aldrende Dalton og den unge stjerne i høj kurs sættes på tallerkenen allerførst. Men det narrative spil, der foregår side om side med de to hovedkaraktere, sætter sig mere på symbolik end et reelt narrativ.

Derimod står Daltons stuntmand Cliff Booth (Pitt) som en fornøjelse, der virker til at snige sig ind i alle de bedste ekspositioner (halv-mytiske som de er), som både stik-i-rend-dreng og certificeret cool guy.

Pitts genforenelse med Tarantino siden 2009s Inglorious Basterds er uden tvivl lykkelig, og mere end noget andet er det hans karakter der får lov til at skinne igennem, sammen med et vindende lydspor og nogle kanonflotte billedlige gengivelser af Los Angeles’ velmagtsdage.

Historien i sig selv er ikke meget mere end en overfladisk, stilistisk selvserveringsbuffet for Tarantino, og selvom det absolut stjernespækkede cast er fyldt ud af nogle af vor tids mest prominente, og mest talenfulde, skuespillere, så er det knap en mundfuld af dem, der får lov til at vise sig med nogen form for pragt på skærmen, ofte forvist til en enkel scene eller to, og hver af disse cameo-lignende roller bevidner en vis overfladiskhed.

Det handler altså primært om de tre nævnte hovedpersoner, men den bøf er der ikke nok kød på i sig selv—selvom skuespillet er i orden.

Kort sagt mangler der en pointe, et overvejende punkt at måle ud fra.

Forventningen holder lidt gejst i komfuret, men det er ikke nok. Selvom filmen er knap tre timer lang, så er det primært stuntmanden og de sensoriske indtryk der trækker lasten.

Der mangler noget forbindende væv, en filmisk triage, til for alvor at sætte historien i gear.

Ærbødigheden overfor ”det ’gode’ gamle Hollywood” har altid været et definerende element af Tarantinos film, men her, hvor det virkelig sættes på spidsen, viser det mere end noget andet en instruktør, der hægter sig for meget på fortiden i sådan en grad, at det skift, som udlægges i filmen, bliver sekundært til et glorificerende farvel—godt men ikke nok, kunne være mottoet her.

Pastichen er blevet kold, uanset hvor veltilberedt den nu engang er.

Instrueret af Quentin Tarantino. Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Margot Robbie, m.fl. Spilletid: 2t41m

Leave a Reply

Your email address will not be published.