Skal du bare nyde en rolig vinteraften byder PATCHWORK, 0-9 og BRAINS en stille stund for mellem 1-4 spillere.

PATCHWORK – et kludetæppe for to

brætspil

Design: Uwe Rosenberg

Jeg har aldrig været den store mester på symaskinen, men det behøver jeg heller ikke med PATCHWORK. Spillerne konkurrerer om at lave det bedste kludetæppe, hvilket de gør ved at købe sig til stofrester, men udfordringen ligger i at vælge de rigtige stykker stof, for de kan koste både i knapper (som er spillets betalingsmiddel) eller i tid.

Stofresterne ligger i en cirkel, firkant eller oval på bordet, mens hver spiller har et spilbræt til at samle sit kludetæppe. Selv om der er frit valg blandt ”resterne” kan man kun vælge mellem de 3 brikker der er tættest på en neutral spillebrik, der flyttes rundt afhængigt af spillernes valg. Der skal derfor lidt strategi og held til at få fat i de stofrester man skal bruge, som lægges på spilbrættet efter alle kunstens Tetris-regler. F.eks. kan man vælge at købe dyre brikker, som ikke koster meget i tid, eller købe billigt og flytte sin markør langt frem i tidsregnskabet.

Spillerne foretager ikke nødvendigvis sine handlinger på skift, for netop tidsregnskabet styrer, hvis tur det er. Den spiller der har brugt mindst tid på sit kludetæppe er den der skal udføre en handling og afhængigt af, hvad vedkommende gør, kan det godt tage lidt tid. Derudover handler det ikke om at komme først i mål, for spillet er først færdigt når begge spillere er på slutfeltet og det kan være altafgørende for spillets udfald.

PATCHWORK er et hurtigt spil for to til de lidt stille stunder, når mørket har sænket sig og børnene er lagt i seng.

 

0-9

brætspil

Design: Peter Wichmann

Selvom det måske ikke ser ud af meget er 0-9 et af de mere udfordrende spil vi har prøvet af. Der er ikke nogen spilleplade, men til gengæld er der 80 brikker og 20 kort som spillerne bruger til at bygge deres nummertårn.

Der er elementer af Tetris, da brikkerne skal lægges side om side og ovenpå hinanden og det er først når man begynder at bygge i lag, at man begynder at score point. Det nederste lag, som udgør basen, giver absolut ingen point, så man kan lægge nok så flot en grundplade, men den tæller ikke med i scoringen.

Så jo hurtigere du kommer i gang med at bygge opad jo mere scorer du… det er bare ikke helt så nemt som man skulle tro. For at bygge opad, skal den brik du lægger nemlig ikke bare lægges. Den skal ligge ovenpå mindst to af de brikker du allerede har lagt (det er ikke et krav at de dækker) og endnu vigtigere, må du ikke lægge ovenpå et ”hul”, dvs. at din brik skal være i berøring på alle flader og ikke svæve frit nogen steder.

Det kræver noget tålmodighed at bygge opad, hvilket kan gøre det svært at spille med de mindste, men fra ca. 7-års alderen bliver det utvivlsomt nemmere og ikke mindst sjovere for alle.

Har du varme minder om computerspillet over dem alle, Tetris, så er det nu du skal slå til og få fat i brætspilsvarianten.

BRAINS – En tur i den japanske have

brætspil

Design: Reiner Knieza

Reiner Knieza har gjort en dyd ud af spil, hvor man skal finde vej igennem noget. I BRAINS er det således en japansk have som spilleren, ja – det er et spil til en enkelt person – skal bygge med komplicerede stisystemer.

Der er 50 baner i spillet og med 7 brikker er det meningen man skal kunne løse dem alle. Men jeg må indrømme, at jeg på ingen måde er blevet færdig. Det er nemlig ikke bare sådan ligetil at komme ind i det mind-set man egentlig skal være i for at spille. Det løser jeg ved at starte forfra hver gang. Måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at spille, hvis man bare vil slå spillet, men for mig er det ikke nødvendigt at vinde.

Spillet handler om at forbinde brikkernes stier og dermed løse de opgaver, der er på kortene. Det kan være alt fra det simple, som at forbinde matchende symboler, til det det mere komplicerede, hvor stien skal dække over 5 brikker og gå over en bro eller to. De 7 brikker kan vendes og drejes og flyttes rundt på og til sidst finder man den eneste mulige løsning og der er kun én. Kommer man i tvivl er det muligt at benytte sig af ledetrådene i den medfølgende bog – men det er nu sjovere at lade være.

Der er noget terapeutisk over at sidde med kortene og brikkerne og når først man er kommet ind i ”the zone” kan det køre på skinner. Man vender og drejer brikkerne og søger den rigtige løsning. Nogle er nemme, andre mere besværlige og så er der de helt svære, som jeg så ikke er nået til. Men det gør ikke noget og jeg skal nok nå dertil en af dagene. Indtil da, vil jeg nyde at finde vej gennem haven gang på gang på gang.

Ønsker du at hjælpe Metronaut.dk? Så kan du støtte os med et valgfrit månedligt beløb. Pengene omsættes til mere og bedre indhold – klik på knappen herunder og læs mere:


Støt på 10er

About The Author

Árni Beck Gunnarsson har været fanget i en anden verden siden han i 1982 så EMPIRE STRIKES BACK i en biograf i Island. Når han ikke passer sit arbejde læser han tegneserier, ser film og serier mens han vasker op og han sidder desuden i styregruppen for Art-Bubble tegneseriefestivalen.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.