Velkommen tilbage til Bajere & Brætspil – serien hvori jeg anbefaler spil, som er så små og simple, at de er perfekte at tage med på værtshus.

Jeg har allerede anbefalet to bluff-spil, og jeg kæmpede længe med, hvilket spil jeg skulle anbefale efter disse. Jeg ville gerne anbefale noget andet end bluff-spil for en gangs skyld – men sådan skulle det sgu ikke være! Jeg vil fandme snakke om One Night Ultimate Werewolf!

One Night Ultimate Werewolf er et spil for 3 til 10 spillere og varer kun sølle 10 minutter – men man spiller ikke kun et enkelt spil af den her fantastiske guldklump!

I starten af spillet får hver spiller et tilfældigt kort med en rolle på. Det kan være en almindelig, kedelig landsbyboer, måske byens seer, måske en røver eller… en varulv! Hvis du er en varulv, skal du forberede dig på at sætte godt gang i pokerfjæset – ingen må vide, at du er en varulv!

ulv

Når alle har fået sit kort og kigget på det, så begynder et avanceret spil “byen sover”, og alle lukker deres øjne. I ly af natten vågner alle varulvene op og ser hinanden. De ved nu, hvem hinanden er og får desperat/overlegent kommunikeret til hinanden igennem ansigstmimik “vi/de er så meget på skideren!” og lukker øjnene igen. Men det er ikke kun varulvene, som ikke kan sove. En efter en vågner spillerne op, bruger deres besynderlige evner og lægger sig tilbage i seng. Seeren vågner op og kigger på en anden spillers kort. Røveren bytter sit kort med en anden spillers kort og bliver nu den nye rolle. Ballademageren bytter på to andre spilleres kort uden at vide, hvad der er på kortene. Eller hvad andre skøre roller I har valgt at spille med!

Når alle har gjort deres ting om natten, vågner alle op. Man har nu 5 minutter til at diskutere og finde ud af, hvem der er en varulv. Når de 5 minutter er gået, skal alle pege på en person. Den eller dem, som bliver peget på af flest, bliver brændt på bålet! Hvis bare én varulv dør, så taber varulvene. Hvis ingen varulve dør, så taber landsbyboerne.

ulv2

Nu tænker du nok, at hvordan pokker regner man ud, hvem varulven er på mindre end 5 minutter. Men det er her, spillet virkelig viser, hvor genialt det er. Næsten alle er vågnet op om natten og har lavet en eller anden lille bitte ting, som kun de selv ved, hvad er. Måske har seeren set en anden spillers kort og kan med sikkerhed sige, at de i hvert fald ikke er en varulv. Men så har byens ballademager byttet om på den spillers kort og en andens! Og så har en røveren røvet en af de kort! Men så har byens fulderik byttet det ud med noget fuldstændig tilfældigt, han ikke aner, hvad er! Og en af dem, som fik byttet sit kort, var en varulv, som nu pludselig ikke er en varulv mere! Og-og-og…

Fuldstændig fantastisk, tåbeligt kaos!

Der er så mange tilfredsstillende øjeblikke i dette spil. Din ven, som selvsikkert udråber, at de var en seer og havde set, at Jens var en varulv, for så at blive kridhvid i ansigtet, når de får at vide, at byens ballademager har byttet hans kort ud med Jens’. Eller to varulve, som får overbevist alle andre om, at den ene rigtignok var en varulv, men den anden var ballademageren og havde byttet hans kort ud med en anden spillers – så nu er Mads varulven! På ham! Eller når ballademageren siger, at han byttede rundt på to spilleres kort, hvilket får den ene af dem til udråbe “jeg var en varulv, ha ha!” – for så at finde ud af, at ballademageren løj og slet ikke havde byttet hans kort alligevel. Ups!

Jeg kommer til at anbefale flere spil i denne serie, men jeg har indtil videre ikke fundet noget sjovere at spille over en øl eller to end One Night Ultimate Werewolf. Så er det bare ned ad bakke herfra? Alt er selvfølgelig ikke lutter guld og grønne lagkager. One Night Ultimate Werewolf er bestemt ikke et svært spil at forstå eller spille, men der er en del ting at huske. Hver eneste rolle, I vælger at spille med, skal forstås af alle spillere, før spillet starter, da de ikke kan spørge ind til den, så snart spillet er i gang (“Øøøh, hvad var det nu, en varulv kunne?”). Og rækkefølgen, hvormed folk vågner op, er fast, så dette kræver én spiller, som har virkelig godt styr på denne rækkefølge, som kan råbe det op. Heldigvis medfølger der en lækker mobil app, som kan råbe rækkefølgen op og minde folk om evnerne. Dette kan måske afskrække nogen, men jeg lover dig, at hvis du får kommunikeret reglerne og brugt app’en, så er det måske et af de sjoveste spil, du nogensinde får prøvet. Store ord, store løfter!

Jeg er ikke en varulv!

Tjek Brætspilspriser.dk for et sted at købe det.

Overvej også at tjekke udvidelsen Daybreak ud, som kan spilles uafhængigt af One Night Ultimate Werewolf.

Yderligere kører der lige nu en Kickstarter for den anden udvidelse, One Night Ultimate Vampire, som ligeledes er uafhængig.

About The Author

Født foran en Commodore Amiga og dømt til at være spil-nørd for resten af livet. Om dagen: Studerer på uni med speciale i computerspil. Om aftenen: Styrer en brætspilscafé. Elsker film, spil og tegneserier - og elsker især at snakke om dem.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.