Instruktør Adam McKay byder igen ind i det amerikanske foretagende, måske i et forsøg på at genskabe succesen fra sin sidste tur i The Big Short (2015). Ligesom den Oscar-vindende forgænger, tager Vice fat i det slibrige og mangfoldige emne som er amerikansk magt – og hvor The Big Short satte fokus på finansverden, breder Vice sig nu ud til det beslægtede felt af politik, med samme sorte sans for humor og tragedie, men med større selvforkælelse, end den kan bære.

Med udgangspunkt i livet og karrieren af tidligere vicepræsident Dick Cheney (Bale) forsøger filmen at belyse Amerikas interne rolle i verden, igennem de begivenheder der både rammer Cheney personligt og verden generelt, fra Watergate til 11. September, Vietnamkrigen til Irakkrigen. Men den røde tråd er altid at finde i manden selv – hans ægteskab, baggrund, forældrerolle – og man kunne ønske, at vi kom det nærmere.

Men det gør vi desværre ikke.

Den ironisk distancerede og meta-humoristiske tilgang som McKay bringer til filmen, virker ikke på samme slående og effektive måde som den gjorde i The Big Short. Det hektiske, kollage-lignende klipperi og spraglende billeder rammer ikke hver gang, og med et så centraliseret fokus på det enkelte menneske føles det påtvungent og adskillene: lige pludseligt opføres to parallelle versioner af den samme historie – den generelle og den specifikke, den konkrete og den abstrakte.

De mange historiske biroller er velbesatte, fra Amy Adams som hustruen Lynn Cheney, Sam Rockwell som den tumlende men sympatiske præsident George W. Bush, Steve Carrell som magtmager og mentor Donald Rumsfeld, til Jesse Plemons som fortæller, Tyler Perry som udenrigsminister Colin Powell og Alison Pill som en af to døtre, hvis personlige og professionelle liv er tæt forbundet til farens bedrifter – hele skaren klinger klart og effektivt, om end begrænset af filmens egen utålmodighed.

Det er måske et ufokusseret billed der blusser op, men de individuelle dele kører stadigt som velolieret maskineri. Fra den magtopsøgende karrieremand til den sårbare, men selvikre, familiefar, formår Bale, samt manus og kamera, at livliggøre fortællingen, men ikke desto mindre virker Vice forvirret over sin egen identitet, og den uenighed der opstår gør, at filmen trækker på sig selv, fremfor at blæse fremad.

Dog er der stadigt tale om en film, der bygger bro fra Kold Krig til fake news, og i det foretagende udmærker den sig. Der er ingen tvivl om, at nutidens politiske klima ligger sig op ad McKays interesse i emnet, men mest af alt formår Vice at udligne feltet således at fortid og nutid ikke længere står som modsætninger, men som en foruroligende, linær udvikling.

Magtens mange veje udspiller sig med den monstrøsitet, som emnet fortjener, men instruktionen og klipningen halter bagefter, resulterende i, at Vice, på trods af tårnhøje ambitioner, falder for tæt på slutspurten. Man forlader biografen med spørgsmålet om, hvorvidt det har været en tankevækkende eller bare holdningsbekræftende oplevelse, og hvad der burde være et klart svar, svinder så småt ud i tåge og tåregas – men spørgsmålet står endnu.

Instrueret af Adam McKay
Christian Bale, Amy Adams, Sam Rockwell, Steve Carell, Jesse Plemons m.fl.

Leave a Reply

Your email address will not be published.