Da jeg begejstret satte mig ved bardisken for at beskrive The Big Short for mine venner på den lokale, kiggede de begge to uforstående på mig og svarede, ”Det lyder som en super kedelig film.”

Men den seneste film fra instruktør Adam McKay, nok mest kendt for en stribe ”Will Ferrel-film” og Saturday Night Live-episoder, overrasker gevaldigt med en intens, intelligent og stjernespækket film om noget så ”spændende” som optakten til verdensøkonomiens kollaps i 2008.

the-big-short-steve-carell-ryan-gosling-brad-pitt-christian-bale-hairMed en blanding af Hollywoods topnavne (Christian Bale, Steve Carell, Ryan Gosling og Brad Pitt), en stribe kendte ansigter (bl.a. Marisa Tomei!) og masser af gæsteoptrædener af kendisser, der spiller sig selv, får McKay fortalt den sande historie om dem, der så finanskrisen komme og satsede stort for at lukrere på den. Hvis I synes, det lyder kynisk og kalkuleret, så har I fuldkommen ret, men det er utroligt spændende at følge på trods af emnets umiddelbare utilgængelighed og filmens på forhånd kendte udfald.

Vi følger kronologisk og på skift tre hold investorer for at komme rundt i de mange faktorer, der forårsagede finanskrisen. Der er det socialt akavede talgeni Michael Burry (Christian Bale), som er den første til at gennemskue grundlaget for den amerikanske boligboble før resten af verden. Der er også den kyniske og kække alfa-han Jared Vennet (Ryan Gosling), der kun er ude efter penge, og som også agerer som filmens fortæller, der taler direkte til os ind i kameraet.

Vennet indgår et samarbejde med Mark Baum (en storspillende Steve Carrel) og hans team af investorer – en flok skeptikere, som kun er glade, når de er ulykkelige – om at satse stort på boligmarkedets snarlige kollaps. Og så er der et godt spillet tremandshold bestående af to unge ”indie”-investorer, der slår sig sammen med øko-flipperen, doomsday-prepper og investeringslegenden Ben Rickert, spillet tørt af Brad Pitt.

30192FEB00000578-3396122-OPening_scene_Margot_Robbie_plays_a_champagne_swilling_blonde_in-a-14_1452644414548-634x388Der er mange personer, parallelle historier og finans-hjernevridere at holde styr på, men det pakkes tæt sammen med kameraets (måske lidt for) bevægende doku-stil og super dynamisk klipning. Selvom vi har med komplekse, økonomiske begivenheder at gøre, benytter filmen kendisser til humoristisk og pædagogisk at forklare investeringsbegreber for os almindelige filmgængere. Vi får en smuk babe i et badekar, en amerikansk TV-kok og Selina Gomez til at forklare diverse økonomiske teorier – det kan godt ske, den gimmick er gentaget 3 gange, men det er en effektiv og underholdende måde at forklare emnet for os uindviede filmgængere.

Filmen er også rigtig sjov, og det er sjældent, jeg har oplevet en flok anmeldere grine i flok, som de gjorde til fremvisningen. Tonen er humoristisk og tempoet hurtigt igennem det meste af filmen, på trods af at emnet er gravalvorligt. Tidsbilledet er underholdende, og selvom det ikke er mere end 8 år siden, det rent faktisk skete, klippes filmen hektisk op med ironiske popkulturreferencer, der straks føles forældede og tåkrummende. Der er tydelig symbolik (”folk er får” og ”økonomiske reguleringsinstanser er blinde”), uden at den bliver for højpandet, og filmen rammes perfekt ind med klare kapitelskift, der langsomt men sikkert fjerner ens smil og erstatter det med en ”jeg fatter ikke, det her skete i virkeligheden”-måben.

0124 big shortThe Big Shorts troværdighed forstærkes af den lynhurtige dokumentar-stil, og at karaktererne selv påpeger, når plotelementer i filmen ikke fremsættes historisk korrekt. Det gør også, at filmens alvorlige og relevante pointer rammer rigtigt hårdt, når de så leveres til sidst. Efter at have heppet på, at outsiderne vinder deres kamp mod systemet, efterlades man med en dårlig smag i munden, når det endelig lykkes, finansverdenen kollapser, og konsekvenserne står klare (det KAN ikke være en spoiler, at boligboblen bristede, vel?).

The Big Short har uden tvivl fortjent sine 5(!!!) Oscar-nomineringer, for den er underholdende, velspillet, godt skruet sammen og efterlader én med en mavepuster, der sidder i én flere dage efter.

5af6

About The Author

Halvanden meter islandsk galskab som raskt tilegner sig nye hobbyer og trends. Faldt i tegneseriegryden som barn i 80’erne og har været afhængig af musik, tegneserier, bøger, film, konsoller, arkade-maskiner og radio siden han kan huske. Trives bedst i arkaden, til koncerter eller foran anlægget med familien.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.