Efter den sidste, noget uvidenskabelige, sci-fi-film Prometheus vender instruktør Ridley Scott stærkt tilbage til genren med en moderne Robinson Crusoe på Mars-fortælling i The Martian.

The-MartianBaseret på Andy Weirs selvpublicerede bog fra 2011 tager The Martian udgangspunkt i en bemandet mission til Mars, der går galt, når en uventet storm rammer ekspeditionen, og astronaut Mark Watney (Matt Damon) formodes død og efterlades på planeten, for at de andre besætningsmedlemmer kan nå sikkert hjem.

Når stormen har lagt sig, vågner Mark op, Palle alene i verden, på en gold planet uden tilstrækkelig madrationering eller andre vitale livsnødvendigheder og indser, at han må ”science the shit” ud af sin situation for at overleve. Med det ene uoverkommelige problem efter det andet går han beslutsomt i gang med at få styr på sine omstændigheder, og det er en fryd at følge hans færden og problemknuseri på den smukke Mars-overflade.

The-Martian-Teaser-Our-Greatest-Adventure-5

Foruden Mark følger vi også NASA’s nørdeteam på jorden (spillet fint af bl.a. Jeff Daniels, Kristen Wiig og Sean Bean fra LOTR) og hans tidligere besætningsmedlemmer på rumskibet Hermes (en samling skuespillere i topform med bl.a. en velspillende Jessica Chastain, Kate Mara og den evigt velspillende birollekonge Michael Peña), der uvidende om Marks overlevelse fortsætter den lange rejse tilbage mod Jorden. Da NASA via billeder af Mars’ overflade opdager, at Mark stadig er i live, må de sætte deres bedste problemknusere og administrative bureaukrater i gang for at afværge en kæmpe (PR-)katastrofe og redde Mark.

Der er en god filmisk dynamik imellem de tre hold: Mark på Mars, NASA på Jorden og Hermes besætningen et sted imellem de to. Mark er helt klart stjernen, og Matt Damon brillerer som den største botaniker på hele planeten (Mars), der med lige dele charme, humor og snilde taler til os tilskuere igennem video-dagbøger og overvågningskameraer. Det er især humoren, der på trods af situationens alvor får Mark og os igennem filmen med et kækt smil.

The-Martian-viral-teaser

At holdets kaptajn, som er den eneste, der medbragte musik til Mars, har en forkærlighed for platte disco-hits, der udgør filmens soundtrack, gør også hele oplevelsen sjovere og mere absurd, når man oplever Mark bande over og samtidig nyde lyden af tåkrummende klassikere som Hot Stuff, Don’t Leave Me This Way og Waterloo, imens han knokler for overlevelse.

Som anmelder tager jeg som regel flere siders noter for at holde styr på det, der enten begejstrer eller irriterer, men under fremvisningen af The Martian fik jeg næsten ikke skrevet én ENESTE irritationsbemærkning. Det kunne nemt have været tåkrummende med David Bowies ”Starman”-musik-montage, hvor samtlige teams arbejder på fuld tryk på redningsmissionen, men det er bare så veludført og medrivende, at selv min sure anmelder-stodder slugte det uden forbehold.

Matt Damon portrays an astronaut who faces seemingly insurmountable odds as he tries to find a way to subsist on a hostile planet.

Historien fortælles stramt på trods af en spilletid på over 2 timer, der er fantastiske billeder, der virker sublimt i 3D for en rum-fanatiker som mig, og det føles, som om samtlige bidragere til filmen har gjort deres ypperste. At filmen også er blottet for en typisk forpurrende skurk og ligegyldige baggrundshistorier gør bare oplevelsen endnu bedre. I kan glæde jer til redningsmissionens og filmens klimaks: uden at spoile for meget får vi det bedste fra Gravity, Apollo 13 og Iron Man i én scene, serveret med teknisk og æstetisk snilde fra sci-fi-genrens ypperstepræst.

The Martian er en smuk, eventyrlig fortælling, hvor samarbejde, humor og nørdet opfindsomhed går sammen for at levere en inspirerende fortælling om, hvad menneskeheden kan opnå, når de samarbejder – og det rørte mit lille nørdehjerte.

5af6

About The Author

Halvanden meter islandsk galskab som raskt tilegner sig nye hobbyer og trends. Faldt i tegneseriegryden som barn i 80’erne og har været afhængig af musik, tegneserier, bøger, film, konsoller, arkade-maskiner og radio siden han kan huske. Trives bedst i arkaden, til koncerter eller foran anlægget med familien.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.