Så var det endelig blevet tid til anden omgang i Marvels mini TV-MCU på Netflix. Denne gang skal vi møde eks-superhelten Jessica Jones.

marvels-jessica-jones-poster-minHurtigt referat: Jessica Jones er en tidligere superhelt, der nu er privatdetektiv. Hun har oplevet noget træls (ja, jeg sagde træls), så nu er hun sur hele tiden. Bum!

Efter Daredevil var mine (og alles, tror jeg) forventninger skyhøje til den her serie. Daredevil havde vist os, hvordan man skruer en superhelteserie sammen, hvor man både viste det fantastiske og det realistiske.

En af grundene til, at jeg også havde set meget frem til at se Jessica Jones, var, at jeg kunne huske, hvor vild jeg var med Bendis’ oprindelige tegneserie Alias. En tegneserie, som jeg med vilje valgte ikke at genlæse op til seriens premiere, så jeg ikke skulle opleve ”bogen er bedre end filmen”-effekten.

Så straks da jeg kom hjem fra job fredag, tændte jeg for Netflix og gik i gang. Dog er det med stor nørd-flovhed, jeg er nødt til at indrømme, at den her gang tog det mig faktisk tre dage at se alle 13 afsnit (jeg bliver jo ikke yngre) og ikke to dage som med Daredevil.

Den tanke, der ramte mig hårdest, da jeg havde set Jessica Jones færdig, var; hvad fanden laver de andre superhelteserier?!

Lad mig forklare:

Det mest geniale ved det mini-univers, som Marvel igennem Netflix har skabt, er, at det er helt nede på jorden. I deres beskrivelser af serien snakker de meget om ”street level”, og jeg kunne ikke være mere enig. Selvom man (på et eller andet plan) ved, at det foregår side om side med Jernmanden og Kaptajn Amerika, føles det lysår fra dem – på den gode måde!

Og New York er perfekt til netop at skabe denne hverdagsrealisme. Imens jeg så serien, gik det op for mig, i hvor høj grad byen også er en figur. For det virker næsten plausibelt, at en storby kan gemme sådanne fantastiske historier, uden at hele verden hører om dem.

Som med alt i superhelte-verdenen er alting stiliseret, mere forenklet. New York er mere New York, og personerne deri er mere end bare almindelige mennesker – selv de almindelige mennesker.  Og det er sådan, det skal være.

Det tillader superheltegenren nemlig. Vi vil gerne have alting lidt mere fordøjeligt, når vi er i den verden.

Vores hovedperson er på samme måde en masse klichéer sat sammen. Jessica Jones drikker alt for meget, for det skal man, hvis man er privatdetektiv i en overdreven verden. Så skal man også have en lortelejlighed og en generel negativ attitude til alting. Hun har også en tragisk fortid og en masse problemer med sin familie. Der er flueben ved alle de rigtige ting.

Som du kan se, er listen af klichéer lang, men det er bare elegant sat sammen. Ja, man kunne let pille det fra hinanden, men hvorfor skulle man det?

23462464

For der er flere ting, der gør, at man let kan se igennem fingrene med klichéerne: Det, der springer mest i øjnene, er billederne. Både Daredevil og Jessica Jones er bare så forbandet godt filmet! Igen er New York en perfekt kulisse for gadesuperhelte. Der er sjældent dovne kameravinkler. Masser af lækre farvetoner. Der er virkelig tænkt nogle tanker!

Og så er der selvfølgelig skuespillet! Og det er her, at superhelte-tv-serierne tit kommer til kort (efter min mening). For indrømmet, så er det et materiale, der kan være svært at tage alvorligt. Men her tager alle det alvorligt. Det hviler på både instruktionen og historien. For de fleste andre superhelteserier går til emnet med en meget sæbeopera-agtig tilgang. Det, der forhindrer skuespillerne i at give los. Her i Netflix’ univers er det mere voksent. Så skuespillerne har mere at lave.

MARVEL'S JESSICA JONES

Noget af det mest positive. der har været ved begge Netflix/Marvel-serierne, er skurkene.  Og det er i virkeligheden lidt ironisk, for det er noget, der aldrig rigtig er lykkedes i filmene. Der er de tit bare todimensionelle overskægssnurrende papfigurer. Men her er de ægte mennesker. Jeg var helt blæst bagover af Kingpin i Daredevil og tænkte, at det niveau kunne de ikke nå igen – men jeg tog fejl. David Tennant som The Purple Man er fucking fantastisk! Og serien er så velskrevet, at ens sympati for ham skifter frem og tilbage.

Mit største problem med serien er, at den ikke ved, hvor detektiv-agtig den skal være. Den lægger hårdt ud med en masse lækker voice over (ja, jeg elsker den oprindelige Bladerunner – lær at leve med det!), men det dukker kun sporadisk op resten af serien. Det er ærgerligt, at man ikke følger et stilvalg helt til dørs.

Så er der også en australsk accent, der ikke rigtig giver mening. Det er lidt for heldigt, at de møder en betjent, som også er i et supersoldat-program. Og noget af Luke Cage-historien virker, som om det er sat ind for at bruge alle 13 afnit. Men det er småting.

Mike-Colter

Så for at vende tilbage til mit spørgsmål om, hvad fanden de andre superhelteserier laver. Så kan jeg kun sige, at jeg ved det ikke. Der er intet i disse serier, som de ikke også kunne. De har tydeligvis pengene – men vælger åbenbart at bruge dem helt forkert. Jeg taler om det enkle i en superhelte-verden, men det betyder ikke, at man behøver at gøre det dumt.

Jessica Jones er (endnu) et bevis på, hvordan man også kan bruge superhelte. Det er intelligent og smukt uden at blive for højbrynet. Historien er god, selvom den kunne være fortalt på kortere tid. Personerne er alle sammen gode og troværdige. De bruger superkræfterne på en realistisk måde. Skurken er fantastisk. Så nu mangler vi bare, at de andre tv-selskaber fatter det.

5af6

About The Author

Skribent, light-redaktør

Både uddannet grafiker og leder, men har valgt at leve et ydmygt liv som postbud. Det giver ham tid til at beskæftige sig med sin to yndlingsting: sine børn og at skrive. Børnene er noget forholdsvist nyt, men skriveriet har stået på siden han lærte at sætte bogstaver sammen til ord. Og nå ja – han ser også vildt mange film og serier…

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.