Før de første gyserfilm gjorde sin entre i 1920’erne, skræmte mennesker hinanden på andre måder. I nogle lande var den mest effektive form via folkefortællinger – vandrehistorier om man vil. I Mexico var der historien om La Llorona – den grædende kvinde – der druknede sine egne børn og derfor blev døbt til en evig søgen efter nye børn til at fylde tomrummet.

Efter en hurtig start i 1600-tallets Mexico – hvor Maria, aka La Llorona, drukner sine børn for at straffe sin utro mand – springer filmen til Los Angeles i 1973. Her følger vi enken Anna, der med sine to børn kæmper en stressende kamp for at komme igennem hverdagen. Via sit arbejde som socialarbejder redder hun to drenge som bliver holdt spærret inde af deres mor. Anna lover at de er sikkerhed og alt skal blive godt igen, blot for at få overbragt nyheden om de to drenges druknedød dagen efter. Tilfældigvis har Anna to børn på samme alder og da flere mistænkelige, til tider overnaturlige handlinger, overgår børnene, må Anna gøre alt hvad hun kan for at beskytte sin familie.

Filmen er produceret af ingen ringere end James Wan, manden bag størstedelen af det altid udvidede Conjuring-univers, og ’La Llorona’ er da også bekræftet som en del af netop dette univers – en vis dukke optræder endda i en kort scene. Det er dog ikke kun på historie-plan at filmen passer ind i universet, også det tekniske aspekt er som kopieret ud af de andre film. Billige jumpscares, spændingskurver ligeså svingende som et jordskælv og den konstante replik ”What happened?” er alle aspekter som både er hørt og set før.

Desværre overtager – som altid – dumheden i gyserfilm. Da familiens hjem endelig er blevet sikret, vælger datteren selvfølgelig at åbne døren og dødsdømme familien på ny. Et mildt forsøg på lidt humor falder desuden til jorden efter introduktionen af exorcisten Rafael. ”Det har jeg set i Johnny Carson-showet” udbryder Anna, efter Rafael har sikret hjemmet med… æg?

Linda Cardellini er blandt lyspunkterne i La Lloronas mørke. Efter hendes kriminelle lille rolle i årets Oscar-vinder, Green Book, er det rart at se hende folde sine talenter lidt mere ud. Raymond Cruz gør hvad han kan som den karikerede exorcist og børnene har ikke mange andre opgaver end at se skræmte ud fra start til slut – måske fordi at manuskriptet ikke er bedre?

’The Curse of La Llorona’ virkede til at have et potentiale udover Conjuring-universet, men desværre bliver den klippet alt for meget efter skabelonen. Der er mange jumpscares, men kun få af dem er effektive nok.

’The Curse of La Llorona’ kan ses i udvalgte biografer fra d. 18 april

Michael Chaves   /   USA   /   2019   /   Gyser  /   Spilletid: 93 min

Leave a Reply

Your email address will not be published.