Forventningerne var helt i bund, da jeg satte mig til rette i biografens mørke for at se den nyeste Hellboy-film. Jeg havde lugtet lidt til anmeldelserne, der var kommet i løbet af dagen – og de var ikke positive. Derfor var jeg også mere overrasket end nogen anden, da jeg to timer senere forlod biografen i opløftet stemning. Filmen havde været … ret fantastisk.

Jeg har fulgt Hellboy i 25 år nu, siden den første tegneserie, Seed og Destruction, var at bestille via postordre hos Fantask i 1994.

Siden da har jeg anskaffet stort set alt der er udkommet i dette fantastiske pulp/fantasy/horror-univers (det bliver en kold dag i Helvede, før jeg kalder Hellboy en superhelte-tegneserie – skam jer, jer der gør!), først i blade og sidenhen i oversize Library-editions.

De to Del Toro-Hellboy-film der udkom i hhv 2004 og 2008 var jeg ikke begejstret for. Det blev en flot, men underlig Gøg og Gokke-farce med plat fald-på-halen-humor. Men det var trods alt en form for Hellboy, så jeg så dem (et par gange). Derfor havde jeg heller ikke mange reservationer, da Mike Mignola (Hellboys skaber) tilbage i september 2017 annoncerede, at nu kom der en ny Hellboy-film, og det var med ny instruktør og nye skuespillere. (Det kan du læse mere om HER).

Da den første trailer ramte nettet, fik jeg dog meget bange anelser. Den så ud til at forsøge sig med den moderne Deadpool-agtige haha-humor.  Heldigvis var det ikke stemningen i den færdige film.

Den Hellboy jeg mødte i biografen i dag, er stadig ikke helt den samme Hellboy jeg elsker og kender fra tegneserien. Men den er SÅ meget mere tæt på.

Hellboy spilles nu af David Harbour, og selvom jeg før har sagt Ron Perlman var den perfekte Hellboy, må jeg indse at Davids version bare er bedre.

David Harbour mestre en deciplin som jeg ellers hader: affyrelsen af one-liners. Men han gør det i så knastør et toneleje og glimt i de pis-gule øjne (Tak, Baba Yaga), at man aldrig bliver træt af det. Hellboy er en livstræt gammel halvdæmon, der holder på en indestængt indignation over livets lod. Man føler med Hellboy – og tror på ham.

Og bedst af alt – man har lyst til at se meget mere til ham.

Hellboy bor og lever blandt mennesker, som dybest set hader og frygter ham – men han kæmper på vores side imod de selvsamme monstre og mørkevæsner, han af ophav egentlig selv er en del af. Han slår væsner som ham selv ihjel, og denne dualitet splitter ham, og sår kimen til tvivl.

En tvivl der nager, og bliver brugt imod ham.

Hellboys adoptivfar, Professor Trevor Bruttenholm spilles nu af Ian McShane, og han er en mere hands-on version, end den John Hurt leverede i 2004. Der er nogle fine scener i denne film, der viser det komplekse forhold man typisk ser i et adoptivfar/dæmon-fra-Helvede-adoptivsøn-narrativ, med frustration og kærlighed blandet ind i en nagende knude i maven, hos især Hellboy.

Filmens store skurk er Bloddronningen Nimue fra Kong Arthurs tid, der spilles af Milla Jovovich. Efter 1500 år i aflåst fængsel, er hun tilbage, og klar til at slippe alle monstre, magiske væsner og en voldsom aggressiv pest løs på jorden. Hun er kalkuleret og hævntørstig – men spilles også med følelse af Jovovich.

Historien trække på grundelementerne fra Hellboy-tegneserierne Darkness Calls, The Wild Hunt, og The Storm and the Fury“, men også mange andre småhistorier bliver refereret, så man når aldrig at kede sig i de to timer filmen varer.

Filmen er som lovet langt mere mørk og grum end forgængerne, og det synes jeg fungere rigtig godt i denne filmatisering. Der er en del overdrevet splatter – som når folk bliver revet midt over eller spiddet som pindemadder – men det er mere tøhø end gruvæggende.

Jeg satte mig til denne film med forventningen om en rigtig stinker … og blev mere overrasket end nogen andre, over rent faktisk at synes den var ret fantastisk.

Hellboy er ikke Shakespear – og har aldrig været det. Det er en pulp-historie, af den slags vi nu med lidt nostalgi kalder en B-film. Og som sådan gør den sig fremragende. Se den som en tjubang-film med monstre og magi, så vil den ikke skuffe.

Desværre er de gængse anmeldelser meget negative for denne film, så hele Hellboy-rebooten dør nok ud her. Og det er synd og skam, for den kan noget spændende, som jeg gerne vil se meget mere til. Især efter dén build-up til en efterfølger.

Hellboy kan ses i biograferne nu. (Og skynd dig at se den, før den bliver udskiftet!)

Leave a Reply

Your email address will not be published.