Ved det nylige indkøb af Fox har Disney i bedste Thanos-stil snart indsamlet alle Infinity-stones i underholdningsbranchen. Alt fra Star Wars til The Simpsons har nu et Disney-stempel på sig – både på godt og ondt.

Ind imellem de middelmådige Star Wars-spinoffs og de skabelonbestemte Marvel-film har Disney udvalgt forskellige klassikere, som igen skal finde vej til det store lærred – denne gang med rigtige skuespillere.

I 2017 fik vi ’Skønheden og Udyret’, i 2018 fik vi Peter Plys-karaktererne i ’Christopher Robin’ og i år kan vi opleve sværvægtere som ’Aladdin’, ’Løvernes Konge’ og nu, ’Dumbo’.

Historien kender de fleste. Babyelefanten Dumbo bliver født med lidt for store ører, som hurtigt bliver gjort grin med i cirkusset. Men da folk opdager at elefanten kan flyve kommer der ny vind til det faldefærdige cirkus.

Eventyrs-instruktøren Tim Burton har sat sig i instruktørstolen og har hevet nogle af hans vante skuespillere med sig – det er dog forfriskende at se en Burton-film uden konen Helena Bonham Carter og den evige slyngelven, Johnny Depp.

Burtons præg er tydeligt; de visuelle effekter, brugen af farver og musik og cirkusset ”Drømmeland” er som taget ud af ’Charlie og Chokoladefabrikken’.

Man skal efterhånden mange år tilbage for at finde en Tim Burton-film, som har skuespillet som det bedste aspekt og ’Dumbo’ er desværre ingen undtagelse.

Colin Farrell er den eneste, som viser et bare nogenlunde kompetent niveau som krigsveteranen, der har mistet både arm og kone under krigen. Men Danny DeVito ligner en, der har glemt sit skuespil i 90’erne, de to børn viser et følelsesregister på størrelse med et glas vand og Michael Keaton har en fest som den utrolig karikerede skurk. Men…

Det er vel egentlig heller ikke det filmen handler om? For én ting man ikke tage fra den, er magien.

Magien, som får Dumbo til at flyve, magien, der får krigsveteranen til at knytte sig til sine børn og magien, som bringer Dumbo tilbage til sin mor. Den originale Dumbo var magi for mine bedsteforældre på samme måde som Peter Plys var for mine forældre, Løvernes Konge var for mig og som ’Dumbo’ og de efterfølgende genindspilninger uden tvivl vil være for nutidens generation.

Dumbo har mange fejl og bliver fortalt utrolig simpelt, men dens største force er uden tvivl den visuelle fortryllelse. Måske netop dét var grundlaget for at hyre Tim Burton som instruktør.

Dumbo’ er ikke større filmkunst, men Disney-magien lever stadig i bedste velgående. Så tag de yngste med i biografen og lad dem opleve Dumbos magiske ører.

Jeg kan dog afsløre én ting: scenen med moderen er ikke blevet nemmere end hvad den var for 78 år siden.

Dumbo kan ses i biografer i hele landet fra d. 28 marts

Tim Burton   /   USA   /   2019   /   Familie   /   Spilletid: 112 min

Leave a Reply

Your email address will not be published.