Jeg deltager i disse dage i den eneste danske genrefilm-festival ”Blodig Weekend”, der i år kører for fjerde gang.

De to første år varede den fire dage, og filmene blev vist delvist i Cinemateket og delvist i Cinemaxx på Fisketorvet. Sidste år var den splittet op i to på hinanden følgende forlængede weekender, hvor den første blev holdt i Cinemateket, den anden i Cinemaxx (og så var der vist også et par enkelte visninger andre steder). I år er programmet lagt fra onsdag til søndag i denne uge og kun i Cinemateket.

Det virker måske lidt mærkeligt at starte min lille serie fra festivalen på dag to, men men men:

Onsdag aften var der kun en enkelt film på programmet, en snigpremiere på den første danske zombiefilm, der kommer i biograferne, SORGENFRI, som får officiel premiere i marts 2016. Salen var stuvende fuld, og der var en del, der var kommet forgæves – der var HELT udsolgt.

EE2Og så skete det, der bare ikke må ske: Medarrangør Elias Eliot havde åbnet festivalen og præsenteret os for SORGENFRIs instruktør, Bo Mikkelsen. Og så skulle filmen gå i gang, men det gjorde den bare ikke. Serveren var gået ned, og det kan jo ske. Da serveren så var kommet op at køre, nægtede den desværre at snakke med projektoren, og da vi alt i alt havde siddet knap en time i salen (bortset fra dem, der benyttede den ufrivillige pause til at smutte ud og ryge), måtte Elias meddele os, at man desværre måtte aflyse forestillingen. Det er nu blevet offentliggjort, at den i stedet bliver vist søndag aften kl. 22 i begge Cinematekets sale, så mange flere nu får mulighed for at se den. Desværre ikke mig, da vækkeuret er ubarmhjertigt mandag morgen.

Torsdag eftermiddag startede med en ”Blodig Quiz” for hold på max fire personer, men den nåede jeg desværre ikke ind til. Til gengæld fik jeg set to film, og det var to gode film.

bw15-dag2 004I 2008 ramte Pascal Laugiers gennembrudsfilm MARTYRS lærredet verden over, og det var en grum film. Den blev et stort hit, og den slags skal jo (åbenbart) have et amerikansk remake. Den er lavet af to brødre, Kevin og Michael Goetz, efter et manuskript af Mark L. Smith, der tidligere har skrevet de to VACANCY-film. Filmen følger nogenlunde den originale, men har også sine egne ting at byde på, og jeg synes sådan set, det var helt fint. Eftersom den originale film var så grum, som den var, havde jeg lidt ventet en noget udvandet udgave, men det synes jeg ikke, der var tale om.

Filmen åbner med, at en pige, Lucy, lykkes med at flygte fra en værkstedshal. Hun bliver anbragt på et børnehjem, hvor hun fortæller om nogle virkelig fæle monstre, som ingen dog rigtig ved, hvad de skal tro om. Anna bliver Lucys bedste ven og støtte, men hun ved heller ikke helt, hvad hun skal mene om Lucys monstersnak. Ti år senere ringer Lucy til Anna – hun har fundet den familie, der for år tilbage holdt hende fanget og torturerede hende, og Anna tager straks af sted for at møde Lucy. Det, der møder hende, er dog det rene vanvidsmareridt, og hun må nu finde ud af, om hun kan stole på, hvad Lucy siger, eller om Lucy er sindssyg. Her skal ikke afsløres mere, men hvis du har set den franske film, ved du nogenlunde, hvad der kommer, men altså med et par overraskelser. Filmen havde verdenspremiere i Hollywood tirsdag i sidste uge, så der går nok noget tid, før den kan ses herhjemme igen, hvad enten det så bliver i biografen eller på DVD (eller dit foretrukne format).

bw15-dag2 003Aftenens anden film var den amerikanske spøgelsesgyser WE ARE STILL HERE, skrevet og instrueret af Ted Geoghegan. Elias Eliot præsenterede filmen, og vi fik også en videohilsen fra instruktøren.

Et ældre ægtepar har mistet deres søn og flytter til en ny by, Aylesbury, for at få minderne lidt på afstand. De har ikke boet der længe, før naboerne dukker op for at fortælle dem (og os), at de er flyttet ind i en gammel nedlagt begravelsesforretning med en mørk historie. Bedemanden Dagmar (ja, det er altså familiens efternavn, det er ikke en bedekvinde…) solgte efter sigende ligene og begravede tomme kister. Familien blev jaget ud af byen, og bedemanden drak sig ihjel. Det viser sig selvfølgelig hurtigt, at der er noget helt galt i huset, ting flytter sig og vælter, og der er masser af døre, der smækker. Og så er der sindssygt varmt i kælderen, som i øvrigt lugter af røg. Ægteparret vælger at tilkalde deres gamle venner, et hippiepar, der tilsyneladende har evner ud i det der med ånder og spøgelser. Hippiemanden spilles af Larry Fessenden, og han stjæler alle de scener, han er med i. Jeg kom flere gange til at tænke på filmene om AMITYVILLE, men spøgelserne (og de er mere fysiske end normalt) mindede nu mere om dæmonerne i Lamberto Bavas DÈMONI. Jeg var ikke helt solgt lige med det samme, men da Larry Fessenden dukkede op, hjalp det på det, og jeg endte med et stort smil, da det hele eksploderede i gore galore.

Både Martyrs og We are Still Here får følgende karakter:

4af6

About The Author

Uhelbredelig samlernørd. Introducer ham venligst ikke for noget nyt, for han begynder bare at samle på det, og han har ikke plads (siger hans mor). De aktive samlinger tæller: Zombier (specifikt, og horror sådan generelt), James Bond, Iron Maiden, Shu-Bi-Dua og juleøl. Til daglig er han pædagog, og her forsøger han med skiftende held at fremstå normal.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.