Det sker sjældent, men jeg valgte faktisk at begynde på Fafner Exodus uden kendskab til hverken den foregående serie eller film, men jeg er glad for, at jeg sprang ud i det.

Historien foregår på den menneskeskabte ø Tatsumiyajima. Her gemmer en gruppe mennesker sig for de farlige aliens kaldet festum og resten af menneskeheden. Hovedpersonen er den pensionerede mecha-pilot Kazuki Makabe. Han har trukket sig tilbage fra pilotopgaven og nøjes nu med at styre en restaurant. Der trænes dog fortsat nye piloter, da truslen fra festum hænger konstant over deres hoveder. Det er kun teenagere, der kan styre de særlige Fafner-mechaer, som er deres bedste våben imod festum. Det er dog ikke uden fare for piloten, når han eller hun sætter sig ind i cockpittet. Dels er der risikoen for at blive dræbt i kamp, men bare det at være i mechaen påvirker også pilotens helbred. Kazuki regner således ikke med at have mange år tilbage at leve i.

festum

I starten af serien ankommer et fly udefra til Tatsumiyajima. Om bord er den lille pige Emery, som åbenbart har været i telepatisk kontakt med en anden lille pige ved navn Miwa på øen, som er datter af to personer fra den første serie. Om bord er også general Narain Wiseman-Bose, der håber, at de to piger kan gøre en forskel i kampen mod og forsøget på at forstå festum. Han får overtalt øens ledere til at lade Miwa følge med ham sammen med en udvalgt gruppe fra øen.

Historien fortælles af Kazuki i flashback, som kommer med nogle meget ildevarslende udsagn. Dette er med til at styrke indtrykket af, hvor meget der er på spil – ikke bare for personerne, vi følger, men for hele menneskeheden. Missionen er utroligt presserende, og de griber ud efter det lille håb, de nu engang har.

restaurant

Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man ser Fafner Exodus, for der er meget information at bearbejde. Det betyder dog også, at serien udnytter sin tid effektivt til at fortælle sin historie. Der er ikke noget, der virker som spildtid. Hver scene bidrager til historien og/eller til personernes udvikling. Faktisk føler jeg, at der er meget, som stadig er uklart – faktisk føler jeg, at serien stopper midt i det hele, men der kommer også en sæson 2 til efteråret. Det virker altså som om, at historien er lavet til 26 episoder, som så bare er blevet delt op i to sæsoner. Måske ville studiet lige afprøve, om der efter 10 år stadig var interesse for franchisen, før det kastede sig ud i en 26-episoders serie.

Angela leverer både en solid OP og ED, som virkelig slår tonen i serien godt an.  Soundtracket passer også godt til serien og formår at styrke de forskellige scener. Der er dog et enkelt stykke musik, som minder mig lidt for meget om Neon Genesis Evangelion. Så i starten følte jeg lidt, at det var som om, Fafner-soundtracket trak på ”mecha-genkendelighed”, eller hvad man nu skal kalde det.

fafner

Det ville være nemt at kategorisere Fafner Exodus som en historie om kampen mellem menneskeheden og festums, men det er så meget mere. Hvis jeg skulle forsøge at simplificere det alligevel, ville jeg sige, at Fafner Exodus handler om forsøget på at forstå og skabe forståelse. Serien kan i det hele taget give en noget at tænke over, og det kan jeg godt lide. Jeg synes også godt om, at vi kommer tæt på personerne og ser, hvordan de påvirkes af begivenhederne. Fafner Exodus forstår således at levere action, drama og lidt gymnastik til de små grå i en rigtig flot indpakning (hvis man altså er til stilen fra 00’erne, når det kommer til character design).

Antal episoder: 13

Genrer: action, drama, mecha, sci-fi

Animation: XEBEC zwei

Instruktør: Nobuyoshi Habara

Premiere: 2015

Kan ses på Crunchyroll

5af6

 

(Med håbet om at sæson 2 kan levere en ordentlig afslutning)

One Response

  1. Elma

    Det er jo ikke fordi der er 2 sæsoner, det er en samlet produktion, der var planlagt fra start, så de kan få et lille pusterum, for ikke at ende i en gang klipshow kaos. Præproduktionen kan jo tage flere år. Delte man det op, så skulle man starte forfra, med at skaffe penge, skrive historie, finde en instruktør, hyre animatorer, booke tv-tid etc. En process der kan tage meget lang tid.
    Mange amerikanske serier holder også en pause på tv midt i sæsonen, men produktionen er alligevel i fuld gang.

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.