J-Popcon fejrede japansk popkultur med Pokémon i spidsen og indtog DGI-byen med et farverigt (og for nogle nostalgisk) univers.

J-Popcon 2016 ildområdet 2. sal

Flot oppyntning i Ildområdet

Det er 3. gang, at den japanske kulturfestival har forsøgt sig med et tema, og her må man i den grad sige, at 3. gang er lykkens gang! Årets tema, Pokémon, var virkelig gennemført. For det første havde de fleste lokationer fået navn efter steder i Pokémon. Øksnehallen var således blevet til SS Anne, imens eventrummene havde navne som Fuchsia City, Pallet Town og Cerulean Cave. Der var også gjort meget ud af udsmykningen. Mange af tingene var simple, men de fungerede og bidrog til at give deltagerne følelsen af at være i et Pokémon-univers. F.eks. havde 2. sal et ildtema, så der var pyntet op med bl.a. røde lyskæder og gult og rødt crepepapir. Der var også en vulkan. I Øksnehallen hang der Tentacools, en Gyrados (med farvet lys i!), en Magikarp og Pokéballs som pynt.

Der var også rigtig mange temaevents – både små og store. Ville man virkelig dedikere sin weekend, kunne man samle et hold og udfordre de 8 Gym Leaders, som dukkede op i løbet af connen forskellige steder. Man kunne også gå på jagt efter de 151 Pokémon fra generation 1 i form af arrangører og gophere, der rendte rundt i t-shirts med Pokémon-navne og en unik kode. Det gjaldt så om at samle de unikke koder i ”sin pokédex”, som man fik sammen med conbogen.

Der var dog også en masse events, som ikke omhandlede Pokémon. På programmet var der lige knap 100 events. Nogle events blev gentaget i løbet af connen, så der var bedre mulighed for at opleve dem. Desværre holdt programmet ikke 100 %, så det gjaldt om at holde sig orienteret på de opsatte infoskærme, så man både kunne følge med i, om et event var aflyst eller flyttet til et andet tidspunkt og lokale. Dog er der jo ikke så meget for J-Popcon at gøre, når aflysninger skyldes force majeure.

J-Popcon 2016 DCC vindere

Vinderne af Danish Cosplay Championship

Det store tilløbsstykke ved J-Popcon var som forventet Danish Cosplay Championship (DCC). Selvom der var bestilt flere stole i år, var der stadig ikke nok til alle tilskuere, og en 50-100 stykker stod op under hele showet. Som noget nyt var stolene til showet nummerede. For at undgå den timelange kø, der tidligere dannede sig op til showet, kunne man i år hente sig en pladsbillet på forhånd. Kommunikationen omkring dette, kunne dog have været bedre, og selve udførelsen med nummersystemet haltede også. Idéen var dog under alle omstændigheder virkelig god.

DCC forløb faktisk virkelig fint. Der var en enkelt gruppe, som startede forfra på deres optræden, men det skyldtes problemer med deres udstyr og ikke en fejl fra J-Popcons side. Der blev cosplayet fra mange forskellige ting, og i år havde der endda sneget sig humor med ind i showet, hvilket var dejligt forfriskende, sådan at alt ikke var det helt store episke drama.

J-Popcons eget cosplayshow om søndagen var steget voldsomt i popularitet i år. Der var både mange flere tilskuere og mange flere optrædener på scenen.  Selvom J-Popcons fokus er japansk popkultur, blev der dog i begge shows cosplayet meget fra vestlige ting også. Især Disney er fortsat populært. Efter søndagsshowet var der som noget nyt en craft-konkurrence.

Det hele gik dog ikke op i cosplay. Panelet Voice acting i Danmark: De danske Team Rocket-voice actors fortæller var også godt besøgt, selvom trioen på det tidspunkt var blevet reduceret til bare Thomas Kirk, som lægger stemme til James. Der var rigtig mange, der gerne ville stille spørgsmål, og Thomas Kirk fortalte og besvarede levende og underholdende.

Der var også god mulighed for at opleve traditionel japansk kultur i form af bl.a. teceremoni, taiko-koncerter, aikido, og så var der også oplæsning af forskellige klassiske japanske historier.

Forhandlerrummet føltes tommere i år. På sin vis var det rart med noget mere plads imellem boderne, men der kunne sagtens have været et par mere derinde, uden det blev klemt. Der var dog alligevel et forholdsvis varieret udbud af varer i form af bl.a. manga, plushier i massevis, japanske snacks og drikkevarer, t-shirts med et eller andet nørd-tryk på, parykker og cosplay.

J-Popcon 2016 Artist Alley-crop

I år var Artist Alley aka Safari Zone vokset. Her føltes der modsat forhandlerrummet meget proppet, og det var svært at komme rundt til de forskellige borde, som ellers var dekoreret flot og så indbydende ud.

Der var mulighed for at lave mange forskellige ting til dette års J-Popcon, hvis man tog ja-hatten på og kastede sig ud i løjerne. Metronaut nåede da heller ikke rundt til alle aktiviteterne og missede bl.a. Lavender Town/Haunted House og var kun et kort smut i spilområdet. Organisatorisk virkede det til at køre ret godt. Der var også flere gode initiativer – hvor der godt nok skal arbejdes noget mere på nogle af dem, men nu er første spadestik taget. Det bliver spændende at se, hvad næste års tema bliver, og hvad connen ellers vil byde på i fremtiden.

 

About The Author

Denne bruger eksisterer ikke længere, for mere information om den pågældende skribent kontakt redaktionen@metronaut.dk

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.