I weekenden d. 26.-27. september 2015 afholdt foreningen Coding Pirates to Game Jam-arrangementer i Hellerup og i Grenå. Denne metronaut valfartede til Djurslands yderste spids for at tage del i festlighederne.

Coding Pirates er en forening, hvis formål er at understøtte børns læring inden for IT-kompetencer og kreativitet. Børnene opfordres her til at tænke innovativt, udtænke nye opfindelser og designe deres egne idéer. I min optik er det en fantastisk måde at give disse børn et indblik i IT-branchen og samtidig eliminere fordomme om ”nørder” på.

Det var også på høje tide, at der blev oprettet tiltag som Coding Pirates som en pendant til alle de forskellige sportsgrene, man kan melde sine børn til nu om dage. Mere af det, tak! Det virker da også, som om der er et stort marked for det, da Coding Pirates på nuværende tidspunkt er nået op på hele 18 afdelinger rundt om i landet.

Børnene er i fuld gang med at programmere - foto taget af Magnus Toftdal Lund

Selve Game Jam-arrangementet i Grenå tiltrak 31 børn fra stort set hele Danmark – lige fra Aalborg til Fyn. Om lørdagen blev de inddelt i otte hold med 2-5 børn på hvert, og herefter havde de 24 timer til at udvikle det bedst mulige computerspil inden for temaet ”Endless Runner”.

I bilen på vej derop gjorde jeg mig nogle tanker om, hvor godt et spil man – i dette tilfælde børn i alderen 9-15 år – egentlig kan nå at udvikle på kun ét døgn. Og jeg må sige, at alle de præsenterede spil oversteg mine forventninger.
Da grunden til, jeg deltog i arrangementet, var, at mit praktiksted – Brickbacker (skamløs reklame, ja tak!) – havde sponsoreret en af præmierne, fik min chef og jeg endda også lov til at være dommere. Vi fik derfor vores sag for, da alle otte spil på hver deres måde kunne noget særligt – og vi måtte kun finde tre vindere, æv!

Der overrækkes præmier - foto taget af Maja Maria Nielsen

De tre kategorier, hvori der skulle kåres vindere, var Wild Card, Design og Kiloo (det bedste spil).

Wild Card-prisen, som skulle gives til et spil med et anderledes og originalt koncept, tildelte vi Frostfire Studio med spillet ”Dimension Runner”. De fire drenge havde udviklet et spil, hvor man skulle undvige forhindringer, mens man samlede mønter – finten her var dog, at man kunne skifte mellem 2D og 3D i løbet af spillet. Kun i 3D-versionen kunne man undvige kasserne ordentligt, mens det kun var muligt at indsamle mønter, mens man spillede i 2D.
Som præmie fik de en model af Coding Pirates-maskotten Kaptajn Hack bygget i LEGO klodser, som vi hos Brickbacker havde udviklet og sponsoreret.

Præmie til Wild Card-kategorien

I Design-kategorien vandt De Vesteuropæiske BMV’er med deres spil ”Just a ball”. Et simpelt koncept, hvor man styrer en bold igennem forskellige baner med forhindringer. Samtidig spiser bolden prikker på sin vej (tænk Pac-Man) og bliver større og større. Herefter kan man så tåle at ramme ind i forhindringer, indtil man igen er blevet så lille en bold, som man startede med at være. Som belønning modtog de alle et gavekort til GameStop.

Sidst, men ikke mindst blev vinderne af Kiloo-prisen Lemon Studios med ”Swiftfall”. Her styrede man en ninja-karakter, som skulle hoppe over og igennem bygninger, mens han samlede mønter og besejrede onde ninjaer. Det var et visuelt imponerende spil, især når man tænker på, de havde lavet al grafikken selv, og de brillerede samtidig med en flot og gennemført præsentation af deres spil – noget, der tæller meget op i Game Jam-verdenen.
De heldige kartofler (eller skulle jeg sige citroner?) vandt også gavekort til GameStop – og vigtigst af alt, en rundvisning ved Google i Århus!

Efter præmieoverrækkelsen modtog alle børnene en pakke lakridspiber som tak for deres deltagelse og engagement – en dejlig måde at afslutte en dejlig weekend på!

Billeder taget af Magnus Toftdal Lund og Maja Marie Nielsen

About The Author

LEGO-entusiast, Potterhead, Japanofil, Draenei Hunter – nørdet barn har mange titler. Studiemæssigt har Juliane en bachelorgrad i Japanstudier, og i skrivende stund læser hun på kandidatuddannelsen i Oplevelsesøkonomi ved Aarhus Universitet.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.