I Ina Korneliussens seneste tegneserie indleder en specialestuderende kvinde et overraskende sexuelt forhold med monstret under sit barns seng. 

Barnet vil ikke sove, og kalder på mor. Han er bange for monstret under sengen, som børn i tremmesenge nogle gange er. Den kærlige mor tjekker, og der er selvfølgelig ikke noget. Så kan barnet sove. 

Den slags bliver hurtigt til rutiner i familielivet, men pludselig en aften ér der rent faktisk noget under sengen. Moren konfronterer monstret, og her tager hvad der startede som en sød børnehistorie en uventet drejning – og moren ender på gulvet i et æggende erotisk samspil med det kulsorte (men venligudseende) tentakelmonster. 

Det der er så fint ved nogle af Ina Korneliussens fortællinger, er, at en spade ikke altid er en spade. For hvad er monstret under barnets seng, og hvorfor ender moren med at gå tilbage til det igen og igen, og bliver taget på gulvet i barneværelset imens faren ligger og snorker inde ved siden af. 

På bagsiden af hæftet står der, at det er en simpel kærlighedshistorie. Men spørgsmålene er så bestandige, at der ikke er meget simpelt over det. Og er en historie om utroskab – for det ér det vel – kærlighed? 

Tegneseriens 48 sider er hurtigt læst, men historien gør bare, at man sagtens kan læse den igen og igen. Inas streg er som altid en fornøjelse, og det mystiske og erotiske univers er velkommen. Historiens dualitet mellem familielivet og mødet mellem kvinde og monster er udført på den fineste måde så det næsten virker uskyldigt. 

DER FINDES IKKE MONSTRE er stærkt anbefalelsesværdig! 

“Der findes ikke monstre”, tegnet og fortalt af Ina Korneliussen. 48 sider, 150 kr. Udgivet på Hunov & Haffgaard.

Leave a Reply

Your email address will not be published.