Hvis mesteren af suspense var Alfred Hitchcock er det efterhånden ikke helt skævt at kåre Jordan Peele som den moderne mester af gys. Publikumsfavoritten ’Get Out’ tog filmverden med storm med de kulturelle temaer indpakket i en gyserfilm og efterfølgeren ’Us’ var en interessant monsterfortælling med hovedpersonernes dobbeltgængere som monstre. Selvom Peeles navn ikke er i instruktør-sædet er hans temaer og fortællinger i den grad til at føle på i den nye gyserfilm, ’Candyman’.

Ligeså længe beboerne kan huske, har boligprojekterne i Chicagos Cabrini-Green-kvarter været terroriseret af en spøgelseshistorie om en overnaturlig morder med en krog, der blev let hidkaldt af dem, der turde gentage hans navn fem gange ind i et spejl. I dag, et årti efter det sidste af Cabrini-tårnene blev revet ned, flytter billedkunstner Anthony McCoy og hans partner, galleridirektør Brianna Cartwright ind i en luksusloftlejlighed i Cabrini. Med Anthony’s malerkarriere på randen af at gå i stå, møder Anthony tilfældigt en Cabrini-Green oldtimer Anthony, der fortæller ham om den tragisk, sande historie om Candyman. Anthony er ivrig efter at bevare sin status i kunstverdenen i Chicago og begynder derfor at udforske disse makabre detaljer i sit atelier og åbner ubevidst en dør til en kompleks fortid, der tester hans egen fornuft og frigør en frygtindgydende bølge af vold, der sætter ham på kollisionskurs med skæbnen.

Filmen er en direkte efterfølger til forgængeren af samme navn fra 1992 – en film, der i dag bliver betragtet som et hovedværk indenfor genren. Banebrydende, fordi hovedskurken og titelkarakteren var en sort mand. Historien blev dog den gang fortalt igennem den hvide hovedkarakter, spillet af Virginia Madsen, hvilket er ændret i denne moderne fortolkning.

Og her opstår en af filmens store kritikpunkter. Forholdet mellem sorte og hvide mennesker. Der er ikke én fornuftig og venlig hvid karakter at finde i denne film og den eneste man kan mistænke for at være det, er en hash-rygende homoseksuel, der lever sit bedste liv med en sort mand. Filmen gør intet ud af at skjule dens holdninger til hvide mennesker og specielt hvide politibetjente, der får en over nakken i filmens usmagelige klimaks, der ender med at kaste hele fortælling ud ad vinduet.

Undervejs ønsker filmen at drage seeren ind på en rolig og mytisk manér som faktisk langt hen ad vejen virker. Men for mange koncepter fordærver filmen og efter adskillige sidehistorier og prætentiøse kunstner-fortællinger ender filmen ud med et action-klimaks, der på ingen måder passer med filmens æstetik. Filmen er utrolig interessant at se på med flotte kamerasekvenser med skyskrabere indhullet i tåge og throwbacks tilbage til den originale ’Candyman’.

Men for en gyserfilm er filmen faktisk ikke specielt uhyggelig, hvilket unægteligt vil tabe store dele af det publikumssegment, som er der for at opleve netop gyset. Den originale ’Candyman’ formåede at balancere gyset med de kulturelle undertemaer, hvilket denne efterfølger ikke forstår at gøre. Temaerne er til at forstå og respektable, men for klodset udført og alt for meget ”in-your-face.”

Efterfølgeren til denne efterfølger er allerede bekræftet – guderne må vide hvorfor. Personligt vil denne anmelder hellere se filmen om ’Handyman’, der hjælper lokale beboere med diverse mærkelige opgaver i stedet for at skære dem op med en krog.

Nia DaCosta   /   USA   /   2021   /   Gyser   /   Spilletid: 91 minutter

Candyman kan ses i biografen fra d. 26 august 2021

Leave a Reply

Your email address will not be published.