Den altid ihærdige og eventyrlystne belgiske reporter Tintin fyldte for nyligt 90 år. I 2018 blev Tintins første bedrifter udgivet i en ny, farvelagt udgave.

Albummet om Tintins oplevelser i Sovjetunionen er (foruden Tintin i Congo) et af Hergés mest omdiskuterede værker.

I en firkantet og stærkt satirisk portrættering af de onde bolsjevikker der hylder kommunismen og afviser alt andet, udtrykker Hergé tydeligt sin holdning til tidens politiske turbulens. Hergé har så sandelig lagt en stor del af sig selv i både tegneserien og karakteren Tintin.

Netop den Tintin vi møder i dette første album er ikke helt ham vi kender og elsker fra de senere tegneserieudgivelser. Den idérige og fingerfærdige Tintin ses ofte som værende orden i kaos; kaos der som udgangspunkt repræsenteres af excentriske og klodsede sidekarakterer (Kaptajn Haddock, Dupond & Dupont, Professor Tournesol), og som gør serien utrolig mindeværdig.

Her er Tintin alene sammen med sin trofaste følgesvend Terry, og orden-elementet ved ham er momentant forsvundet, da karakteren selv ender i kaos igen og igen.

Som oftest må Terry hjælpe ham ud af utallige attentatforsøg fra diverse aggressive kommunister, hvor det første allerede begynder på side to. Selvom vi savner Tintins skøre venner, får vi også mulighed for at se ham folde sig ud i fuldt flor, hvilket er utroligt morsomt.

Hvor Tintin endnu ikke er færdigudviklet, minder Terry til gengæld meget om sit nuværende jeg – sulten, trofast og flabet over for Tintins eskapader.

Nogen vil studse en del over tegnestilen, der er en del mere grov end ved Hergé senere udgivelser og betragteligt mindre detaljerig i panelerne. I betragtning af at det var Hergé første udgivelse (og at han ovenikøbet kun var i starten af 20’erne) er det ikke desto mindre en imponerende stil, hvor karakterne forekommer fulde af liv ved hjælp af få streger.

Det er tydeligt at se, hvorfor behovet for at farvelægge albummet er opstået. De fine, nye farvenuancer hjælper læser med skelne med karakterer og baggrund ad og farverige brag fra dynamit eller eksploderende køretøjer giver en lækker og levende oplevelse for øjet.

Selve plottet i Tintin i Sovjetunionen er sådan set komplet usammenhængende og på grænsen til ikke-eksisterende.

Albummet bærer stærkt præg af at have været enkelte, actionfyldte striber, inden det blev samlet til ét album. Der er derfor intet specifikt mål eller eventyr, som vi kender det fra senere hen.

Hver enkelt side er sprængfyldt med eventyr når Tintin slås med en bjørn, dynamit sprænges, fly styrter ned og meget, meget mere. Tintin bliver simpelthen antastet af bolsjevikkere på nærmest hver eneste side og på forskellig, bestialsk vis. Han slår heldigvis stærkt tilbage hver gang – ofte fysisk, da han rent faktisk selv indleder en betragtelig del af slåskampene.

På mange måder er dette Tintin-album (og flere af de følgende) komplet vanvittig læsning med absurd komik. Karakterens ukuelige nysgerrighed er i sandhed misundelsesværdigt, hvilket kommer perfekt til udtryk på albummets forside, hvor vi ser Tintin fræse af sted i en Cabriolet med den ikoniske hårtot blafrende i vinden.

Hergé / 2018 / Cobolt / Tegneseriealbum / Oversat af Niels Søndergaard  / Farvelagt af Michel Bareau / 144 sider

Leave a Reply

Your email address will not be published.