Tintin har fødselsdag, og det har han nu og det er i dag …

Den evigt unge rapporter Tintin og hans trofaste hund Terry har fødselsdag. I dag, d. 10. januar 2019, bliver de begge præcis 90 år.

Da den unge Hergé på blot 21 år fik trykt de første billeder af den allerførste Tintin-historie, Tintin i Sovjetunionen, var der ikke mange der ville have spået karakteren den helt store fremtid. Men hurtigt fandt tegneren sin personlige stil, tegne- og fortællemæssigt, og de belgiske læsere af Le petit vingtième tog reporteren med den karakteristiske hårtot til hjertet.

I Danmark er det i dag forlaget Cobolt der har rettighederne til at udgive Tintin, og det gør de med jævne mellemrum. Selv i Danmark bliver vi aldrig trætte af Tintin. Albummene kommer i forskellige størrelser, udgaver, farvelagte og ikke farvelagte.

I anledningen af Tintins 90årige fødselsdag, udkommer nu det første Tintin-album, Tintin i Sovjetunionen, for første gang i farver. Og på forlagets blog kan man lige nu læse et fint lille interview med Phillipe Goddin, der bl.a. har skrevet bogen ”Hergés liv og værk”. Interviewet kan læses HER.

I dag afholder Cobolt også et lille fødselsdagstilbud, hvor man kan købe albumversionen af Tintin-filmatiseringen til blot 16 kroner og 80 øre. Det er et tilbud på 90% af normalprisen. Derudover kan man erhverve sig alle de andre albums til en rabat på 15%. Men kun i dag.

Metronaut ønsker Tintin stort tillykke med de 90 år!

Leave a Reply

Your email address will not be published.