Menneskeheden har forladt Jorden, og søger et nyt hjem mellem stjernerne. Om bord på det enorme rumskib Arken udspiller livet – og et mordmysterium – sig på en rejse, der vil tage generationer at fuldføre.

For nyligt udkom Skyggearken, en 128 sider stor sci-fi/krimi-tegneserie af Michael Lindal og Peder Riis. En historie der er fyldt med elementer vi kender så godt fra håbforladte fremtidsscenarier og barsk crime noir.

Skyggearken foregår i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har set sig nødsaget til at forlade Jorden pga diverse klimakatastrofer, og er nu på en generationslang rejse til forskellige mål langt, langt ude i universet, hvor man muligvis kan slå sig ned for eftertiden.

Folk lever deres liv velvidende, at de eksisterer midt på en rejse, hvor de hverken har set begyndelsen, eller kommer til at se eller opleve destinationen.

Hvis man ikke magter at leve i nuet, vil denne erkendelse af at leve midt i al ting og ingenting, utvivlsomt nage på ens psyke. Og beboerne på Arken er da heller ikke det mest optimistiske folkefærd.

Vi møder den lettere inkompetente politikvinde Luna, der er bedre til at slå på tæven, end at bruge hovedet. Hun har af uforklarlige årsager brug for at indblande sin gamle veninde Molly i en række mordsager der huserer på Arken. Molly er et livstræt og gråt individ af udefinerbar form, der erhverver sig som cykel-taxa på skibets nederste dæk.

Molly er dog den skarpeste af de to, og hun gennemskuer spor – og laver en masse ulogiske konklusioner, som dog viser sig at holde stik – og snart har de et reelt spor at gå efter, og en morder lige rundt om hjørnet.

Det er dog ikke mordgåden der er historiens største force. En hemmelighed bliver åbenbaret, som vender op og ned på alt vores hovedpersoner tror om deres virkelighed.

Min største anke ved Skyggearken, er den modløse, sarkastiske og rå tone den er skrevet i. De er alle sammen meget, meget trætte og ugidelige. Den forsøger sig dog med masser af tongue-in-cheek humor, men det virker påklistret – og det hele bliver hurtigt trættende i længden. Cheer up, mate.

Desværre lykkes det ikke for forfatter Michael Lindal at skabe to særskilte hovedpersoner. Molly og Luna opføre sig ens, tænker ens og snakker ens. Faktisk kunne man sagtens smelte dem sammen til én person. Dette går igen i flere af de andre karakterer vi møder i Skyggearken – de snakker meget ens. Samme humor. Samme talemåde. Samme alting. Ærgerligt.

Og selvom vi følger morderen en gang imellem, kommer vi aldrig ind under huden på ham. Hvem er han – hvad vil han – hvorfor? Vi får kun Mollys hjemmebryggede teorier, og må så tro på det.

Jeg havde i første gennemlæsning svært ved at skelne de to hovedpersoners tanker fra hinanden, da deres caption-bokse kun adskiller sig ved en let farveforskel. Det var jeg ikke opmærksom på i lang tid, og troede det var én person der “tænkte” hele tiden. Det gav nogle forvirringer til tider. Men måske det bare er mig?

Tegneren Peder Riis er en produktiv herrer, som ofte gør sig i hurtigt tegnet maraton-historier. Det virker som om han har haft næsten lige så travlt med arbejdet på Skyggearken, som på de historier der skal laves indenfor dogmereglernes x-antal afsatte timer. Stregen er levende, men skitseagtig, og virker ofte som et første udkast.

Men den store fortælleglæde i Riis’ billeder og sideopbygning arbejder til hans fordel. Jeg har fulgt Peder i mange år nu, og tror på han kan komme langt. Han trænger bare til lidt skoling. Og lidt mere tålmodighed, når han tegner.

Skyggearken er et fint bud på en sci-fi tegneserie fra danske hænder. Historien er spændende og har mange fine elementer, selvom den bygger på klichéer og lider af skønhedsfejl og plothuller. Der er masser af god gammeldags action på det gamle rumskib Arken, og hvis man også kan lide en brutal krimi oveni, er der fin underholdning til en aftens gennemlæsning.

Skyggearken. Skrevet af Michael Lindal. Tegnet af Peder Riis. 128 sider i farver og hardback. Udgivet af Comic Factory. Pris: 220 kr.

Leave a Reply

Your email address will not be published.