Vi kender det alle sammen: Lysten til at skabe tegneserier

Du har måske allerede styr på, hvordan man laver et sådant værk, men forlagene skræmmer dig eller er måske slet ikke interesserede i din serie. Måske ønsker du bare at tjene en retfærdig skilling for de mange timer, du har brugt ved tegnebordet?

Hvad stiller man så op?

Før i tiden hed det sig, at hvis du ikke blev udgivet på et forlag, betød det, at dit produkt var ringe.

Det, at der i dag udkommer ca. 150 selvudgivelser alene på Saxo, viser, at piben nu har fået en anden lyd.

Det er en udvikling, som tegneserieskabere burde overveje at følge.

I et interview med tegner og forfatter Eric Knipper (Nørrebronx, Germania og Bersærker) fortæller han om sine erfaringer som selvudgiver:

”Som selvudgiver kan jeg tjene det samme ved at sælge langt færre eksemplarer, som ved at få royalties fra et forlag, og jeg har nok læsere til, at jeg synes, det er sjovt at blive ved. Jeg har altid haft masser af opbakning fra mit netværk og oplevet mange sejre, hvor jeg tænkte, den går nok ikke, men det gør den så alligevel.”

Eric Knipper. Foto Henrik Conradsen.

Eric Knipper. Foto Henrik Conradsen.

Johan Pedersen (Bill Nash) tilføjer:

”Grunden til at jeg selv valgte at udgive min undergrundsserie om Bill Nash, var hovedsageligt at andre forlag ikke ville gøre en økonomisk satsning for at prøve at udgive en helt ny serie, som ikke var et sikkert salgsmæssigt brand i forvejen, og så er det jo svært for en ny serie og tegner at komme ind på tegneseriemarkedet.
Dog skal det siges at jeg som helt ung tegner var vild efter at få min serie på tryk, så startede faktisk med at kontakte den lokale avis for at trykke min serie, som fortsat serie i deres avis, men de afviste den, da de mente at den var for voldelig og sexfikseret for en seriøs familieavis, og at blod, vold og sex ikke hørte hjemme i deres avis.”

Selvfølgelig kræver det en del mere arbejde at udgive sine tegneserier selv, men til gengæld er fortjenesten også større, end hvis man er så heldig at blive udgivet på et forlag.

Det arbejde har tegner og forfatter Jan Kjær (Nomerne, Taynikma, m.m.) også stået overfor:

”Udfordringerne jeg har stået overfor er den store mængde af administrativt arbejde, der følger med selvudgivelse. Man tjener helt sikkert mere pr. solgt eksemplar end man gør, hvis et forlag udgiver den. På den anden side skal man arbejde mere for at tjene de ekstra penge. Derfor kan det ende med at gå i nul alligevel. Jeg kommer f.eks. til at udgive færre titler fordi jeg laver så meget administrativt arbejde, og her skal man jo gøre op med sig selv om man synes dét er interessant, eller man føler at man er sat i verden for at SKABE værkerne udelukkende.”

Det er ikke kun måden, vi udgiver på, som har ændret sig, men også måden, vi kan søge kunststøtte på. Førhen skulle man være udgivet på et forlag for at kunne søge kunststøtte. Dette var begrundet med, at værket så havde været igennem en kritisk redaktion og kvalitetsvurdering. Heldigvis har Statens Kunstfonds legatudvalg valgt at følge tidens ånd og dermed gøre det muligt for selvudgivere med et værk med ISBN i ryggen at søge kunststøtte.

En af de helt hårde nødder at knække, når man selv udgiver sine værker, er at få sin tegneserie ud til sit publikum. Hvilken strategi skal man vælge, hvad kan bedst betale sig, og hvilken måde passer bedst til dig?

Disse overvejelser havde Johan Pedersen også gjort sig: ”I starten sendte jeg meget ud til boghandlere og antikvariater og Bog & Ide-kæden, men der var intet handel eller succes, og jeg synes heller ikke nogen af dem var specielt åbne eller bød nye folk velkomne, og de virkede hverken særligt nytænkende og venlige overfor tegneserier i det hele taget, så synes det var lidt trist. Til gengæld kan især tegneseriemesser og specialmesser være godt; selvom det kan være dyrt er det næsten kun positive oplevelser, man kan få, både med kontakter og bekendtskaber.”

Jan Kjær

Jan Kjær

Jan Kjær: ”Til mine papirbøger bruger jeg NBC – Nordisk Bog Center – og til Ebøger bruger jeg Publizon, iBooks, Amazon og Google Play. Det kan være lidt langhåret at få adgang til de store digitale portaler, men når først der er hul igennem er deres back-end rimelig overskuelig og deres avance synes jeg også er OK. Ved iBooks, Amazon og Google betaler man kun hvis man har salg, og det er ret dejligt. NBC derimod tager et grundgebyr ligemeget om man har salg eller ej, så der skal man lige være opmærksom på om det kan betale sig.”

Nordisk Bog Center bliver benyttet af mange af de tegneserieforlag, vi kender, som f.eks Forlaget Zoom, Forlaget Fahrenheit, Forlaget Cobolt A/S, Aben Maler, Forlaget Forlæns og Shadow Zone Media.

Som privatperson hjælper NBC med at få din tegneserie ud til forskellige boghandlere samt tegneseriebutikker i Danmark; til gengæld betaler du bl.a. for at benytte deres lager, så man skal være sikker på et stort salg, før det kan betale sig.

Eric Knipper: ”Jeg har haft NBC som distributør, men det er simpelthen billigere med PostDanmark lige nu. I København cykler jeg ud med dem; det giver også god motion. En grund til at spilde penge på NBC var også at blive taget mere seriøst med Nørrebronx 1-2. Det gik fint, men jeg fik solgt flest i kommission, så jeg fik 10 album ind hos rigtig mange boghandlere. Nogle genbestilte, andre solgte meget lidt, men kommission er simpelthen for tidskrævende og bureaukratisk i det lange løb.”

Et af de nyere tiltag, der er kommet til Danmark, skal gøre det lettere og billigere for os at udgive vores egne værker. Dette tiltag hedder “Print On Demand”, som bl.a. Saxo Publish står bag. Idéen er, at du uploader dit værk hos tjenesten. Dit værk vil blive lagt op på Bogportalen, som stort set alle boghandlere benytter sig af. Det betyder, at en kunde vil kunne gå ind i deres lokale boghandler og spørge efter din bog, boghandleren bestiller bogen, bogen bliver kun trykt og sendt i det antal, som bliver bestilt.

Det betyder, at du kan få trykt din bog, uden at du selv lægger penge ud af egen lomme. Dog skal du være opmærksom på, at Print On Demand ikke har særligt mange formater at vælge imellem endnu.

Til slut ønskes du held og lykke med dit selvudgivelses-eventyr og får et par gode råd med på vejen:

Eric Knipper: ”Forlæggerfaget er noget for romantikere. Sørg for at ha’  dit bagland og netværk i orden. Spørg tidsskrifter, om de vil trykke dit shit – mine første ting kom i et spejderblad da var jeg ca. 16. Vær ikke bange for at begå fejl og afsæt straks 10.000 kr dertil. Men vogt dig for betalingsforlag og andet godtfolk – dét er hajfyldt farvand. Jeg tror det er bedst at se sig selv som kulturbringer. Enhver solgt bog er et mirakel, og der findes ingen gylden vej til at levere en bestseller. De tidlige værker er måske ikke verdens bedste, men folk synes, det er spændende at tale med én, der bare gør ting.”

Johan Pedersen: ”Man skal starte i det små, med små oplag, og have fornuftige økonomiske forventninger, så skal det nok gå. Markedet er jo ikke stort, men jeg vil gøre hvad jeg kan for at få nye mennesker til måske at få samme glæde og kærlighed til tegneserier, som jeg selv har i dag ”

Jan Kjær: ”Her vil jeg lige nævne foreningen NEWPUB, hvor alle selvudgivere hjælper hinanden. Her kan man altid få råd, hvis man er i tvivl om noget.”

Johan Pedersen der sælger ud af sine mange selvtrykte Bill Nash-tegneserier, til Art-Bubble 2015.

Johan Pedersen, der sælger ud af sine mange selvtrykte Bill Nash-tegneserier til Art-Bubble 2015.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.