For nylig skrev denne metronaut en artikel om en række nyere tegneserier, som jeg havde tænkt mig at læse i den kommende tid. Blandt disse var serien Starve, som på det tidspunkt endnu ikke var udkommet.

Starve er skrevet af Brian Wood, som jeg har fulgt, siden han brød igennem med den fantastiske Channel Zero, men kunstneren, Danijel Zezelj, er mindst ligeså interessant, og Metronaut er glade for at kunne præsentere følgende interview med en af de mest spændende tegneseriekunstnere i branchen i dag.

Metronaut: Hvordan begyndte du din karriere i Zagreb, Kroatien?

Danijel Zezelj: Jeg gik på School of Applied Arts i to år og derefter på Kunstakademiet i fire år, så jeg er først og fremmest trænet i klassisk malerkunst og tryk.

Starve3Under min tid på akademiet begyndte jeg også at arbejde med grafisk design, studere skrifter, lave plakater osv. Jeg har altid været interesseret i visuelt narrativ, og i mine øjne er den vestlige kunsts historie, fra hulemalerierne gennem renæssancen til i dag, historien om visuel fortælling og tegneserier og graphic novels en logisk udvidelse af den udvikling. Jeg lavede min første tegneserie, da jeg var omkring ti år, men det tog lang tid, inden jeg var i stand til at tegne og skabe noget fornuftigt og godt nok til at blive udgivet.

Kan du beskrive den kroatiske og baltiske tegneseriescene for vores læsere?

Eftersom det meste af mit liv og min karriere er baseret i Italien og USA, er jeg ikke den rigtige at spørge om den kroatiske scene, udover informationer jeg hører hist og her. Der er helt sikkert nogle fantastiske kunstnere og nogle gode forfattere, og mange af kunstnerne har lever af at tegne for de store forlag i Italien, Frankrig og USA. De fleste af dem er kommercielle superhelte. Der er også en undergrundsscene, hvor en stor del er fokuseret om Komikaze-bladet og hjemmesiden. Der er mange kunstnere, men jeg er ikke sikker på, at der er en reel ”tegneseriescene”. Kroatien mangler skribenter, der skriver godt om tegneserier; der mangler en god festival og udstillinger; der mangler magasiner og webzines. Jeg synes, det er vigtigt, at tegneserier bliver forbundet med og kommunikerer med andre former for visuelle fortællinger som graffiti, animation, videokunst og endda performancekunst.

Føler du, at dette skyldes en mangel på legitimitet for tegneserier inden for litterære kredse i Kroatien og på Balkan? Det virker nemlig på mig, som om der er en meget livlig litterær tradition, og som du sagde, er der mange, der har skabt en karriere uden for Kroatien.

STARVE_4-PAGE-04Tegneserier bliver helt sikkert opfattet som et legitimt medie af de akademiske kredse, selvom deres syn langsomt er ved at ændre sig. Men jeg tror, at mange tegneseriekunstnere og store dele af publikummet foretrækker, at tegneserierne er en del af periferien, i baggårdene. Jeg ønsker ikke at tilhøre tegneseriernes mainstream. Det, der måske mangler, er viljen til at anerkende tegneserier, specielt de såkaldte alternative og independent tegneserier som autentiske og relevante kreative former. Men igen, det er ved at ændre sig.

Hvem havde størst indflydelse på dig, da du begyndte?

Jose Munoz og hans arbejde med forfatteren Carlos Sampayo havde størst indflydelse på mig. Jeg blev helt blæst væk, første gang jeg så Munoz’ værker, og det bliver jeg stadig i dag. Den bliver aldrig forældet. Jeg er også stor fan af den sydamerikanske scene med Breccia-brødrene og Carlos Nines værker. Senere opdagede jeg Bill Sienkewicz, Liberatore, Tardi, Raul, Topi og mange andre. Fortællermæssigt er min yndling Andrea Pazienza, en italiensk forfatter og kunstner, som stort set er ukendt uden for Italien. Jeg er også blevet inspireret af en del film, specielt sort/hvide stumfilm fra starten af forrige århundrede (russisk avangarde, tysk expressionisme, fransk surrealisme). Malerkunsten, specielt baroque-stilen, har også været inspirerende.

Du skrev, at du for det meste havde arbejdet i Italien og USA, og mange af dem, der har inspireret dig, arbejdede i italienske tegneserier. Det er desværre lidt ukendt territorie for mig, udover de mest kendte, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan du ville sammenligne den italienske tegneseriekultur med henholdsvis den amerikanske og den fransk/belgiske?

Da jeg nævnte den italienske tegneseriescene, mente jeg først og fremmest de forfattere og kunstnere, der kom frem sidst i 70’erne, hovedsagligt i Bologna og omkring Frigidaire-magasinet (Pazienza, Liberatore, Tamburini, Mattioli osv.). I Italien flød punken mere igennem tegneserier, end den gjorde musik og det var den energi, samfundsfjendtlighed, politisk mod og kreative magt, de forfattere havde, der var virkelig inspirerende.

Jeg lærte dine værker at kende gennem CABALLO, som bærer et udtryk, der er helt dit eget. Du fandt inspiration hos andre forfattere og digtere, men satte dit præg på deres historier. For de af vores læsere, der ikke har læst dine egne værker endnu, hvor ville du foreslå, at de starter?

STARVE_4-PAGE-13CABALLO er er en antologi, og selvom jeg forsøgte at finde en stilistisk og narrativ rød tråd mellem de forskellige historier, mangler den som bog lidt ensartethed, hvilket er tilfældet for mange antologier.

For nogen, der ikke tidligere har læst nogle af mine værker, anbefaler jeg de komplette graphic novels som KING OF NEKROPOLIS, SMALL HANDS, BABYLON (som er uden tekst) eller en af de nyere, som hedder FOREST (også uden tekst). Jeg synes, at hvert værk lever sit eget liv, og jeg ser vidt forskelligt på alle mine værker.

Hvordan ser du den kunstneriske udfordring i de tekstløse værker som FOREST og BABYLON?

Der er et stort ubenyttet potentiale i tekstløse graphic novels. Tekstløse fortællinger har allerede en lang og rig tradition (selv om vi primært fokuserer på trykte materialer fra de sidste 100 år) med fantastiske værker af Frans Masereel (Sun, The City osv.) eller Lynd Ward.

Jeg ser på den vestlige verdens historie som visuel tekstløs fortælling (der starter med forhistoriske hulemalerier). At fortælle en udelukkende visuel historie er meget naturligt for mig. Jeg tænker og husker visuelt, og visuel symbolik har altid fascineret mig.

Udelukkelsen af ord fjerner et narrativt lag, men samtidig tilføjes andre, da rækkefølgen og kompositionen af rene billeder ændrer meget på opfattelsen af tid og rytme. Læseren tvinges til at være mere opmærksom i sin læsning af hvert enkelt panel såvel som rummet og forholdet mellem panelerne. Jeg er også stor fan af stumfilm, og man kan lære en del af deres gestikulationer, kropssprog, ansigtsudtryk og mise en scène.

Nu vil jeg gerne springe nogle år frem til dit arbejde på DMZ og Northlanders. Begge er skrevet af Brian Wood, og begge er meget politisk orienterede, selvom der er stor forskel i tid og sted. Som Brian Wood har du boet i New York i årevis og jeg vil gerne høre, hvordan din opfattelse af begivenhederne i DMZ er?

STARVE_4-PAGE-14Brian har med stor ekspertise taget en enkelt og troværdig hypotese (i endnu større grad efter 11. september) og bygget et fundament for en fantastisk serie. Historisk var New York bygget på voldlige kampe baseret på ambitioner, grådighed og drømme, og på mange måder ulmer de fortsat og driver byen videre. DMZ er en succesfuld blanding af virkelighed og utopi, fakta og fiktion, nutid og fremtid, formet til en mulig realitet.

New York er en symbolsk refleksion af vestlig civilisation, hvor voksende positive og negative kontraster, ødelæggelse og opbygning, skaber konstante gnidninger, spænding og magtfulde energiudladninger. Det er et fascinerende sted, der burde være kollapset og forsvundet op til flere gange, men genopliver sig selv, så den kan give os en sidste dans.

Nu ønsker jeg ikke at gøre det her til en politisk debat, men det er svært at undgå de mange tragedier, der har fundet sted i USA de sidste år. Ville du mene, at virkeligheden nærmer sig den som DMZ præsenterer?

Det er også interessant, at både DMZ, Northlanders og Woods nye serie Rebels bygger nationer omend på forskellige tidspunkter. Man kunne endda argumentere, at han forsøger at overbevise sit publikum om, at vi burde være over den slags konflikter nu, men de er vedvarende.

Du tegnede jo selv sidste del af Iceland Trilogy i Northlanders, som fokuserede på et par krigende familier på vej mod at blive dynastier, som igen er et yderst aktuelt emne i moderne amerikansk politik.

STARVE_4-PAGE-21Faktum er, at hverdagslivet i USA har meget lidt at gøre med det generelle billede, som folk verden rundt har af USA. Dette generelle billede, skabt igennem Hollywood og filmindustrien, popkultur og medierne, viser sjældent vildnisset og ekstremerne i den amerikanske virkelighed: racisme og ulighed, manglen på våbenkontrol, politivold, hverdagsvold, fattigdom, uvidenhed og mangel på dannelse, gammel og forfalden infrastruktur, adskilte skolesystemer, de fås uanstændige velstand, forurening osv. Alt det inden for et voldsomt smukt og rigt kontinent besejret og beboet gennem ambitioner, mod, mængdernes desperation, hvoraf nogle var utroligt modige og flittige, og andre ikke. Også i dag strømmer det nye blod ind og holder dermed den absurde idé om den Amerikanske Drøm i live. Derfor er historier som DMZ logiske refleksioner om, hvad der foregår, og de repræsenterer troværdige scenarier, som matcher hverdagens virkelighed. Og jeg er enig med dig i, at Brian forsøger ikke kun at reflektere dette i sine historier, men også at vise muligheder for, hvordan man kan bekæmpe situationerne, forsøge at få noget godt ud af det og være aktiv og positiv trods de hårde og nådesløse omgivelser. At forblive positiv og kreativ i Amerika (og hvilket som helst andet sted i verden i dag) medfører konstant tvivl om egen holdninger som kunstner og menneske, æstetisk og etisk.

Hvad familierne og dynastier angår, så er USA igen et klart eksempel på levetid, effektivitet og enorm koncentration af magt for sådanne dynastier (Ford, Kennedy, Clinton, Bush) som fuldstændig underminerer idéen om USA som demokratiets grundsøjle.

Du arbejdede også med Brian Wood på The Massive, hvor historien mindede mig en del om den nye Mad Max film i sit budskab. Det betyder også, at du har arbejdet i kortere perioder med Brian på alle hans egne værker, men nu er du ene om at svinge penslen på Starve.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse det første hæfte, ligesom alle de andre fans derude, og det virker, som om han fortsætter sine sociale kommentarer, som begyndte med Channel Zero og var gennemgående i DMZ og The Massive, men nu er den fokuseret på vores forbrug og madkultur gennem vores afhængighed af reality-fjernsyn.

STARVE_3-PAGE-20Det er noget anderledes, end det jeg har set dig lave med andre forfattere, men det virker, som om Starve ligger tættere på de ting, du producerer, når du arbejder alene.

Præcis. Starve står mig meget nært. Brian havde nogle forslag til en serie, men den om kokken og madlavningsprogrammet tiltalte mig mest (og jeg tror os begge) og af mange grunde: det er en social og politisk kommentar, der reflekterer over populariteten af nutidens reality shows, byernes opbygning, skildringen af mediernes magt og kendisfremstillingen. Starve forsøger også at være sjov og underholdende i stedet for at være prædikende og didaktisk. Hovedpersonen, Gavin, er uortodoks, vittig og har kant; en person fyldt med konflikt og modsætninger.

Indtil videre har jeg kun læst det første blad, hvor Gavin vender tilbage til det program, han opfandt, og læseren får lidt baggrundshistorie, og jeg ser meget frem til resten. Hvis der nu skulle være nogen, der er i tvivl, hvorvidt de burde købe den eller ej, hvad ville du sige til dem?

Det er virkelig svært for mig at svare på dette, da jeg ikke er særlig god til at sælge noget som helst, specielt ikke mine egne værker. Jeg foretrækker, at folk læser Starve på egen hånd og danner deres egne meninger om den. Jeg har altid været tilbageholden, når det kommer til anbefalinger, så jeg vil helst ikke prædike om Starve.


Med de ord sluttede vi vores samtale, og med dem i tankerne henviser vi til Image, eller hvis I foretrækker Comixology.

Og hvis I stadig ikke ved, om I skal tage chancen, så har Danijel for nylig udgivet en tekstløs fortolkning af Rødhætte og Ulven på det franske forlag Mosquito ved navn Chaperon Rouge, som vi herunder kan bringe et par sider fra. Illustrationerne i denne artikel er fra det endnu ikke udgivne Starve #3.


Rødhætte og Ulven

 

About The Author

Árni Beck Gunnarsson har været fanget i en anden verden siden han i 1982 så EMPIRE STRIKES BACK i en biograf i Island. Når han ikke passer sit arbejde læser han tegneserier, ser film og serier mens han vasker op og han sidder desuden i styregruppen for Art-Bubble tegneseriefestivalen.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.