Det magiske makkerpar Lemire og Bregnhøj har endnu engang begået en genistreg, der rammer plet i målgruppen hos de unge tweens. Både Mira 1, 2 og 3 er blevet læst til hudløshed på matriklen af mine to piger på 8 or 10 år. Kun ”Mira på lejrskole” skuffede de to læsehungrende piger herhjemme, fordi både fortællingen og stregen der ellers kendetegner Mira var savnet i det anderledes vælg-selv-handling-format.

Men nu er alting som det skal være.

Det er endnu en bog, der bare sluges, og der følges op på alle de vigtige hændelser fra 1-3. Uden at spoile for meget er der også absolut alvor i denne 4´er, og ligesom der er Myntes Dagbog 3, som for nyligt blev anmeldt her på kanalen også, var mange oplagte samtaleemner, hvis man er så heldig stadig at få lov til at samtale mens ens præ-teens om de bøger de læser, og det der ellers sker i deres liv. Det var særdeles vedkommende for den 10-årige, der allerede er begyndt at snuse til nogle af emnerne, og for en læsestærk 8-årig er det bare en super spændende indgang til fremtiden.

For den voksne læser føles det fantastisk godt ramt, både når de svære teenagefølelser spiddes helt perfekt, men også når Mira´s mor har det lidt hårdt i relationen med Mira, der skal klare sig igennem teenageliv på godt og ondt, både i virkeligheden og på SoMe.

Man drømmer lidt om den effektive storytellings-eleksir Bregnhøj og Lemire må dyppe deres fantasi, pensler og blyanter i, for det er imponerede hvad de til stadighed kan producere af kvalitet. Lemires emner er spot on, og Bregnhøjs streg er skøn. Perfekt i stregen mellem det barnlige, det upretentiøse, og det totalt stilsikre. Mira og hele hendes familie og venner LEVER for alvor i hans streg. Der også er så sikker, at ungerne efterhånden ved, at en bog med hans streger på forsiden helt sikkert vil være god. Han har, så vidt jeg kan huske, ikke skuffet os på nogen måde nogensinde.

Med et kæmpe ønske om at makkerparret fortsætter og Mira får lov til at leve teenagelivet i mange flere bøger vil jeg anbefale den til alle små tween-læseheste, og måske endda også dem der ikke læseheste allerede, for det er virkelig en fortælling, der rammer rigtigt i målgruppen. Når eneste minus er, at den er alt for kort, så er det ikke helt skidt, som vi siger her i provinsen langt fra storby og husbåde. Vi er Mira-fans!

Af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøj

Leave a Reply

Your email address will not be published.