I den halverotiske Walthery-tegneserie om Marilyn, hvor tredje album netop er udkommet, møder vi sære videnskabsmænd, hjernetransplantation, mord, action, nazister og masser af smukke nøgne piger.

Den unge Martin Muxolls har det næsten som blommen i et æg. Han er ekstrem pigeglad, og tænker snart ikke på andet – og så er han så heldig at arbejde i et stort forsikringsselskab, hvor alle han kolleger er unge smukke kvinder.

Martins problem er bare, at han er som usynlig for dem.

Men han kan kigge. Og det gør han. Så meget at han har svært ved at passe sit arbejde.

En dag ser han en ualmindelig smuk kvinde på gaden, og han kan ikke lade være med savlende og beundrende at følge efter hende. Desværre har han så meget skyklapper på, at han vader lige ud foran en bus. Hans krop er smadret, og han dør.

Det kunne jo så være enden på den historie – men vi er først lige begyndt. Martins lig ender i universitetshospitalets lighus og i hænderne på en aldrende videnskabsmand med nazistisk fortid. Tilfældigt bliver endnu et lig afleveret i lighuset – en ung smuk kvinde, der døde af en overdosis – og Professor Smegmasen øjner muligheden for at afprøve et eksperiment: hjernetransplantation.

Da Martin Muxoll vågner op, er hans hjerne fanget i en meget, meget nøgen og meget, meget lækker ungpigekrop. Chocket over at vågne op med struttende bryster falmer dog forholdsvist hurtigt, og han går i gang med at planlægge hvordan man kan tjene til vejen og dagen, og som den ungkarl med plakater af nøgne pige på væggen han inderst inde er, tænker han selvfølgelig, at han altid kan bruge sine nye attributter til noget.

Ja, hvad ellers?

Manden i Kvinden”, første album i serien om Marilyn, er klart det sjoveste af de tre. Den er tegnet af Francois Walthery, og skrevet af Jean-Claude De la Royére, og minder på sin egen uskyldige og lettere erotiske facon om de gamle Sengekantsfilm fra de gyldne og frimodige 70’ere, hvor nøgenhed og bare bryster er en helt naturlig selvfølge. Historien er sjov og fjollet, og hvis man hopper med på konceptet tror jeg de fleste vil være pænt underholdt.

Jeg slugte i hvert fald de tre bind med stor glæde og appetit, og et smil på læben.

De næste to bind fortæller én lang historie, hvor Marilyn bliver kidnappet af et par grove håndlangere, og vi finder ud af at pigen, hvis krop Martin nu lever i, er yngste medlem af en rigmandsfamilie med tråde til gamle nazister fra krigens tid.

Et komplot uden sidestykke om verdensherredømme sættes i værk, og teknologien fra den hjernetransplantation der reddede Martins liv, bliver brugt til at puste nyt liv i de gamle nazistoldinge.

Af lavpraktiske årsager kan man kun transplantere hjerner til kvindekroppe, så de stygge gamle naziforbrydere bliver hver udstyret med kroppen fra endnu en omgang unge smukke kvinder, der har svært ved at beholde tøjet på.

Sjovt nok har de gamle mænd ikke så meget imod det, og tager deres nye pigeliv til sig.

Det er alt sammen så langt ude, at man bare må overgive sig.

Bind to og tre, hhv ”Operation Føniks” og ”De Ulyksalige Kvinder”, er skrevet af Jean-Claude Smit-le-Bénèdicte, og historien er mere plotdrevet og stringent og minder om en thriller – med nøgne piger.

Egentlig utroligt der ikke findes mange flere af den slags. Det vil denne ydmyge skribent ikke have noget imod.

Hvert bind er på 48 sider og i hardback. Bind 1 koster 150 kr, og bind 2 og 3 koster 200 kr. De er udgivet af High Heels Society.

Leave a Reply

Your email address will not be published.