Vi har en sindssyg konge, en ensom dronning og en reformivrig læge, der bliver dronningens elsker og ender med at styre hele Danmark. Lige indtil det uafvendelige fald.

I morgen bliver bedre 3Det er en fascinerende del af Danmarks historie, som denne tegneserie tager udgangspunkt i, nemlig Danmark under oplysningstiden.

Forlaget Cobolt udgav d. 30. oktober Karoline Stjernfelts I morgen bliver bedre: Kongen, der er første bind i en trilogi om Kong Christian 7. og Caroline Mathilde – og ikke at forglemme den tyske læge Struense.

Portrætterne af Kongen og Dronningen og Struense virker indfølte, men måske ikke med nogen ny indsigt i deres sjæleliv. Specielt dronningen, der også selv fortæller historien, er beskrevet på en måde, der ikke kan undgå at skabe sympati for hende og hendes oplevelser og ensomhed ved hoffet på Christiansborg. Christian var ikke nogen rar mand, hverken over for hende eller andre, og selvom historien nok forklarer noget om hans problemer, så er det ikke der, sympatien ligger. Ikke hos mig som læser i hvert fald.

Struense er læge og samfundsdebatør, optændt af den hellige oplysningsild. Han praktiserer som underbetalt og overbelastet stadsfysikus i Altona, nær Hamborg, og får chancen for at blive kongens livlæge – eller måske rettere bliver manipuleret  ind i jobbet af dele af adlen.

I morgen bliver bedre 1

Historien er fortalt som en klassisk rammefortælling. Vi starter ved Caroline Mathildes eksil og hører derefter om hendes giftemål med Christian (via stedfortræder), om hendes og Christians katastrofale ægteskab og hans affære med Katrine, hvordan Christian ikke styrer riget og om Struenses liv og til sidst mulige vej til kongens side.

I morgen bliver bedre 2Selve historien er fortalt ret ligetil og holder sig tæt til de historiske fakta; Der er, så vidt jeg kan se, ingen svinkeærinder, og det er nok et af mine største ankepunkter: Selvom jeg ikke er nogen ekspert i tiden omkring Christian 7., så kender jeg nok til historien til, at den ikke rigtig overrasker. Det ville have været rart med andre vinkler på fortællingen, så det ikke blot er de tre hovedpersoner og intrigerne ved slottet og den uafvendelige død og eksil for de to elskende. Måske en anden hovedperson udover dronningen, eller måske kunne forfatteren have blandet sig lidt mere og trådt tydeligere frem i fortællingen.

Det er en meget fin udgivelse, Cobolt har lavet, med farverige flapper, godt papir og en fin størrelse på bogen.

På mange måder finder jeg tegningerne godt udført, specielt er farvelægningen enkel og gennemført, og dynamikken i ruderne god. Men der er dog noget med ansigterne – flere gange havde jeg svært ved at skelne figurerne fra hinanden og måtte tjekke deres tøjfarve. Det kunne være de parykker, alle render rundt med, eller det kan være, at stregen trænger til lige at blive skærpet lidt ved personerne. Til gengæld er baggrundene virkningsfulde; skiftende mellem varme farver og detaljefyldte udsnit af interiører og bygninger. Billederne af kongen og dronningen i fuld regalia ved kroningen er meget fine.

I morgen bliver bedre 4

Der er ingen tvivl om, at Karoline Stjernfelt er umådeligt talentfuld, og albummet lover godt for fremtiden. Når jeg ikke er totalt overbevist om dets kvaliteter, hænger det mest sammen med den noget spinkle historie, der ikke breder sig meget ud over de fakta, der er bekendte for de fleste, der har set (den meget kedelige) En kongelig affære. Men her er der heldigvis mere liv i figurerne, og jeg håber, at de næste bind måske spreder vingerne lidt og går bag om den egentlige historie og tilfører lidt mere sprælskhed og uforudsigelighed.

4af6

 

I morgen bliver bedre: Kongen – om Struense, Christian 7. og Caroline Mathilde.
Karoline Stjernfelt
Forlaget Cobolt
160 sider i farver
30. oktober 2015.

About The Author

Jesper Rugård Jensen blev suget ind i en bog som syvårig og er vist aldrig rigtig kommet ud igen. Han læser stort set alt, men er gladest for science fiction, horror og fantasy-agtige ting og har i en årrække været med til at arrangere den årlige Fantasticon.dk - om netop den slags. Han har desuden udgivet digtsamlingen 'Mens vi bliver til', og en række noveller i flere danske genre-antologier af underlødig karakter.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.