I går kom endelig traileren til Fallout 4.

Og for de red/green-klædte mennesker ude i Jævnstrup er det ikke den store nyhed. Men for mig er det en vidunderlig nyhed (deroppe sammen med Stjernekrigen 7 og pizzaburgeren), der fylder hele mit legeme med en følelses af lykke og håb. Hvilket er ironisk, når det handler om spil, der foregår i en trist og håbløs verden.

Tillad mig at forklare.

fallout1Fallout-serien startede i 1997. Et RPG-spil, der trækker meget inspiration fra Mad Max-universet og viser os en verden efter en atomkrig. Det er set før. Men det, der får spillet til at skille sig ud, er, at spillet viser en udgave af verden, hvor hele tanken og æstetikken fra 50’erne er fortsat op indtil dommedag. Jeg tror, det er det, der går under betegnelsen retro sci-fi (jeg er ikke ung med de unge nørder mere).

Den optimistiske kitschede 50’er-stil giver en vidunderlig kontrast til en verden i ruiner. At jagte mutanter gennem pastelfarvede køkkener. At høre gamle overglade radio jingles fra en radio omgivet af radioaktive zombier. At se McCarthy-æra anti-kommunistisk propaganda på væggene af nedbrændte fabrikker fyldt med svært bevæbnede bander af psykotiske bøller.

Men det er selvfølgelig ikke det alene, der har gjort, at den her spilserie har kørt i snart 20 år. Det er, fordi de folk, der har skrevet historierne til spillet, virkeligt har været dygtige folk. Så dygtige, at selvom grafikken i de to første spil er håbløst forældet, bliver jeg ved med at vende tilbage til dem igen og igen. Og sjovt nok er det faktisk aldrig lykkedes mig at gennemføre nogle af de to første spil.336157-fallout-2

De har hele tiden sørget for at have en perfekt balance mellem historie og action, så det aldrig blev kedeligt. Men det var tydeligt, at historiedelen altid var det vigtigste. Man blev som spiller altid belønnet mest ved at rollespille.

For mig er det stadig de to første spil, der er de ”rigtige” Fallout-spil. Men det er nok ligesom, at jeg elsker det oprindelige klip af Bladerunner og stadig er overbevist om, at He-Man stadig holder – det er mere timing, end det er kvalitet.

Men de to første spil fik først for alvor konkurrence, da 3’eren kom. Før den havde man forsøgt at malke serien med to Fallout-spil, der lagde mest vægt på actionelementet (Tactics og Brotherhood of Steel). Jeg har ALDRIG nogensinde spillet dem. Føj!

Fallout_3-image-23’eren opgraderede grafikken – de gik fra isometrisk til first person shooter, men gjorde alt, hvad de kunne, for at bevare ånden. Det lykkedes efter min mening ikke helt, men det var stadig dejligt, at universet stadig blev taget alvorligt. Fallout: New Vegas er for mig den naturlige fortsættelse til Fallout 2, hvis man ser på kvaliteten af historien. Det har jeg heller ikke gennemført (RPG’er er svære at gennemføre, når man har børn, et massivt tv-serie-forbrug og kører en superpopulær nørdeside).

At de i så høj grad genfandt ånden i det foregående Fallout giver mig håb for 4’eren (som i virkeligheden er 7’eren). Traileren ser fantastisk ud og vidner om endnu et fantastisk spil i serien, som jeg håber, de bliver ved med at udvide de næste 20 år.

Eller i hvert fald, indtil bomberne falder.

About The Author

Skribent, light-redaktør

Både uddannet grafiker og leder, men har valgt at leve et ydmygt liv som postbud. Det giver ham tid til at beskæftige sig med sin to yndlingsting: sine børn og at skrive. Børnene er noget forholdsvist nyt, men skriveriet har stået på siden han lærte at sætte bogstaver sammen til ord. Og nå ja – han ser også vildt mange film og serier…

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.