Velkommen tilbage i tiden. Det er altid rart at møde en gammel ven, og det gør man her med Sword Coast Legends.

Problemet med gamle venner er, at man ofte vokser fra dem. Det kan man godt sige også er sket her.

Sword Coast Legends, herfra kendt som SCL, minder meget om de klassikere, vi kender, som Baldur’s Gate, Icewind Dale og Planescape Torment. Har man nogenlunde styr på dem, er SCL lige til at gå til. Det ligner meget de andre spil i opbygning af den karakter, man vil spille, med at vælge køn, race, klasse osv. Det eneste nye er, at det hele faktisk er ret overskueligt og nemt at gå til. Alle de evner og talenter, man kan få, om det er inden for magi eller brugen af økser og sværd, er let beskrevet, og det er pokkers rart!

Herfra går det så lidt ned ad bakke. Spillets intro var for mig utrolig belastende, da det skulle foregå i en drøm og derfor havde en “drømme“-grafik. Den var belastende at se på og ret grim. Heldigvis stopper “drømmen” med introen, og man kan se, at det nu kun er grim grafik. Det er en skam, at man ikke har gjort mere ud af grafikken, da man kan se, hvor langt andre udviklere er kommet f.eks. med Divinity: Original Sin, som er mange gange flottere at se på. Både selve baggrunden, men også animationerne. Jeg plejer at sige, at hvis historien er god, er grafikken mindre vigtig, men her er det godt nok sat på en spids. Når man er i en dialog, ser man to figurer – sig selv og den, man snakker med. Ingen animation, bare statisk.

Sword-Coast-LEGENDS gameplay

Lyden er heller ikke for god. Stemmerne er klare og forståelige med deres accent, men det er så det. Der mangler ligesom noget. Jeg savner noget mere baggrundslarm eller musik.

Sword Coast Legends går ud på, at man har denne gruppe af fire helte, man styrer, og skal løse de opgaver, man løber over for at komme videre i historien. Gruppen kan man skifte ud i, alt efter hvem man løber ind i, og hvem der tilbyder sin hjælp. Man skal ofte i kamp, og dette er let at gå til. Man trykker “Space”, som pauser spillet, og så kan man lægge den store plan for kampen. Det er en fin måde, hvorpå man kan give hver enkelt sin opgave i kampen, om det så er at gemme sig i skyggerne og gå langs de mørke vægge, indtil man kommer bag sin fjende for så at hoppe op på ryggen af dem med sin dagger i hånden, mens man udfører sit særlige angreb for at give max skade… Eller bare skyder med sin bue. Det er helt op dig.

Efter alle kampe får man healet sig op automatisk af dem, som kan heale i gruppen. Det er en fantastisk ting, at man ikke skal kigge igennem en masse knapper for det, men at det er indbygget i spillet.

Hvis man bliver træt af at spille, kan man selv lave sine scenarier og få andre til at spille dem. Man bliver selv en DM (Dungeon Master). Hvis du ikke ser så selvsikkert på din opbygning, er der også mange, man kan hente online, som er lige til at rette til efter dit ønske. Alle de værktøjer og muligheder, der er, er indbygget i DM-delen, så man skal ikke ud og fifle med filer eller noget. Det kører gennem spillet, så man kan koncentrere sig om bare at være DM.

Konklusionen må være, at det er et spil, som bygger på en gammel tradition, der er blevet populær igen. Desværre mangler der noget på det grafiske og lydmæssige plan. Der er det for “gammelt”.

Sword Coast Legends er fint og har nogle gode detaljer rent spilteknisk, og selve DM-delen virker også ret gennemtænkt.

Hvis jeg skulle vælge et spil inden for denne genre, ville jeg nok have valgt Divinity: Original Sin i stedet.

3af3

About The Author

Skribent

Ret nørd. Spiller lidt på konsol og PC. Spiller rollespil og figurspil. Spiller snart på min gamle Amiga 600 igen når den kommer tilbage fra renovering. Spiller IKKE på heste. Udover lidt spil så har jeg 3 unger og en kone. Når jeg så ikke spiller så tager jeg opvasken eller slår græsset i Hjørring, hvor jeg bor og andre frygter at flytte til:)

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.