”War. War never changes!”….Og dog, for det gør det lidt i Outer Worlds.

Den garvede spiller vil fange referencen til Fallout spillene, og prøver man Outer Worlds, vil man hurtig se, at det er flere af de samme folk bag, og de har brugt de samme virkemidler i begge spil. Blander man så lidt af den gamle Sci-fi serie ”Firefly” ind i det, er man godt på vej til at have stemningen i spillet.

Spillet er et first-person action rolle-spil. Der er meget dialog i spillet, men der er også rig mulighed for at skyde sig til mange løsninger i stedet for, hvis man ikke er den tålmodige type.

Kort handler spillet om, at man er i hyperdvale på ”Hope”, som er et kolonirumskib, der er sat til at befolke et par nye planeter i Haldyon, som den del af rummet, vi befinder os i, hedder. Det går dog galt, og man bliver forsinket. Her får man så muligheden for at skabe sig selv med ansigt og stats, dog virker de knap så vigtige her i. Man kan vælge at buffe sine stats enkeltvis i starten, men senere, når man skal sætte sine skills ind, bliver man faktisk straffet for at have en ujævn fordeling af stats. Skal man have det optimale ud af det, bør man sætte alle stats op med en, og ikke som f.eks i Fallout i intelligens, som gav bonus til erfaringspoint.

En lettere tosset videnskabsmand vækker en og sætter en i gang med en række opgaver, for at man så kan redde de andre stakler, som er i hyperdvalen. Der er dog nogle, som gerne vil det modsatte og beholde folk i dvale, og så kører spillet ligesom derud ad.

Der er en kort intro-mission, hvor man kort lærer bevægelse osv. Men så er man i gang. Det er rart, at man ikke skal bruge den første halve time på det, men bare hopper ud i det.

Verdenen består af store virksomheder, som bestemmer og lidt laver sine egne regler og så tilsat en god omgang westernstil. Der er igennem spillet flere referencer til ”Firefly” serien, som Outer Worlds har lånt meget af stemningen fra. Det ses i tøjet, pistolerne, og at der faktisk er en meget stor lighed mellem et par af karaktererne. Jeg vil ikke afsløre hvilke, men det er tydeligt.

Der er ikke helt så mange hints til Fallout serien, det er mere spillets opbygning, der er lånt herfra, og hvorfor ikke? Det er jo en fantastisk spilserie. Gameplayet er meget missioner, hvor man skal hente noget ved nogle andre. De vil ikke af med det eller vil have noget i bytte. Så har man muligheden for at skyde eller snakke sig ud af opgaven. Der er selvfølge et moralsk tvist hist og pist, og det er faktisk ikke så let at undgå at ”løse” en opgave på uærlig vis. Dette har indflydelse på, hvor populær man er ved de forskellige fraktioner, man møder. Desværre har det ikke den store indflydelse, da positiv indflydelse umiddelbart kun kan bruges til rabat ved forhandlerne i den fraktion, man nu er helt ved. Her savner jeg lidt, at der faktisk var nogle konsekvenser ved sine valg, og at man ikke bare kan skøjte hen over moral og lov.

Der er ligesom i, ja ja jeg ved det godt, Fallout ”companion quest”, hvor man kan åbne op for flere eller bedre evner ved sine companions.

Action delen er god. Man skyder og rammer, og man har mulighed for at forsinke tiden, så man kan gøre flere actions eller give sig selv lidt bede mulighed for at ramme det svage punkt på den robot eller monster, man er ved at skyde. Det virker fremragende. Det sænker ikke tempoet andet en kort, og man har stadig utrolig god kontrol over sin skydning. Jeg bruger selv mest pistol og riffel, men slagvåben er der også mange af, og de virker fortrinligt. Det er muligt gennem opgaver at finde alternative våben som en krympepistol og en ”Mindcontrol” riffel. Disse er fine og sjove, men ikke mere end det.

Man har valgt at lave et opgraderingsystem, som gør, at man kan skille de våben ad, man ikke vil bruge, og så bruge de stumper, man får, til at opgradere de våben, man gerne vil have. Dette virker fint, men der skal bruges mange, mange våben for at holde de alternative våben på niveau gennem spillet.

Konklusionen er, at Outer Worlds låner lidt af gameplay fra Fallout og stemning fra Firefly. Det virker meget fint, og lige nu synes jeg personligt, at det dækker det hul, der desværre kom efter Fallout 4, som Fallout 76 ikke rigtigt dækker. Humoren i spillet er til tider helt fantastisk, men også ofte sådan lidt flad i det. Jeg er sikker på, at jeg har misset et par jokes, men synes generelt ikke, at man får den samme galgenhumor som i Fallout, feks ved terminalerne/computerne.

Spillet er meget stabilt. Jeg oplevede kun 1-2 gange, at spillet gik ned og kun en mission, der ikke virkede, men efter en opdatering kørte det som smurt igen.

Der er en del mere i spillet, men det må man opleve for sig selv. Det er værd at købe.

Spillet er til den lette side i normal mode, og verdensrekorden i hurtigst at gennemføre det er på lige under 12 minutter. Har man ikke helt så travlt, så er der mange timer i spillet.

Testet på PC

Leave a Reply

Your email address will not be published.