Ghost Recon Wildlands er den bedste open world first person shooter  indtil videre. Har du blod på tanden for denne genre, så er Wildlands et mesterværk, og Metronaut anbefaler dig straks at købe deluxe-udgaven.

Ubisoft har bygget en kæmpe verden, som er så fyldt af detaljer, at jeg for længst har tabt underkæben på tastaturet. Samtidig er spillets største styrke de fængslende kampscener, f.eks. når ens stealth-missioner går i vasken. Pludseligt accelererer spillet fra 0-100 på to sekunder, og snigertaktik bliver til aggressiv ildafgivelse og bevægelse, mens pulsen hamrer derudaf.

I Ghost Recon Wildlands er man en amerikansk undercover specialstyrke i Bolivia, der får til opgave at bekæmpe det militariserede narkokartel Santa Blanca, en krydsning mellem Islamistisk Stat og Pablo Escobar. I spillet får man fornemmelsen af at være midt i en borgerkrig, og man må lære at manøvrere mellem fjender, den korrupte bolivianske hær, oprørshæren og civile. Et så kæmpe spil kræver en større anmeldelse. Du spurgte, og Metronaut leverer.

At snige sig eller ej, det er spørgsmålet

Titlen på spillet burde være et hint: nogle gange er det nødvendigt at være som et spøgelse, der skjult og ubemærket løser missioner bag fjendens linjer. Mange missioner kan også løses ved i stedet at gå direkte i kødet på narkokartellet. Hvis det sidste er ens spillestil, så river man bare lyddæmperen af og sætter automatriflen på fuld smadder. Begge typer af spillestil er lige underholdende – og udfordrende.

Kampelementet er i fokus i Wildlands, ikke humor eller en fængslende historie. De scriptede opgaver i spillet lægger op til solide skuddueller, og AI’en kan være ret aggressiv. Derfor forsøger man ofte at starte med snigertaktikken. Wildlands har også et non-scriptet element af kørende venner og fjender, som bevæger sig frit på kortet. Dette kan give nogle overraskelser, når en gruppe af rebeller eksempelvis tror, at din stealth-mission er en åben fest. De uforudsete udviklinger giver et fedt twist.

Ghost Recon Wildlands

Spillerens egen karakter og våben kan tilpasses på en måde, der ikke er set før. Først vælges køn på din karakter, og dernæst kan man lege digital påklædningsdukke med tøj, tatoveringer, øjenfarve med mere. Gennem spillet kan man samle et udvalg af våben, der er Tøjhusmuseet værdigt. Alt kan naturligvis tilpasses med valg af sigtemidler, lyddæmpere, magasiner osv. Hvor camoflagemoden er ren staffage (nej, ghillie-suit gør dig ikke usynlig i græsset), så er de mange våben endnu et niveau, der understøtter dit valg af spillestil. Finskytteriflerne er klodsede i nærkamp, automatriflerne kan skydes ganske effektivt fra hoften, og shotguns er suveræne i nærkamp. Alle våben har forskellige egenskaber, og det er underholdende at prøve hele  sortiment.

Spillets anden styrke er den flydende overgang mellem single player og coop mode. Starter man spillet i single player, har man tre holdmedlemmer, som AI’en styrer. Kommer en af vennerne online og slutter sig til dit spil, så forsvinder de tre computerspillere. Man kan spille i alt fire personer sammen, og in-game mikrofonen aktiveres automatisk. Underholdning og taktik på kamppladsen stiger med det samme, ens venner er med. Ubisoft har endnu ikke åbnet op for deathmatch PvP, men udvidelsen er på vej.

Størrelse betyder noget

Spillepladen i Wildlands er 20 gange 20 km altså 400 kvadratkilometer, hvilket er vanvittigt stort. Når man bevæger sig rundt i Bolivia som amerikansk guerillasoldat i krig med organiseret narkokriminalitet, ændrer terrænet sig løbende. Det ene øjeblik fører man sin gruppe i motorbåd gennem sumpområder, mens regnen siler ned. Det næste øjeblik kæmper motoren i ens bil krampagtigt med de stejle stigninger i Bolivias bjerge i nattens mulm og mørke. Overgange mellem terræntyper, typer af vejr og nat/dag fungerer glidende ligesom bevægelse mellem missioner. Er der for langt mellem missioner, kan man “fast travel” til et af rebellernes tilholdssteder. Godt tænkt, Ubisoft.

Fysikken med køretøjer kan virke lidt klodset. Ubisofts udfordring har været at skabe en naturlig spilafvikling, uanset om man vælger bil, fly, helikopter, båd eller motorcykel, når man bevæger sig rundt i den enorme sandkasse blandt træer, vandløb og andre forhindringer. Den positive side af at ens bil nogle gange hopper lidt mærkeligt, når man rammer kampesten med 60 i timen, er, at jeg endnu ikke har oplevet at sidde fast. Fysikken i spillet understøtter dermed spillets grundlæggende gameplay, og det forstyrrer ikke. I Battlefield eller GTA blev jeg aldrig en haj til at flyve – men i Wildlands lettede og landede jeg et fly i første forsøg. Helikopteren er lidt sværere at få til at flyve flydende, men der er heldigvis flere gode guides på Youtube om, hvordan man aktiverer autopilot-mode.

Ghost Recon Wildlands

Sammenlignet med Grand Theft Auto 5 eller Fallout 4, overrasker Wildlands i størrelse, da der er skabt en gigantisk verden, som er virkelig vild i detaljer. På en mission lå min karakter fladt på jorden – op ad en garage og med fingeren på aftrækkeren – da jeg bemærker en stak dæk og en perfekt grafik af en spændestrop, der holdt dækkene sammen. Jeg er ofte blevet fortabt i detaljerne, og det er omfanget af årevis af udviklingsarbejde hos Ubisoft, der blandt andet sætter Wildlands i en særklasse.

Ridser i lakken

Hvor er Ghost Recon Wildlands så ikke perfekt? For at starte i småtingsafdelingen, så har et gigantisk spil som dette naturligvis et par bugs, men det er overraskende få. Eksempelvis dør ens holdmedlemmer nogle gange steder, hvor de hænger fast i grafikken, og hvor det ikke er muligt at genoplive dem. Det er ofte mere komisk end forstyrrende. Eller når man i et coop-spil kun har kvindelige karakterer, hvorfor taler de stadig med mandestemmer? Skydegale, spilglade kvinderettighedsforkæmpere kan godt begynde at sende brændte BH’er til Ubisoft. Et tredie og lidt større irritationsmoment er håndgranaters mærkelige bane gennem luften (trods en visuel kastelinje som skal hjælpe). Jeg ender stadig med at kaste flashbangs i hovedet på mig selv. Til sammenligning er man i Counter-Strike intuitivt helt klar over, hvor granater kastes hen. Fejlkastede granater er særligt frustrerende, fordi Wildlands har så stort fokus på det dynamiske kampelement. Patch, Ubisoft, please?

Den største anke er, at dele af gameplayet gentager sig selv. Den primære storyline er nogenlunde afvekslende, men alle bonusmissioner er rene gentagelser. Det kan blive lidt gammelt at beskytte den samme radarstation for rebellerne eller at overfalde narkoernes konvojer. Her kunne Wildlands med fordel have lånt lidt fra enten GTA’s afvekslende typer af missioner eller Fallouts sværhedsgrad med puzzle-orienterede opgaver.

Ghost Recon Wildlands

Den gode nyhed er, at Ubisoft har annonceret, at to udvidelsespakker er på vej til den enorme Wildlands-verden, så det burde udvide med nye historier og missioner i Bolivia. Derfor ærgrer det mig faktisk lidt, at jeg ikke købte deluxe-udgaven fra starten og sparede lidt gryn. Efter at være blevet særdeles begrejstret for basisspillet, har jeg forudbestilt expansion-pakkerne Narco Road (infiltrer en bande af smuglere) og Fallen Ghosts (kæmp mod forrædere fra din egen enhed).

Jeg hoppede direkte ind i spillet og lærte det hen ad vejen. Efter lidt refleksion var der dog nogle ting, jeg gerne ville vidst tidligere. Metronaut giver dig hermed fem non-spoiler tips med på vejen:

1. COOP: skab fantastisk samspil med dine mates, ikke supermarkedet.

2. Giv kommandoer til din gruppe: Giver du ordre til bevægelse eller skydning, bliver de tre AI medspilllere faktisk ganske hjælpsomme.

3. Brug dronen: Dronen med kamera bruges ikke bare til at spejde efter fjender, men missioner kan faktisk løses udelukkende fra dronen, hvis det er din stil. Nedkald artilleri, tilkald rebeller og giv din gruppe ordrer fra dronen.

4. Find dig et LMG! De store guns med 100+ bønner i magasinet er nødbremsen, når dine missioner går haywire, og fjender vælter frem mod dig.

5. Køretøjer er hårdføre, og kørsel på veje er valgfrit. Go offroad.

Ghost Recon Wildlands er en genistreg, og Ubisoft sætter en ny og høj standard for open world skydespil. Omfang, detaljerigdom, stemning og et fantastisk gameplay, særligt i coop, er de bærende elementer. Var opgaverne i spillet mere varierede – særligt i bonusopgaverne – havde Wildlands også fået den sjette og eftertragtede stjerne.

Leave a Reply

Your email address will not be published.