Noget er galt i byen Yharnam. Mørket har sænket sig, og ondskaben har bredt sig. Monstre huserer i gaderne. Portene er lukket bag dig. Jagten er i gang! Du vil dø! Igen og igen.. Og igen!

Bloodborne-PS4-coverBloodborne, der er en ekslusiv Playstation 4-titel, er det seneste spil fra japanske From Software, der tidligere har givet os Demon– og Dark Souls spillene. Og har du prøvet dem, ved du allerede, hvad der venter bag Yharnams lukkede porte. Et spil, der på samme tid er hamrende svært, uretfærdigt, uigennemtrængeligt, uhyggeligt og sindssygt svært at ligge fra sig igen.

Modsat de gamle Soulstitler, der var ren fantasy, er Bloodborne i stedet en obskøn blanding af Viktoriansk og gotisk arktiktur kombineret med mareridtsvæsner, der er tydeligt inspireret af H.P. Lovecraft. Døden lurer overalt, og tro mig, du vil dø mange gange. Ligesom sine forgængere skal der kun den mindste fejl til, at du mister livet og starter tilbage ved den sidste lampe, du har tændt.

Selvom spillet ofte kan virke uretfærdigt, er du også ofte klar over, præcis hvad du gjorde forkert, og hvad der førte til din død. Medmindre du altså ikke falder gennem grafikken eller bliver snydt af spillets nogle gange sanseløst irriterende kamera.

Genremæssigt er vi ovre i et tredjepersons action-rollespil. Når du har skabt din karakter i Bloodbornes alsidige karakterskaber og bliver sluppet løs i Yharnams gader, virker det til tider uoverskueligt, men stille og roligt finder man rytmen og kan efterhånden tage kampen op med flere og flere af spillets yderst kreative fjender. Der er alt lige fra besatte byfolk og deres hunde til varulve og gigantiske og groteske monstre, som ikke engang den kære Lovecraft kunne have forestillet sig i sine værste febermareridt.

Hver fjende, du dræber, giver dig såkaldte ”bloodechoes”, som du skal bruge til at levelle up og købe nyt udstyr. Hver gang du dør, mister du dem alle, og kun ved at komme tilbage til stedet, hvor du døde, får du dem igen. Medmindre du dør på vejen, for så er de tabt for altid. Det er en spilmekanik, der i min bog fungerer rigtig godt. Det får dig hele tiden til at overveje, om man skal risikere de måske tusinder af bloodechoes, man har samlet, bare for at presse på, eller om man skal smutte tilbage til forrige savepunkt i sikkerhed.

Bloodborne-PS4 gameplaySom i de andre Souls-titler indeholder Bloodborne også et multiplayer-komponent, som er en smule obskurt. Andre spillere kan lægge små beskeder, der kan hjælpe dig på din færd, og du kan, hvis du er heldig, få folk ind i dit spil og hjælpe dig. Jeg har dog personligt ikke haft den store succes på det område, og som alt andet i spillet er det ikke særlig godt forklaret.

Grafisk er spillet utroligt flot, selvom det ikke er noget, der presser din PS4 til det yderste. Men der er kræset for detaljerne, og du kan næsten lugte råddenskaben i Yharnams gader.

Alt i alt er Bloodborne et bemærkselsværdigt spil og en af de bedste titler, der er tilgængelig på PS4 lige nu. Dog skal det siges, at det bestemt ikke er et spil for alle og da slet ikke for folk, der er vant til at blive holdt i hånden, når de spiller.

5af6

About The Author

Eksil-sjællander bosat i den dystopiske aarhus forstad, hvor han lever undercover som postbud, mens han drømmer om mere. F.eks en efterfølger til "Dredd". Elsker film, tv-serier, tegneserier, spil, træning, sin kone og sine to børn og ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.