Bezzerwizzer Bricks er et af de nyeste medlemmer i Bezzerwizzer-familien, og spilserien introducerer otte nye kategorier: Danske Hits, Storbyer, Kogekunst, Store Overskrifter, TV-serier, Fodboldens Stjerner, Det Danske Sprog og Filmperler.

De forskellige ”bricks” kan både spilles hver for sig, sammen eller i forlængelse af det originale Bezzerwizzer-spil. Under denne anmeldelsesgennemspilning valgte vi at spille med alle kategorierne på samme tid – og uden det oprindelige spil.

Som i de fleste andre Bezzerwizzer-spil er reglerne simple (men dog lidt besværligt forklaret på regelkortet, så her er min opsummering):

  1. Placér den medfølgende emnebrik på bordet, så alle spillere kan nå den.
  2. Den, der har turen, læser et spørgsmål højt.
  3. Hvis andre spillere mener, de kender svaret, kan de snuppe emnebrikken og råbe ”Bezzerwizzer” (det er åbenbart meget vigtigt, at man råber…). Dette adskiller sig fra det klassiske spil, hvor hvert hold i stedet har en Bezzerwizzer-brik, som de skal smide på bordet.
  4. Turspilleren får lov at svare først. Hvis dette er rigtigt, vinder de kortet. Hvis ikke, får Bezzerwizzeren turen og kan derved erobre kortet ved at svare rigtigt. Svarer de forkert, mister de til gengæld et af deres kort.
  5. Den, der først får fem kort, har vundet.

Inspireret af det oprindelige Bezzerwizzer valgte vi at lægge alle emnebrikkerne i en pose og trække en af dem ved starten af hver spillers tur, så man selv ingen indflydelse havde over kategorien. I en forsamling på 15 nørder (fem hold med tre spillere på hver) gav den regel en del nervøse trækninger, da frygten for at trække Fodboldens Stjerner var stor – men det øgede samtidig spændingen.

12287338_10153592495661355_608014443_o

Selvom vi var fem hold, gik der ikke lang tid, før et af holdene havde opnået de fem kort. Vi valgte derfor at udvide spilletiden, til vi ikke gad spille mere. Ved spillets afslutning var pointene som følger: 1 point til sidstepladsen, 4 point til tredjepladsen, 5 point til den delte andenplads og hele 20 point til førstepladsen. Umiddelbart skyldtes den store forskel i point de lidt mærkeligt udvalgte kategorier samt muligheden for at bezzerwizze alle spørgsmål.

Vi fandt, at nogle af kategorierne var meget specifikke (igen den berygtede Fodboldens Stjerner), mens andre var mere generelle og nærmere almen viden (f.eks. Store Overskrifter). De specifikke kategorier blev derfor altid besvaret af det samme hold. Dertil virkede det også lidt underligt at have både Filmperler og TV-serier, da disse to nok ofte vil appellere til de samme personer. Man kunne måske have skiftet den ene af dem ud med noget mere naturvidenskabeligt.

12287506_10153592512166355_1281497590_o

Dog kunne kategorierne sikkert sagtens fungere fremragende, hvis man har en relativt homogen vennekreds.

At alle havde mulighed for at bezzerwizze alle spørgsmål (og så endda på en lettere aggressiv måde) delte også vandene. Det gjorde tydeligvis spillet sjovere for de konkurrencemindede deltagere, mens de resterende nærmest gav op på forhånd.

Æstetisk set er der ikke meget at sætte en finger på, idet de små æsker ser flotte og eksklusive ud, og samtidig gør det lille format, at man kan have dem med overalt. Indpakningen er endda også praktisk, da man kan bruge den som kortholder.

En lille anke er dog, at hvis man skal spille med alle kategorierne, kunne det have været fint, hvis emnebrikken rent faktisk var samme farve som den tilhørende kortholder. Det kunne have sparet os noget tid på at finde den rigtige æske spørgsmål.

Alt i alt er det et okay underholdende spil, som får konkurrencegenet – og til tider store følelser – frem hos de fleste. Jeg er i hvert fald overbevist om, at spillet ikke blot har fået navnet ”Bricks” pga. udformingen, men simpelthen fordi det i sandhed tester, om ens venskabs fundament er bygget i mursten.

3af3

Lyder spilserien som noget for dig, kan den nu købes hos udvalgte boghandlere, supermarkeder, webshops og legetøjsbutikker til den vejledende udsalgspris DKK 59 kr. pr. kategori. Der er 60 spørgsmål og en emnebrik i hver æske.

About The Author

LEGO-entusiast, Potterhead, Japanofil, Draenei Hunter – nørdet barn har mange titler. Studiemæssigt har Juliane en bachelorgrad i Japanstudier, og i skrivende stund læser hun på kandidatuddannelsen i Oplevelsesøkonomi ved Aarhus Universitet.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.