Musik har altid haft en stor plads i mit hjerte. Især rockmusik. Da hele ‘Seattle-bølgen’ primo 1990’erne ramte verden, som en slags sonisk tsunami, gjorde det et uudsletteligt indtryk på en ung gut som mig – og millioner af ligesindede verden over.

1991 – ‘The year punk broke’ – var jeg 14 år.

I årene 1986-90 var det ellers især AC/DC og GUNS N’ ROSES der var mine foretrukne bands.

Desuden fyldte også bands som DEF LEPPARD, IRON MAIDEN og METALLICA en del.

Først var det dog pladen Who Made Who (1986) med AC/DC der fangede min interesse, efter at have set STEPHEN KINGs komedie-/horrorfilm MAXIMUM OVERDRIVE.

Jeg nappede Lp’en fra min storebrors samling, og var vild med den.

Lidt senere, i en alder af 10-12 år, havde jeg en ‘loud and proud’-agtig tilgang til numre som Paradise City, Welcome to the jungle og Sweet Child O’ Mine, fra GUNS N’ ROSES’ mesterlige debutplade Appetite for destruction (1987).

W. AXL ROSE, SLASH, DUFF McKAGAN, IZZY STRADLIN og STEVEN ADLER var på det tidspunkt de største og mit værelse var tapetseret med GN’R-plakater.

Da de to superambitiøse dobbeltalbum Use your illusion I & II udkom 1991 købte jeg dem med det samme, og blev ikke skuffet.

Alligevel skete der et markant skifte i min musiksmag i efteråret 1991.

Seattle-baserede bands som NIRVANA, PEARL JAM, SOUNDGARDEN, ALICE IN CHAINS, MUDHONEY, TEMPLE OF THE DOG og MAD SEASON fyldte efterhånden mere og mere i min bevidsthed.

Desuden begyndte jeg også at lytte meget til andre rockbands (som ikke kom fra Seattle og omegn) som SMASHING PUMPKINS (albummet Siamese Dream (1993) hører til blandt mine all time favoritter), STONE TEMPLE PILOTS, R.E.M., FAITH NO MORE, RED HOT CHILI PEPPERS, GREEN DAY, THE OFFSPRING, THE CRANBERRIES, RADIOHEAD, BLIND MELON, RAGE AGAINST THE MACHINE og PRIMUS.

Jeg kan især huske at noget indeni mig blev kickstartet da jeg købte SOUNDGARDENs Lp Badmotorfinger (1991) i en pladebutik (med kort levetid) som jeg ikke længere husker navnet på, i Jernbanegade i Hjørring.

Efter at have lyttet til albummet nogle gange skrev jeg “SOUNDGARDEN” med kæmpestore bogstaver på forsiden af mit matematikhæfte.

Ingen i min klasse anede hvem det var. Oh! Følelsen af at være den eneste der kender et nyt fedt band..!

NIRVANAs massive gennembrudssang Smells like teen spirit drønede pludselig igennem lydmuren, og jeg købte Lp’en Nevermind (1991) i Plade Forum i Østergade i Hjørring.

Den meget jazz-interesserede indehaver mente i øvrigt jeg i stedet burde købe en jazz-plade…

Selvom jeg syntes godt om NIRVANA var det alligevel som om ‘noget var galt’ da jeg bemærkede at nogle af ‘poptøserne’ fra skolen erklærede at Smells like teen spirit var en fed sang.

Nirvana

Der var tale om de selvsamme piger der lyttede til MADONNA, PAULA ABDUL og lignende!

Dét fik mig til at tvivle på om jeg nu også havde ret i, at det var et fedt nummer. Pludselig syntes jeg faktisk sangen lød lidt for pæn og poleret i sit udtryk.

Måske var producer BUTCH VIGs produktion af Nevermind rent faktisk en anelse poleret, noget som bandet i øvrigt selv proklamerede nogle år senere.

Men egentlig sagde det vel også bare noget om HVOR populære et alternativt rockband som NIRVANA,mod forventning, pludselig var blevet.

ALLE kunne fandeme lide Smells like teen spirit.

Faktisk væltede de jo med Nevermind selveste MICHAEL JACKSON – The king of pop – af 1. pladsen på den amerikanske Billboard hitliste.

Ellers husker jeg tydeligt mit lille 14 tommer TV på drengeværelset hvor MTV – som rent faktisk havde fokus på musik dengang – kørte konstant.

Især PEARL JAMs Alive og NIRVANAs Smells like teen spirit var i ‘heavy rotation’. Lidt senere kom samme tur til Jeremy og Even flow med PEARL JAM samt NIRVANAs Come as you are og In bloom.

PEARL JAMs Ten er vel et af de stærkeste debutalbum nogensinde. Store ord men med sange som Alive, Even flow, Once, Black og Jeremy vil jeg påstå der er noget om snakken.

PEARL JAM valgte i øvrigt at følge op på den vanvittige kommercielle succes ved at droppe musikvideoer, kun sjældent stille op til interviews, og så lave plader der ikke gik på kompromis med andre end dem selv.

Simpelhen for at beskytte sig selv en smule mod berømmelsens vanvid, og bagsiden af medaljen.

Udgivelserne der fulgte umiddelbart efter debutpladen var Vs. (1993), Vitalogy (1994) og No Code (1996). Efter min mening er de alle rene mesterværker.

I en tid uden Spotify og lignende var det især den alternative radiohitliste DET ELEKTRISKE BAROMETER hver søndag aften, og det efterfølgende program sent søndag aften MARTHA PODELLS SØNDAGSSKOLE, der havde stor betydning for musikelskere som mig.

Jeg kan tydeligt huske hvordan DJ Martha Podell, med en charmerende, tyktflydende amerikansk accent, præsenterede det ene fede Seattle-band efter det andet.

Ofte var det med sætninger a la; “Den by bliver bare ved med at byde på flere nye, fantastiske rockbands…”.

Ellers var kilden til nyheder om musik især musikmagasinerne GAFFA og MIX.

Derudover kunne man jo også altid høre spontane meninger og kommentarer (og samtidig få sig et godt grin) fra MTV’s musikinteresserede anti-helte, de animerede BEAVIS & BUTTHEAD…

Jeg så også nogle af NIRVANAs kaotiske koncerter på TV – og havde aldrig set noget lignende.

Nerven, intensiteten og de kaotiske afslutninger på koncerterne var mind blowing.

Ved koncerternes afslutninger druknede alt som regel i feedback-støj, imens KURT COBAIN, KRIST NOVOSELIC og DAVE GROHL – og senere også ekstra guitarist PAT SMEAR – smadrede deres instrumenter for fuld skrald. Det var mildest talt vildt at se på.

Man havde altid fornemmelsen af at koncerterne kunne udvikle sig til hvad som helst – og måske ligefrem gå helt galt.

Helt galt frygtede man også det ville ende hver gang EDDIE VEDDER, under PEARL JAMs koncerter, besluttede sig for at kravle højt op i høje TV-tårne og andre stativer omkring scenen. Blot for – som regel – at lade sig falde de mange meter ned til publikum.

De andre bandmedlemmer har senere afsløret at de hver gang frygtede at han ville falde ned og dø på stedet.

Der var også en stærk følelse af undergang at spore på NIRVANAs album In utero (1993), som både er genial og gal – og nærmest skræmmende kompromisløs i sit udtryk.

I min bog er In utero deres bedste album, men det er bestemt ikke en plade man sætter på hver dag. Det kræver et helt specielt humør.

Men sange som Serve the servants, Heart-shaped box, Rape me, Pennyroyal tea, Dumb, Frances farmer will have her revenge on Seattle og All apologies er geniale skæringer. Alle som en cementerer de hvor talenfuld en sangskriver Kurt Cobain var.

Lidt senere i 1993 blev NIRVANAs uforglemmelige MTV Unplugged in New York optaget. En koncert der senere blev vist igen og igen på MTV – i sin fulde længde vel at mærke.

NIRVANA beviste med unplugged koncerten at de også kunne levere nerve og intensitet uden larmende guitarer og en kaotisk sceneoptræden.

Især i perioden omkring In utero og Unplugged var det svært ikke at tænke på om KURT COBAIN mon var på vej ud over afgrunden. Mange forskellige ting tydede på det.

Derfor var det måske ikke helt uventet, men uden tvivl stadig chokerende og trist, da nyheden om KURT COBAINs død ramte alverdens medier den 8. april 1994.

Man mener han isolerede sig i et lille udehus den 5. april tæt ved sit, konen COURTNEY LOVE og deres knap 2 år gamle datter FRANCES BEAN COBAINs hjem, lidt udenfor Seattle.

Her skrev han et selvmordsbrev mens han lyttede til Cd’en Automatic for the people (1992) med et af sine yndlingsbands R.E.M., hvor en af COBAINs bedste venner MICHAEL STIPE var forsanger.

Han tog et ordentligt skud heroin og umiddelbart derefter skød han sig selv, 27 år gammel.

Dermed tjekkede ham ind i den morbide ‘Club 27’, der blandt andre også tæller JIM MORRISON, JIMI HENDRIX, JANIS JOPLIN, ROBERT JOHNSON og AMY WINEHOUSE.

Det var meget underligt at opleve at en af sine rockhelte pludselig var væk. Den følelse var der mange musikfans der havde verden over.

Unge mennesker holdt mindehøjtideligheder, og herhjemme skrev og ringede mange ind til radioprogrammer som DET ELEKTRISKE BAROMETER og TVÆRS med Tina Bryld. Alle var de triste, frustrerede og chokerede over COBAINs død.

I tiden efter selvmordet så jeg flere bære T-shirts med teksten ‘Grunge is dead’ og følelsen af at musikfænomenet var et overstået kapitel var da også omklamrende.

En dag på vej hjem fra skole talte jeg med en klassekammerat om COBAINs selvmord.

I den forbindelse sagde han noget i retning af; “Det er selvfølgelig træls men tænk hvis det havde været EDDIE VEDDER! Det ville have været meget værre!”

Han var nok mest til PEARL JAM, gætter jeg på…

Netop EDDIE VEDDER kom der nu endnu mere fokus på fra alle sider.

Der opstod en nærmest morbid interesse for ham fra diverse (skandale-)medier. For var han mon nu den næste fra ‘grunge-bølgen’ der bukkede under..?

Der var masser af spekulationer om hans sindstilstand og eventuelle depressive tendenser.

Rockmusikken fra Seattle og omegn levede dog heldigvis stadig. Ikke længere i bedste velgående, men der var stadig masser af liv.

NIRVANA-trommeslager DAVE GROHL fik relativt hurtigt samlet rockfanen op igen og startede FOO FIGHTERS, der på den vellykkede debutplade – imponerende nok – var en énmandshær.

Foo Fighters

I dag ‘nøjes’ GROHL som regel med at være forsanger og guitarist i det 6-mand store band som fortsat nyder stor succes, her 25 år efter NIRVANAs endeligt.

Knap otte måneder efter COBAINs selvmord udgav PEARL JAM det glimrende, og til tider ret eksperimenterende, album Vitalogy (1994).

På det tidspunkt gik jeg på gymnasiet, og på udgivelsesdagen, i november måned, cyklede jeg og en klassekammerat hen til pladebutikken Afterbeat på P. Nørkjærs Plads i Hjørring, og købte hver vores eksemplar af albummet.

Netop Afterbeat var i øvrigt en dejlig musikbiks hvor jeg købte forholdsvis mange plader.

Den rare indehaver blev på et tidspunkt kontaktet af en journalist fra Vendsyssel Tidende, som spurgte ham om han kendte til en der kunne være interesseret i et job som ulønnet, freelance musikanmelder.

På den måde blev jeg musikanmelder for den nu hedegangene avis, som i 1999 blev en del af NORDJYSKE Stiftstidende.

I tre år – fra 1996-1999 – skrev jeg anmeldelser af alt fra punk, indierock/pop og electronica.

Senere blev det til en del år i 00’erne som musikanmelder/skribent ved musiksitet undertoner.dk.

Tilbage til 90’erne som også bød på SOUNDGARDENs helt store gennembrudsplade Superunknown (1994).

Uden tvivl en af mine absolutte yndlingsalbum fra perioden, med fænomenale numre som Black hole sun, Fell on black days, The day I tried to live og Spoonman.

Derudover var det især ‘supergrupperne’ TEMPLE OF THE DOG (PEARL JAM/SOUNDGARDEN-samarbejde) og MAD SEASON (med bl.a. LAYNE STALEY fra ALICE IN CHAINS og MIKE McCREADY fra PEARL JAM) der markerede sig med fremragende udgivelser.

Jeg var især dybt imponeret over TEMPLE OF THE DOG.

Temple of the Dog

Sammen udgav de en enkelt plade, hyldestpladen Temple of the Dog (1991) til minde om afdøde ANDREW WOOD der var forsanger i MOTHER LOVE BONE.

Et album smækfyldt med storslåede numre som Say hello to heaven, Hunger strike, Times of trouble og Wooden Jesus. Jeg lytter den dag i dag jævnligt til den Lp.

I den sammenhæng er der også værd at nævne soundtracket fra den ‘grunge’-inspirerede – og i øvrigt ikke specielt gode film – SINGLES (1992).

Lydsporet indholder blandt andre så stærke numre som Would? med ALICE IN CHAINS, Birth ritual med SOUNDGARDEN, Seasons med CHRIS CORNELL og State of love and trust samt Breath med PEARL JAM.

Chris Cornell

Desuden byder albummet på glimrende numre med blandt andre MOTHER LOVE BONE, SCREAMING TREES, SMASHING PUMPKINS og JIMI HENDRIX.

Desuden var jeg vild med NEIL YOUNG-albummet Mirrorball (1995) hvor backingbandet bestod af PEARL JAM-medlemmerne STONE GOSSARD, JEFF AMENT, MIKE McCREADY og bandets daværende trommeslager JACK IRONS.

EDDIE VEDDER medvirkede også på enkelte numre.

‘The godfather of grunge’ NEIL YOUNG aka ‘Uncle Neil’ blev en slags mentor for bandet, og en god ven som støttede dem i svære tider.

I Danmark var det bands som BOGHANDLE, PSYCHED UP JANIS, DIZZY MIZZ LIZZY, KASHMIR og KINKY BOOT BEAST der lod sig inspirere af den beskidte rocklyd fra Seattle.

Dizzy Mizz Lizzy

Jeg oplevede dem alle på det nu hedengange, legendariske spillested SYSSELTINGET i Hjørring. Et spillested hvor store musikere gang på gang erklærede at de satte stor pris på.

Det var virkelig også et unikt sted med en helt speciel, intim stemning. Desværre tog skimmelsvampe magten over huset, og netop i skrivende stund rages SYSSELTINGET ned…

En typisk koncertaften bestod først af at vi samledes i kælderværelset hos en kammerat. Så blev der skruet højt op for stereoanlægget, og der blev drukket en anseelig mængde øl – inden vi sjoskede op til SYSSELTINGET.

Det var sublime koncerter hvor de fleste af os publikummer var iklædt tidens foretrukne ‘uniformer’; skovmandsskjorter, lasede jeans og Doc Martens- eller militærstøvler.

Til koncerterne væltede vi som regel rundt oveni hinanden foran den lille scene.

Selvom det gav lidt blå mærker hist og her, var der altid en god stemning og folk passede på hinanden.

Man blev altid mødt af hjælpende hænder hvis man faldt eller lignende.

Det er egentlig utroligt at det forholdsvis lille loftsrum holdt til presset fra det hoppende og ‘dansende’ publikum.

Især PSYCHED UP JANIS, med SUNE ROSE WAGNER (THE RAVEONETTES, THE TREMELO BEER GUT) i front, blev mit yndlingsband fra ‘den grønne bølge’ (som man fandt på at kaldte de nye bands der piblede frem herhjemme), i årene efter Seattle banede vejen for mange upcoming bands.

På et tidspunkt nappede jeg en kæmpe plakat, i forbindelse med koncerten på SYSSELTINGET, som prydes af cover art’en til det suveræne PSYCHED UP JANIS-album Swell (1994).

Efter koncerten købte jeg en skrigende orange T-shirt af bandets tourmanager Charles Smith, som solgte merch efter koncerterne.

T-shirten prydes af bandnavnet samt en illustration af en kop kaffe, og nedenunder står den kemiske formel for koffein.

Jeg har stadig begge ting i gemmerne.

Udover koncerten på SYSSELTINGET har jeg også oplevet PSYCHED UP JANIS på 1000FRYD i Aalborg, i Aarhus til OPEN AIR 1995, hvor blandt andre også BAD RELIGION, FAITH NO MORE, THERAPY? og D-A-D var på plakaten.

Faith No More

Derudover så jeg dem i foråret 1997 i Svendborg, og senest i maj 2014 på STUDENTERHUSET i Aalborg, i forbindelse med en reunion-tour.

Fed oplevelse hver eneste gang.

Sange som Vanity, I died in my teens, Shudder, The stars are out, Where the lights won’t shine holder stadig 100 %.

Jeg har aldrig været til koncert med NIRVANA, PEARL JAM eller ALICE IN CHAINS.

Til gengæld var jeg til koncert med SOUNDGARDEN i VALBY HALLEN den 2. september 1995.

Ikke just en hal der er kendt for god lyd, men det skænkede jeg ikke en tanke da bandet gik på scenen.

Vi stod helt oppe foran scenen og betragtede et band der ikke sagde mange ord til publikum, og sceneshowet var begrænset til nogle flagrende lilla lyseffekter.

CHRIS CORNELL, KIM THAYIL, MATT CAMERON og BEN SHEPHERD lod med andre ord musikken tale og det var mere end nok. Det var en uforglemmelig oplevelse.

På plakaten denne dag var også så store navne som; MUDHONEY, WHITE ZOMBIE, BLIND MELON, KYUSS og PENNYWISE.

Blind Melon

Selvom jeg i de efterfølgende år fik ørerne op for den trip hop der strømmede ud fra især Bristol i England, med navne som TRICKY, PORTISHEAD og MASSIVE ATTACK, så droppede jeg aldrig ‘Seattle-rocken’ for good.

Flere af de helt store fra den tid er endda stadig aktive i dag.

PEARL JAM lever fx heldigvis stadig.

EDDIE VEDDER har også lavet soloplader, og i 2007 udgav han det fremragende lydspor til filmen INTO THE WILD (bogen af samme navn er inspireret af Christopher Johnson McCandless’ liv).

Her hvor 2020 nærmer sig med hastige skridt er det ved at være hele syv år siden PEARL JAM sidst udgav et studiealbum. Men det skulle efter sigende være på trapperne, og det ser jeg meget frem til.

Pearl Jam

VEDDER & Co. er stadig relevante i dag, og rockmusikken har på mange måder brug for den inderlighed og nerve som PEARL JAM er mestre i.

De er et af de allerstørste bands i USA og har en meget trofast fanskare i det meste af verden.

Mens man venter på den nye plade kan man jo passende læse, eller genlæse, Henrik Tuxens glimrende bog PEARL JAM: The more you need the less you get.

Lån den på dit lokale bibliotek.

Den danske GAFFA-journalist, redaktør og forfatter Henrik Tuxen kender flere af bandmedlemmerne personligt, og bogen er unik fordi PEARL JAM aldrig har ønsket at der blev skrevet en officiel biografi om dem. Men Tuxens bog står de inde for.

Blandt bogens fokusområder er naturligvis den tragiske ulykke ved PEARL JAM-koncerten på ROSKILDE FESTIVAL 2000, hvor 9 unge mennesker mistede livet.

MUDHONEY holder også stadig fanen højt, og udgav så sent som sidste år et nyt album.

ALICE IN CHAINS er også aktive igen, men nu med ny forsanger idet LAYNE STALEY  på tragisk vis døde af en overdosis i april 2002.

Alice In Chains

Den 5. april, for at det ikke skal være løgn. Men ingen kan leve op til STALEYs fantastiske sangstemme i front for AIC.

En fantastisk sangstemme der heldigvis stadig er i fuld sving, tilhører MARK LANEGAN der, siden opløsningen af SCREAMING TREES, blandt andet har udgivet en række glimrende solo-plader.

SOUNDGARDEN gik i opløsning 1997 men fandt sammen igen 2010, og udgav det udmærkede album King Animal (2014).

Sideløbende har CHRIS CORNELL udgivet flere fremragende soloplader, senest Higher truth (2015) som i min bog er hans bedste soloudspil.

Solo-koncerten i Musikkens Hus i maj 2016 var en decideret magisk oplevelse at være vidne til.

Desuden blev vi i årene 2001-2007 beriget med supergruppen AUDIOSLAVE hvor CHRIS CORNELL var forsanger mens RAGE AGAINST THE MACHINE-medlemmerne TOM MORELLO, BRAD WILK og TIM COMMERFORD tog sig af instrumenterne.

Desværre begik CHRIS CORNELL selvmord på et hotelværelse i Detroit, få timer efter en SOUNDGARDEN koncert, den 17. maj 2017.

Chris Cornell

52-årige CORNELL havde angiveligt fået et tilbagefald i forhold til afhængighed af stoffer. Desuden kæmpede han i store dele af sit liv med depression og alkoholmisbrug.

Jeg tror aldrig jeg har været SÅ hårdt ramt af en kendt musikers død. Det var et kæmpe chok at CORNELL pludselig tog sit eget liv.

Jeg havde efterhånden regnet med at han ville klare sig, og blive en kunstner i stil med NEIL YOUNG der stadig tager på tour og udgiver plader i en høj alder. Men ak…

R.I.P. ‘No one sings like you anymore…’

Flere bands med rødder i ‘den grønne bølge’ er også aktive igen.

DIZZY MIZZ LIZZY tager for eksempel på forårsturné i 2020 – og med som opvarming er ingen ringere end PSYCHED UP JANIS.

Jeg tænker fra tid til anden over hvad det egentlig var der gjorde at denne ’Seattle-bølge’, og den danske ‘grønne bølge’, fik så stor betydning. En af forklaringerne er at jeg på det tidspunkt var særdeles åben overfor nye musikalske trends og strømninger.

Man er vel egentlig bare mere modtagelig for nye musikoplevelser som 10-15 årig end man er som 40-45 årig…

Derudover tiltalte det mig også voldsomt at alle de nævnte bands havde en form for energi, nerve og inderlighed der overgik alt andet jeg kendte til på det tidspunkt.

Når jeg lyttede til musikken, og nærlæste teksterne, fik jeg fornemmelsen af at disse musikere virkelig mente det. Det kom fra hjertet, og det handlede om liv og død. Bogstaveligt talt.

Det var som om der altid var noget på spil for disse bands. En stor del af det var selvsagt dystert – nogle vil endda sige depressivt – i sit udtryk.

Men det var sgu ikke én stor omgang navlepillende ynk og klynk, som flere ellers efterhånden begyndte at kritisere ’grunge’-fænomenet for at være.

Så sort/hvidt så jeg aldrig på det. Det var meget mere en vild og intens musikalsk eksplosion, som kom ud af nærmest ingenting, og som skabte det ene udødelige album efter det andet.

Det var som om musikverdenen og unge mennesker verden over havde brug for den forandring det medførte. Det var som om det skete på det HELT rigtige tidspunkt.

‘Grunge’-fænomenet gjorde det tilmed OK for rockstjerner at optræde i helt almindeligt, og ofte temmelig slidt, hverdagstøj.

Ikke engang sceneshowet behøvede at bestå af alle mulige vilde og dyre effekter. Der var med andre ord ikke så meget pis – det var MUSIKKEN der var i centrum!

Leave a Reply

Your email address will not be published.