Musik-nørderiet fortsætter her på Metronaut. Denne gang lød udfordringen på at lave lister med 3 live-optrædener, 2 sange, der repræsenterer vinter samt 5 filmsange (alle former for musik brugt i forbindelse med filmproduktion).

Musik lever for alvor, når det spilles live, hvor intensiteten øges. Indimellem opstår der rendyrket magi. Jeg har udvalgt 3 eksempler på dette.

Lige nu synger vinteren på sidste vers, og det vers har for nylig været temmelig vinterligt, så jeg har også udvalgt 2 numre, der repræsenterer vinter.

Sidst, men ikke mindst har jeg kastet mig over 5 filmsange. Soundtracks har altid været noget helt specielt. Indimellem sker der det vidunderlige, at musikken ganske enkelt passer perfekt til de levende billeder – også selvom musikken ikke altid er lavet specielt til den givne film.

3 live-optrædener:

1) Neil Young & Crazy Horse: Hey, hey, my, my (Into the black) (Ragged Glory tour, 1991)
Tordenguitaren buldrer og brager løs i denne fænomenale live-optræden. The Godfather of Grunge og hans Crazy Horse leverer her et indlevende, intenst og energisk show – og publikum er med dem hele vejen. Læg mærke til den symbiose, der nærmest opstår mellem musikerne og publikum. Det er en fryd at se. “Rock’n’roll will never die!

2) Nirvana: Breed (Live at the Paramount, 1991)
Den energi, galskab og uforudsigelighed, der prægede Nirvanas koncerter, var fænomenal. Man vidste ganske enkelt aldrig, hvordan det hele ville udvikle sig, og hvad Cobain kunne finde på i løbet af en koncert. Specielt i denne periode – koncertoptagelsen stammer fra 31.10.1991 – var der kaos og vildskab for alle pengene. Det illustrerer denne live-optagelse af Breed glimrende!

3) CocoRosie: Fairy Paradise (Live on KEXP, 2010)
Nu bliver det underligt. Meget underligt. Jeg faldt mere eller mindre bagover, første gang jeg så denne live performance. CocoRosie skaber her deres helt egen særegne univers ved hjælp af både legetøjs-musikinstrumenter, harpe, human beat box og noget, der minder om opera-(skøn)sang. I ét og samme nummer. Fantastisk og dybt originalt.


2 sange, der repræsenterer vinter:

1) Tori Amos: Winter (Little earthquakes, 1992)
En vemodig pianobaseret sang med strygere, hvor der blandt andet fortælles ud fra et barns synsvinkel. Far-datter-forholdet er i fokus, og med linjer som “When you going to make up your mind? When you going to love you as much as I do?” går nummeret lige i hjertekulen.

2) Klondyke: Femten graders frost (Verdensmand, 2006)
På mange måder en af de bedste dansksprogede kærlighedssange, jeg kender til. Den er underspillet og bittersød, og man føler virkelig med sangens hovedperson, mens han dummer sig og udråber sig selv som et “fucked up forbandet fjog“. Forsanger Mikael K synger tilmed så indlevende om de femten graders frost og den kortærmede skjorte, så man næsten mærker kulden på sin egen krop.


 

5 filmsange:

1) John Williams: Main title (Star Wars, 1977)
Yderligere kommentarer er vel nærmest overflødige. Især på et nørd-site som Metronaut. For mig er dette lyden af barndommens og fantasiens magi. Udødelig filmmusik, der rammer mig, hver eneste gang jeg lytter til det. Storslået på alle mulige måder!

2) Pixies: Where is my mind? (Fight Club, 1999)
Jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke kendte til det geniale band Pixies, før Nirvanas frontfigur Kurt Cobain i 1994 udtalte følgende om gigant-hittet Smells like teen spirit: “I was trying to write the ultimate pop song. Basically, I was trying to rip off The Pixies.
Pixies alternative rock/noise-pop har udmøntet sig i mange skæve og særdeles catchy numre, og Where is my mind? hører til blandt de mest vellykkede af slagsen. Og så passer skæringen fortrinligt som lydspor til den afsluttende scene i Fight Club, hvor hele lortet ramler…

3) The Beta Band: Dry the rain (High fidelity, 2000)
Musiknørderiet/-snobberiet, der udspiller sig i pladebutikken ‘Championship Vinyl’ er af høj, høj klasse (Jack Black som Barry Judd er i en liga for sig!). En af de mest mindeværdige scener er der, hvor butiksindehaveren Rob (John Cusack) vil påvise, at han ved at sætte nummeret Dry the rain på fluks vil sælge fem eksemplarer af The Three EPs med The Beta Band. Det ér også et fremragende nummer med en cool slacker-vibe, ikke helt ulig Beck –  og ja, The Beta Band solgte også flere plader i virkeligheden efter deres medvirken i filmen. Btw; husk også at læse Nick Hornbys roman High Fidelity (1995), som filmen bygger på!

4) The Raveonettes: Please you (Nordkraft, 2005)
Jeg har siden Psyched Up Janis brød igennem med albummet Swell (1993) været dybt imponeret over Sune Rose Wagners sange og guitareskapader. Levede vi i en mere retfærdig verden, var The Raveonettes et meget større band end tilfældet, trods alt, er. Wagner & Foos støj-pop/rock og filmiske stemninger passer fremragende til den hæsblæsende og vellykkede film Nordkraft, der blandt andet viser en mindre pæn og meget ærlig side af Aalborg.

5) Eddie Vedder: Guarenteed (Into the wild, 2007)
The one and only Ed Vedder fra Pearl Jam og en fantastisk god film af Sean Penn, der bygger på Jon Krakauers glimrende bog Into the wild (på dansk Ind i Vildmarken, 1996) – What’s not to like?! Filmen om den unge amerikanske vandrer Chris McCandless, der uvarslet brød op med det komforte liv for at drage på eventyr i Alaska, er noget nær perfekt skruet sammen. Det samme kan man sige om soundtracket. De reflekterende, medrivende og smukke folk-rockede skæringer går rent ind. Den sidste skæring Guarenteed er et af højdepunkterne. Eddie Vedder vandt i øvrigt, fuldt fortjent, en Golden Globe Award for nummeret.

 

Hvordan ville dine tema-lister se ud?

About The Author

Omkring 30­-40 år gammel. Fra Hjørring af (som vi Hjørringensere siger). Gift, og stolt far til 3 børn. Arbejder til daglig som bibliotekar ved Hjørring Bibliotekerne. Elsker musik (især rock), film (især Star Wars), tegneserier (især Steen & Stoffer), fodbold (især AaB), bøger (mange forskellige slags!), og kaffe (masser af sort kaffe), og vinyler (vinyl rules!).

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.