Jeg elsker at lytte til musik, og jeg elsker at nørde med musik.

Når jeg nørder med musik, laver jeg lister og lytter i dén proces til seriøst mange forskellige numre. Der er tale om intensiv og aktiv lytning. Der tages notater, overvejes og researches.

På et tidspunkt kommer de uundgåelige og lettere smertefulde øjeblikke, hvor der skal tages et valg. En frasortering. Et af de indlagte benspænd ved lister er jo netop, at der ikke kan optræde et ubegrænset antal numre på dem. Så det handler også om begrebet ‘kill your darlings’.

I denne omgang var der plads til 6 covernumre, 2 musikvideoer og 2 julenumre.

De følgende numre blev tilbage i december 2013 præsenteret for mine medsammensvorne ved møde nr. 3 i musik-nørde-klubben Music Appreciation Society af 13. april 2013.

6 covernumre:

Jimi Hendrix: All along the watchtower (Electric Ladyland, 1968). (Original: Bob Dylan: John Wesley Harding, 1967).
Dette nummer var jeg slet ikke på noget tidspunkt i tvivl om skulle med på listen. Jeg er stor fan af Jimi Hendrix, og denne coverversion af Bob Dylans sang fra 1967 er genial. I mine ører overgår den originalen med flere meter. På mange måder er dette det ultmative covernummer, og His Bobness elsker også Hendrix’ version; “He had such talent, he could find things inside a song and vigorously develop them. He found things that other people wouldn’t think of finding in there. He probably improved upon it by the spaces he was using. I took license with the song from his version, actually, and continue to do it to this day.” (Bob Dylan til Florida Sun-Sentinel i 1995).

David Bowie: Wild is the wind (Station to station, 1976). (Original: Skrevet af Dimitri Tiomkin og Ned Washington. Sangen blev oprindeligt indspillet af Johnny Mathis til filmen Wild Is the Wind (1957)).
Ualmindeligt dragende og smuk version med en intens Bowie i topform. Sikke en sangstemme. Fænomenalt! En del år tidligere lavede Nina Simone et cover af nummeret fra 1957, og det var især den version, der inspirerede David Bowie til at indspille sangen.

Smashing Pumpkins: Landslide (Pisces iscariot, 1994). (Original: Fleetwood Mac: Fleetwood Mac, 1975).
Fejende flot, “stripped down” og dybfølt version med Corgans karakteristiske sangstemme og smukke, afdæmpede guitarspil. Stemningen og lyrikken får én til at tænke over livet og døden, mens der bl.a. synges; “Can I sail through the changing ocean tides? Can I handle the seasons of my life?” og “Time makes you bolder, even children get older, and I’m getting older too.

Nirvana: Where did you sleep last night? (MTV Unplugged in New York, 1994). Original: Ukendt. Gammel amerikansk folkesang. Også kendt som In the pines og Black girl. Nirvanas version er inspireret af Leadbellys (1888-1949) fortolkning af sangen.
Kurt Cobain var stor fan af Leadbelly, som han anså for at være en slags verdens første punk-rocker. Jeg får stadig gåsehud, hver gang jeg lytter til/ser denne version fra det legendariske MTV Unplugged in New York, hvor Nirvana spillede den som afslutningsnummer. Cobain gav sig fuldt ud og leverede en sublim coverversion. Jeg har senere læst historier om, at man i back-stage-området forsøgte at overtale Cobain til at gå på scenen igen og synge endnu et nummer. Cobain afslog dog med den begrundelse, at han ikke ville være i stand til at overgå Where did you sleep last night?.

Patti Smith: Are you experienced? (Twelve, 2007). (Original: Jimi Hendrix: Are you experienced?, 1967).
I 2007 udgav fantastiske Patti Smith et album udelukkende med coverversioner. Blandt de mest vellykkede fra denne samling sange er en fuldstændig nedbarberet og næsten surrealistisk version, med banjo og violin, af Nirvanas monstergennembrudshit Smells like teen spirit samt Jimi Hendrix’ Are you experienced?
Patti Smiths særegne og fascinerende stil samt søgende og poetiske sangstemme tilfører det legendariske Hendrix-nummer en ny dimension.

Cat Power: Blue (Jukebox, 2008). (Original: Joni Mitchell: Blue, 1971).
Ligesom Patti Smith har Cat Power også givet sig i kast med et album med (næsten) udelukkende covernumre. Og ligesom Patti Smith lykkes Cat Power også overrumplende godt med foretagendet. Et af de bedste numre på Jukebox er fortolkningen af Blue fra Joni Mitchells 1971-album af samme navn. Cat Power skaber en undersmuk version med blødende melankoli, og man fornemmer tydeligt, at Cat Power har sjælen med hele vejen.

2 musikvideoer:

Beastie Boys: Sabotage (Ill communication, 1994). Dir.: Spike Jonze.
Jeg husker tydeligt, da jeg første gang så denne musikvideo på MTV. Udover at musikken var – og er – tæskende fed, blev jeg fuldstændig blæst bagover af den hæsblæsende og humoristiske video, hvor Beastie Boys og DJ Hurricane spiller hovedrollerne. Det er action-packed, og der er rigeligt med biljagter. Det hele er tydeligvis en parodi over strisser-tv-serier fra 1970’erne, og det er skide sjovt.

No Age: Fever dreaming (Everything in between, 2010). Dir.: Patrick Daughters.
Det hele starter egentlig ganske fredeligt og normalt, mens duoen hænger ud i en lagerhal, nydeligt indrettet med møbler. Men så begynder kameraet lige så stille at zoome mere og mere ind. Duoen finder deres instrumenter frem og begynder at spille, samtidig med at der sker mærkelige ting; møbler, der vælter af sig selv, lysstofrør, der falder ned fra loftet, og hvad, der kunne minde om mindre eksplosioner, forstyrrer idyllen. Duoen spiller dog videre, selvom de på et tidspunkt skjuler sig under et bord – inden det så til sidst går helt galt.
Det er medrivende, overrumplende og foruroligende.

2 julenumre:

Elvis Presley: White Christmas (Elvis’ Christmas album, 1957).
Min far er kæmpe fan af The King, så jeg er flasket op med Elvis Presleys musik og sætter i dag stor pris på mange af hans numre. Hver gang det bliver december, lytter jeg for eksempel en hel del til albummet Elvis’ Christmas album fra 1957, for så stiger chancen for at komme i go’ gammeldaws julestemning betragteligt.  Det er nostalgisk, det er tyktflydende, det er i bund og grund for meget – men når Elvis crooner sig igennem White Christmas, er det alligevel præcis, som det skal være.

Low: Blue Christmas (Christmas, 1999).
Her er tempoet skruet helt i bund, det er tyst som dalende julesne, blødende melankolsk – og opløftende smukt. Bandet fra Minnesota er kendt for at skabe drømmende, sfæriske og smukke sange, og Mimi Parkers sangstemme passer fortrinligt til den blå stemning i Blue Christmas.

About The Author

Omkring 30­-40 år gammel. Fra Hjørring af (som vi Hjørringensere siger). Gift, og stolt far til 3 børn. Arbejder til daglig som bibliotekar ved Hjørring Bibliotekerne. Elsker musik (især rock), film (især Star Wars), tegneserier (især Steen & Stoffer), fodbold (især AaB), bøger (mange forskellige slags!), og kaffe (masser af sort kaffe), og vinyler (vinyl rules!).

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.