Det danske rockband Reptile Youth har indgået et samarbejde med den amerikanske visuelle kunstner Abby Portner og afholder tre koncerter i Danmark. Metronaut var på pletten til den første, der blev afholdt i Bremen Teater i København.

Reptile Youth er muligvis mest kendt for deres megahit Speeddance, men de har faktisk mange andre mindeværdige numre, og bandet virker som en utæmmelig naturkraft på en scene, hvor energiniveauet starter højt og slutter endnu højere. Hvem, der måske ikke er så kendt her i Danmark, er Abby Portner. Hun er en visuel kunstner, scenograf og designer, der har arbejdet med sin brors band Animal Collective, men også med andre bands som Squarepusher og John Cale. Sammen med Reptile Youth har de skabt noget helt enestående, der fra første færd udfordrer dine sanser til det yderste.

Under hele koncerten kører der et konstant psykedelisk lysshow projekteret op på kulisser af bølger, bygninger og en stor skive, der minder om en sol. Lyset flyver henover i farverige kaskader kombineret med den skrigende guitar og forsangerens fortryllende stemme og giver i starten en følelse af 60’ernes æstetik, både med lys og lyd. Men langsomt bevæger lyset sig over i klare farver, skærmflimmer og mønstre, der skaber en lang række af visuelt bombardement, der ville få en epileptiker til at løbe skrigende bort. Men for os andre har det en sær dragende effekt og fungerer som en god ramme om de sang,e som bandet kører igennem i løbet af den halvanden time, som koncerten varer.

Reptile Mads”Det er et socialt eksperiment, vi har gang i,” siger forsangeren Mads Damgaard Kristensen under en kort pause. Det er første gang, de forsøger sig med denne koncertform, og første gang de spiller for et siddende publikum og på en tirsdag, hvilket også kan ses. Der mærkes en lille usikkerhed fra bandet over for dette projekt, hvilket man godt kan forstå. Normalt spiller Reptile Youth op til fest, men her er publikummet ufrivilligt hensat til en passiv rolle, hvilket passer publikum dårligt, men bandets frygt er i sidste ende ubegrundet.

Jeg havde taget en plads næsten bagerst i Bremen og kunne se, hvordan alle sad og rockede med hovedet og gerne ville danse, slå sig løs og feste sammen med bandet, men det kunne man rent fysisk ikke. Men det viste sig dog at være en god ting, da bandet fik mulighed for at vise en mere følsom side af sig selv, og numre som All the Noise og Black Swann born White blev leveret i en næsten akustisk version, hvilket gav en dimension af inderlighed, som man sjældent får lov til at opleve i forbindelse med denne genre af amok-party-elektro-rock.

Selvfølgelig var der også den velkendte energi, som forventes af bandet, og under sange som Speeddance og Two Hearts fik de virkelig chance for at sætte det hele i femte gear og efterlade publikum på et højdepunkt. Her blev der også skruet ned for det visuelle, så man i stedet kunne nyde bandet hoppe og give den gas badet i konstant skiftende farver. Der er ingen tvivl om, at Reptile Youth leverede varen. Hvilket kun blev understreget af den ekstremt flotte visuelle stil lavet af Abby Portner, der både rammer bandets udtryk perfekt, men også skaber en dybere forståelse af de følelser, musikken vækker, samt kunne der ses en større inderlighed i bandet, som kun klæder dem yderligere.

Forsøget med denne koncertform gentager sig igen både i Kolding og Aarhus, og hvis du er fan af Reptile Youth eller søger en ny type rock-oplevelse, vil jeg stort anbefale en siddende koncert i det visuelle bombardement, Abby Portner har skabt.

5af6

Reptile Youth spiller også i Kolding (2. oktober) og Århus (3. oktober).

About The Author

Med en bachelor i litteraturvidenskab, og en igangværende kandidat film- og medievidenskab, pløjer han sig gennem alle tænkelige nørdede discipliner. Dog holder han mest af tegneserier, og hvis du spørger ind til superhelte, så forbered dig på en time langt foredrag om, hvorfor Hulk kan tæske Supermand...

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.