Første sang på et album er noget specielt.

Inden møde nr. 2 i musiknørdeklubben Music Appreciation Society af 13. april 2013 havde vi hver især forberedt en liste med 7 albumåbnere. Altså 7 numre, der på ualmindeligt vellykket vis indleder rækken af numre på et album.

Hvis man som jeg stadig ynder at lytte til sangene, i den rigtige rækkefølge, og betragte pladen som et (helstøbt) værk, er skæring nummer 1 den første, man lytter til.

Der er mange måder at åbne et album på. Det kan for eksempel være overrumplende, med speederen i bund, men det kan også være tyst og dragende. I nogle tilfælde er første sang på det givne album identisk med den første single fra pladen. I andre tilfælde har albumåbneren levet en lidt hengemt tilværelse, fordi eksempelvis sang nr. 3 har stjålet al opmærksomheden.

Albumåbneren kan også for eksempel definere resten af albummet, eller det kan tværtimod skille sig ud og være helt sin egen, som overhovedet ikke lyder som de andre numre på skiven…

Her er min liste med 7 fremragende albumåbnere (i kronologisk rækkefølge):

1. Television: See no evil (Marquee moon, 1977).

Rock-/punkbandet Television blev dannet i New York 1973 og hører til blandt pionererne inden for punk, amerikansk new wave og art rock.
Debutalbummet Marquee Moon er spækket med Tom Verlaines karakteristiske, geniale guitarspil, og albummet har med tiden opnået kultstatus.
Jeg har det sådan, at jeg nærmest bliver hypnotiseret af den vellydende og letgenkendelige guitar, ligeså snart pladen går i gang med nummeret ‘See no evil’.

 

2. The Clash: London Calling (London calling, 1979).

Britiske The Clash udgav ultimo 1979 post-punk-albummet London Calling.  Pladen byder på en del forskellige stilarter, som f.eks. punk, reggae, rockabilly, lounge jazz og hård rock og regnes i dag blandt en af rockhistoriens vigtigste udgivelser.
Albumåbneren er uforglemmelig. Overrumplende, dramatisk og catchy som bare fanden! “London calling to the faraway towns/Now war is declared and battle come down/London calling to the underworld/Come out of the cupboard, you boys and girls.”

3. Dinosaur Jr.: Freak scene (Bug, 1988).

Det alternative rockband Dinosaur Jr. udgav 1988 deres tredje album, Bug, og det første nummer på pladen blev lidt af et undergrundshit. Guitarist- og forsanger J. Mascis’ snøvlende og særegne vokal samt forrygende guitarspil går på dette nummer op i en højere enhed. Det er catchy, det er møgbeskidt, og man mærker virkelig, at der er noget på spil, når J. Mascis synger; “Sometimes I don’t thrill you/Sometimes I think I’ll kill you/Just don’t let me fuck up, will you?/’Cos when I need a friend, it’s still you. What a mess.”

4. Beck: Loser (Mellow gold, 1994).

Netop som den vilde og intensive grunge-bølge 1994 mistede en del af sin saft og kraft, blev masserne introduceret for den 24-årige Beck Hansen.
Den lettere stenede amerikaner skabte et monsterhit med nummeret ‘Loser’, videoen kom i heavy rotation på MTV, og Beck blev udråbt som kongen af slacker-kulturen.
“Loser” er et helt fantastisk åbningsnummer, som bl.a. byder på den uforglemmelige åbningslinje; “In the time of chimpanzees I was a monkey/butane in my veins so I’m out to cut the junkie…”.

5. Nick Cave & The Bad Seeds: Into my arms (The boatman’s call, 1997).

Geniale Nick Cave, aka Mørkets Fyrste, og hans fantastiske The Bad Seeds udgav i 1997 ét af deres mest vellykkede album; The boatman’s call. En noget nær perfekt plade med melankolske perler på en snor. De første fire minutter og femten sekunder af mesterværket går med denne ‘stripped down’-ballade, hvor fokus er på Caves vokal og klaver. Dén sang rammer mig, hver eneste gang jeg lytter til den.

6. Beach House: Myth (Bloom, 2012).

Denne duo fra Baltimore har virkelig imponeret mig de senere år. Deres stilsikre og eminente dream-pop har luft under vingerne og besidder en sjældent set dybde.
Albumåbneren og første single fra deres fjerde plade er smuk, dragende – og noget nær perfekt i hele sin opbygning og udtryk.

7. Low: Plastic cup (The invisible way, 2013).

Jeg kan kun forestille mig ét band, der kan synge så smukt om at pisse i et plastikkrus – og det er amerikanske Low. De har siden starten af 1993 udgivet mange fremragende indiepop-/rock/slowcore-albums, men måden, de lægger fra land på på The Invisible way, er suveræn. En dyster sag, men alligevel på en til tider ‘tungen-i-kinden’-agtig måde (i videoen ikke mindst) om bl.a. at dumpe en narkotest – og så afsluttes sangen ret genialt med ordene; “…Well maybe you should go out and write your own damn song, and move on.”

Leave a Reply

Your email address will not be published.