Det er igen blevet tid til at nørde igennem med lister over bedste musiknumre ud fra specifikke kategorier.

Denne gang kommer mit bud på de numre der afslutter et album på den mest vellykkede måde. Altså sidste skæring på pladen der runder det hele af i overbevisende stil! Den anden kategori er en sand rutsjebanetur i følelsesregistret. Det er nemlig en liste med fem numre der enten er præget af ‘weltsmerz’ og tristesse eller berusende lykke og brede smil.

5 ‘albumafsluttere’

Suede: Still life (Dog man star, 1993).

Mit forhold til Suede har været har haft et ret sært forløb. I hvert fald husker jeg tydeligt hvordan jeg primo-/medio 90’erne nærmest ikke kunne udstå bandet med ‘krukken’ Brett Anderson i front. Sikkert mest fordi mit fokus mest var på Seattle og den dejlige beskidte rock der flød fra det område i de år. Suedes britpop og glamrock var derimod IKKE noget for mig. Som årene er gået har jeg dog lært at holde af en stribe numre med briterne. Ikke mindst dette nummer som på storladen facon med strygere og masser af følsomhed runder et fremragende album af på smukkeste vis.

Portishead: Glory box (Dummy, 1994).

Et nummer der kryber langt ind under huden. Med den knitrende lyd, samples, forvrængede guitar og Beth Gibbons inderlige sangstil. Sangen byder blandt andet på uforglemmelige linjer som; ” I’m so tired of playing/Playing with this bow and arrow/Gonna give my heart away/Leave it to the other girls to play…” Hele albummet er uforglemmeligt og et af de bedste overhovedet fra den æra i musikhistorien.

Foo Fighters: Exhausted (s.t., 1995).

Forholdsvis kort tid efter frontfiguren i Nirvana Kurt Cobain i april 1994 meldte sig ind i ‘club 27’ kastede bandets trommeslager Dave Grohl sig over et nyt projekt han kaldte Foo Fighters. På det tidspunkt var Foo Fighters en enmandshær og debutalbummet er stadig en af de bedste Foo-skiver. Udtrykket er ikke voldsomt langt fra Nirvana og enkelte af numrene skrev Grohl mens Nirvana stadig eksisterede. Cobain var eksempelvis begejstret for Exhausted og overvejede at lade sangen indgå i Nirvana-kataloget. Sådan gik det som bekendt ikke. I stedet blev nummeret et glimrende afslutningsnummer på det første Foo Fighters album. Nummeret er atmosfærisk, reflekterende – og ender i et skønt og langvarigt virvar af støjende distortion.

Kent: Visslaren (Hagnesta hill, 1999).

Smukt nummer der lægger tyst fra land, mens den svenske lyrik får lytteren til at spidse ører; “Det är något i dina ögon som skrämmer mig så”. Den undertrykte desperation bryder for alvor ud i lys luge midtvejs i nummeret hvor guitaren flænser lydbilledet mens Joakim Berg gentager linjerne; “Det är bara minnen för livet och du tar allting för givet”.

Little Joy: Evaporar (s.t., 2008).


Little Joy er en amerikansk/brasiliansk gruppe med blandt andre The Strokes trommeslageren Frabrizio Moretti og Binki Shapiro. Den alternative pop/rock med inspirationer fra bossa nova og samba er dybt charmerende og debutalbummet (desværre stadig den eneste plade fra bandet) er en fuldtræffer. Den både afslappede og romantiske stemning er i højsædet på Eveporar der synges på portugisisk.

5 ‘Wild mood swings’

Henson/Pottle: Muppet show theme (1976).

Vi starter i det muntre hjørne. Jeg er vild med stemningen i legendariske The Muppet Show. De fantasifulde dukker, galskaben og langt-ude-humoren gik rent ind da jeg som barn stiftede bekendtskab med ‘mupperne’ for første gang. Der kommer helt automatisk et stort smil på læberne når det gakkede temanummer strømmer ud af højttalerne.

R.E.M.: Everybody hurts (Automatic for the people, 1992).

Den ultimative sang om hvordan det er at føle sig nede i kulkælderen. Forsanger Michael Stipe synger med en indlevelse så man bare lytter ærbødigt, mens han minder lytteren om at man ikke er alene. Nummeret endte vel på mange måder som en hel generations ‘trøste-sang’.

Sophia: Directionless (The infinite circle, 1998).

Her er der virkelig tale om et ‘weltsmerz’-nummer. Tristessen får frit spil på en måde så det næsten gør ondt. Netop derfor er nummeret også så forbandet vellykket. Man mærker smerten og modløsheden og autenciteten er i top.

Eels: Hey man (now you’re really living) (Blinking lights and other revelations, 2005).

Well… ovenpå et seriøst skud ‘weltsmerz’ er det vel på sin plads med en ‘happy go lucky’-sang om smukke kvinder, grønt græs og om at leve livet!

Peter Sommer: Hærværk (Til rotterne, til kragerne, til hundene, 2008).

Efter Peter Sommer brød igennem med sangen om at “snakke som man gør det vest for Valby Bakke” blev udtrykket 4 år senere radikalt anderledes. Der er ikke meget hygge over albummet som for mig står det som det stærkeste udspil indtil nu. Det er en plade om forfald og referencen til Tom Kristensens berømte roman Hærværk er til at tage og føle på. Nummeret Hærværk slår fast med syvtommer søm at dette er alvor når Hr. Sommer bombastisk synger; “…Og mørket trumfes kun af støjen fra et larmende jernværk/hvor du blev bygget til at se en sol gå ned/som dit daglige livsværk/Det her er din Løgn Over Løgn/Det her er dit Hærværk”.

About The Author

Omkring 30­-40 år gammel. Fra Hjørring af (som vi Hjørringensere siger). Gift, og stolt far til 3 børn. Arbejder til daglig som bibliotekar ved Hjørring Bibliotekerne. Elsker musik (især rock), film (især Star Wars), tegneserier (især Steen & Stoffer), fodbold (især AaB), bøger (mange forskellige slags!), og kaffe (masser af sort kaffe), og vinyler (vinyl rules!).

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.