Jeg har ‘altid’ været rigtigt glad for musik.

Desværre har jeg aldrig fået lært at beherske den akustiske guitar – og elektriske guitar med forstærker og distortion-pedal(!) – jeg investerede i for mange år siden. Den elektriske guitar + tilbehør blev senere solgt igen, og den akustiske guitar samler støv…

MEN det at lytte til musik, og jeg mener virkelig lytte, intensivt og aktivt, er jeg ganske god til – og jeg sætter stor pris på det. Denne interesse har i tidens løb ført til, at jeg har brugt en hel del penge på musik. Fortrinsvis i form af køb af cd’er og lp’er.

På et tidspunkt blev jeg tilknyttet Vendsyssel Tidende i Hjørring (nuværende NORDJYSKE Stiftstidende) som ulønnet, freelance musikanmelder. Senere fortsatte jeg den ulønnede gerning som musikskribent i en årrække hos musiksitet Undertoner.

Siden jeg i 2009 stoppede som musikskribent, har jeg ikke – sådan for alvor – skabt rum og tid til at ‘nørde’ igennem, hvad angår musik.

Men så var det, en god ven en aften fik en god idé. Vi var tre venner – alle musikelskende bibliotekarer – afsted sammen til en akustisk koncert med de nordjyske helte The Blue Van, hvor den fremragende upcoming musiker R. Noor var support. Datoen var 13. april 2013.

Den gode idé gik på, at vi tre burde mødes med jævne mellemrum med det formål at afspille musik for hinanden, gerne med en lille forklaring eller anekdote til hvert nummer og med skiftende temaer. Herlig idé! Aftener dedikeret til at påskønne musik, fortælle om ens forhold til nøje udvalgte numre, og samtidig, med åbent sind, lytte til de to andres udvalgte numre og grunde til, hvorfor de har valgt netop disse skæringer. Det hele naturligvis kombineret med lidt god mad, snacks, øl og rødvin. Perfekt koncept!

Klubben, som efterfølgende har fået navnet Music Appreciation Society af 13. april 2013 (forkortet MAS13042013). Vi har siden da afholdt syv møder. Min ambition er, at jeg her på metronaut.dk løbende vil offentliggøre listerne med berigende tekst til.

Første møde i MAS13042013 havde temaet “10 essentielle + 5 boblere“. For ligesom at skyde det hele i gang valgte vi denne overskrift for vores allerførste lister i MAS13042013-regi.

Vi fandt ud af, at det fælles tema kunne angribes på lidt forskellige måder. Jeg valgte at gå kronologisk til værks og udvalgte de numre, der i tidens løb har gjort størst indtryk på mine lyttende sæt ører, og som jeg synes holder 100% den dag i dag;

10 essentielle:

1. AC/DC: Who made who (Maximum Overdrive, 1986).

Dette fantastiske nummer stammer fra soundtracket til Stephen King-filmen Maximum Overdrive (1986). Jeg var 9 år dengang. Min storebror havde albummet på LP, og den snuppede jeg, hver gang jeg kunne kom til det. Et nummer, der virkelig kick-startede min fascination for heavy rock. Snart fik jeg ørerne op for AC/DC’s bagkatalog, og AC/DC-T-shirts blev højeste mode hjemme hos os.

2. Guns N’ Roses: Sweet child o’ mine (Appetite for destruction, 1987).

I nogenlunde samme periode blev grimme Guns N’ Roses-T-shirts også det helt store hit hos undertegnede. På albummet Appetite for destruction fik rock’n’roll-attituderne hos Axl Rose, Slash & Co. ikke for lidt, og det gik rent ind hos en 10-årig drengerøv med hang til hård rock. Det er langt fra alle Gn’R-numre, jeg synes, holder i dag, men det gør denne fandeme! Et nummer, der blandt andet byder på noget nær verdens fedeste guitarsolo!

3. Nirvana: Smells like teen spirit (Nevermind, 1991).

I 1991 skete der noget. Rockmusikken trængte til at få et los i røven. Og det fik den. Noget så eftertrykkeligt! Nirvana blev bannerfører for den bølge af rockbands, der væltede ud fra Seattle i det nordvestlige hjørne af USA. Bølgen fik prædikatet grunge og dækkede i realiteten over mange forskelligt lydende bands. På gennembrudspladen Nevermind dyrkede Kurt Cobain & Co. især beskidt rock kombineret med hooks og fængende melodier. Ovennævnte nummer blev nærmest en hymne for en hel generation. Jeg var – ligesom mange, mange andre – fuldstændig solgt!

4. R.E.M.: Drive (Automatic for the people, 1992).

Dette er et af de smukkeste numre, jeg kender. Elsker stemningen og den atmosfære, der indhyller nummeret. Michael Stipe er en sanger i absolut særklasse, og R.E.M. var et fantastisk band, der har haft enorm betydning for alternativ rock.

5. Smashing Pumpkins: Mayonaise (Siamese Dream, 1993).

Dette Chicago-band var mestre i at skabe smuk musik med mudret feedback. Billy Corgan er en sublim guitarist, og så er han udstyret med en sær og ganske unik sangstemme, som man vel enten elsker eller hader. Dette album er et mesterværk, og Mayonaise er en meget værdig repræsentant for pladen. Smuk, smuk blanding af støjende og stille passager!

6. Nirvana: Frances farmer will have her revenge on Seattle (In utero, 1993).

Netop opksriften quiet/loud dyrkede Nirvana også. På den svære opfølger til det massive gennembrud Nevermind havde trioen allieret sig med producer Steve Albini (Pixies m.fl.). Målet var at skabe en mere flosset og rå rockskive. Bandet ville for alt i verden ikke lave en form for Nevermind II. In Utero står for mig som et absolut mesterværk, hvilket jeg har skrevet en artikel om.
Jeg kunne nærmest have valgt et hvilket som helst nummer fra denne plade, men valget faldt til sidst på Frances farmer will have her revenge on Seattle. Ikke mindst pga. historien om Frances Farmer, som Cobain efter al sandsynlighed spejlede sig i. Og så er det jo bare et suverænt godt, møgbeskidt rocknummer.

7. Soundgarden: Fell on black days (Superunknown, 1994).

Denne 10 essentielle liste satte en fed streg under, at Seattle-bølgen i start-halvfemserne har haft stor betydning for undertegnede. Jeg husker tydeligt første gang, jeg stødte på Soundgarden. Jeg hørte et nummer med dem i et aldeles legendarisk radioprogram ved navn Martha Podells søndagsskole, som blev sendt på P4 i P1 sent søndag aften efter lige så legendariske Det Elektriske Barometer. Jeg købte fluks albummet Badmotorfinger og skrev “Soundgarden” med kæmpestore bogstaver på mit matematikhæfte. Det var dengang, bandet var temmelig ukendt herhjemme. Altid fedt at ‘opdage’ et band, inden alle andre også gør det. Ovennævnte nummer er dog fra deres helt store gennembrudsalbum Superunknown. Et af deres bedste numre overhovedet. Dystert og dragende som bare fanden – og så besidder frontfigur Chris Cornell en af de største rockstemmer – ever!

8. Psyched Up Janis: Vanity (Swell, 1994).

Med vanlig forsinkelse nåede grunge-fænomenet også til Danmark, men i min bog var der kun et par bands, der fortolkede denne rockbølge med succes. Boghandle og Psyched Up Janis. Vanity er tungt og støjende, og videoen til nummeret viser en lettere sky Sune Wagner, gemt bag store tykke dread-locks, i front. Fantastisk rocknummer, og jeg mindes med et stort smil på læben de koncerter, jeg var til med bandet i disse år. I dag har Sune Wagner pæn succes, også i USA, med duoen The Raveonettes.

9. Pearl Jam: Immortality (Vitalogy, 1994).

Tilbage til Seattle. Pearl Jam har som de eneste af de helt store bands fra Seattle-bølgen, holdt sammen i alle årene. Da mesterværket Vitalogy udkom i 1994, var Nirvanas frontfigur Kurt Cobain lige død, og Seattle-bølgen var ved at være en overstået epoke. Temaerne på pladen er præget af Cobains død, ikke mindst på dette nummer. Et nummer, der er dystert, stemningsmættet og frem for alt smukt.

10. Radiohead: Everything in its right place (Kid A, 2000).

Efter britiske Radiohead stor-hittede med albummet OK Computer (1997), fulgte de det op med Kid A i 2000. Et album, der i den grad distancerede sig fra dens forgænger. Radiohead gik helt nye, overvejende elektroniske veje på denne plade. Et skønt og overrumplende sporskifte. Der er mange fantastiske stunder på denne plade og altid nye elementer at opdage i musikken. Da dette er åbningsnummeret, signalerer det de nye tider, hvad angår Radioheads sound. Modigt og fremragende nummer.

5 Boblere:

1. Neil Young: Heart of gold (Harvest, 1972).

2. Pet shop Boys: It’s a sin (Actually, 1987).

3. Rage Against The Machine: Killing in the name (Rage Against The Machine, 1992).

4. Tricky: Black steel (Maxinquaye, 1995).

5. Nick Cave & The Bad Seeds: And no more shall we part (No more shall we part, 2001).

 

[divider]HVAD MENER DU?[/divider]

Du synes garanteret, der mangler noget i ovenstående liste, noget er okay, mens andet er helt hen i vejret. Spring til tasterne, og skriv DIN personlige “10 essentielle”-liste i kommentarfeltet herunder.

2 Responses

  1. Arni Beck Gunnarsson

    Kan stadig huske teltet i Valby, da Radiohead kom forbi med Kid A. Superfed koncert, hvor både Radiohead og Sigur Rós spillede.
    Har siddet og lyttet til Kid A i dag, netop pga. denne artikel.

    Svar
  2. Lars Simonsen

    Kid A er også virkelig et genialt album. Det egner sig glimrende til ‘heldags-lytning’! 😉

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.