Hvis der er én ting der kan få det til at løbe de fleste af os koldt ned af ryggen, så er det tanken om at løbe tør for strøm på mobilen, uden vi har mulighed for at lade op. Og med det strømforbrug de fleste moderne smartphones har i dag, er det et scenarie der er yderst plausibelt.

Ud over at rende rundt med laderkabler, er den oplagte løsning en powerbank. En powerbank er sådan set bare et genopladeligt batteri, man lige kan sætte mobilen i for at få juice nok til man når hjem, eller frem til næste laderstation.

Den dansk techproducent Sandberg har netop sendt en ny powerbank på markedet, og det er noget af et monster i klassen med hele 30.000 milli-Ampere. Og taget i betragtning af at de fleste powerbanks typisk har et sted mellem 6.000 og 15.000 milli-Ampere, så er det noget af et batteri Sandberg har produceret.

De kalder modellen for Survivor Powerbank, og det er et navn der giver mening. Sandberg lover, at en fuld opladt powerbank skal kunne oplade en typisk smartphone 12 gange. Så det er altså rigeligt til en uges telttur i ødemarken.

Derudover er Survivor Powerbank også skabt i robust materiale, der er både støv og vandafvisende. Og hvis du taber den på gulvet, er det gulvet du skal tjekke om der er sket noget med. Og så kommer den med 5 år garanti.

Der er to USB-udgange, et USB-QC 3.0-udgang og en USB-C udgang, så du faktisk kan oplade fire enheder af gangen – selv en tablet eller bærbar computer skulle kunne kører på strøm herfra.

På forsiden af powerbanken er der fire små led-lamper, der skal vise hvor meget strøm der er på. Når alle fire lyser er den fuldt opladt. Desværre virker denne feature på det eksemplar vi har haft til test kun når powerbanken oplades. Når den er i brug lyser alle fire lamper hele tiden, og man kan derfor ikke se hvor meget strøm der reelt er tilbage. Lidt ærgerligt.

På bagsiden er der en kraftig lygte med 8 led-lamper. Den kan indstilles i forskellige styrker, blinke, samt sættes til at udsende SOS – hvilket er smart hvis man er ude på førnævnte ødemark, og ikke kan finde hjem.

Survivor Powerbank fra Sandberg er en stor og robust powerbank. Den vejer 620 gram, så det er ikke en man lige har med i inderlommen hver dag. Men det giver fuld mening at have i bilen eller rejsetasken, og den er det helt oplagte valg til det aktive udendørsmenneske med hang til ødemarker og overlevelsesturer.

Udsalgsprisen er 1199 kr på Survivor Powerbank 30000 PD45W, og det er selvfølgelig noget af en pris i forhold til de andre spillere på markedet, men denne powerbank er et nichéprodukt der henvender sig til et meget mere krævende segment end de små alternativer til lommeopbevaring.

Leave a Reply

Your email address will not be published.