wowJeg gad vide, om I Metronaut-læsere har det ligesom mig. Man ser comic-con, games-con, Blizz-con, og uanset hvor man kigger hen, er der fans klædt ud i fantasifulde kostumer. Man –ved– bare, at der dybt inde i en selv er en ork eller en Clark Kent gemt, som kun venter på at komme ud, og man drømmer videre og frygter, at man en skønne dag vågner op og føler sig for gammel til at gå i gang.

I dag får I lov at møde en dansk cosplayer, Steffan Jespersen fra Esbjerg, som har taget skridtet videre, og høre lidt om ham. Metronaut følger naturligvis op med vores helt egen gør-det-selv-guide, hvor vi laver fejlene, så I slipper for det!

Steffan blev overtalt af en veninde til at deltage i SVScon (anime convention), og han blev snart bidt af hobbyen. Hans første cosplay var Zabuza fra Naruto, men hurtigt lokkede en video med opskriften på en Iron Man handske, og så var Steffan grebet.

Han siger selv, at han gerne vil ”være” hans helte, og det kan man også se på hans dragter, som blandt andet omfatter The Lich King fra World of Warcraft, men også Iron Man.

 

 

ironman

 

Hans bedste råd til en nybegynder er dog at begynde med et lidt lettere kostume og så at arbejde sig opad. Hans første kostume kostede ikke meget mere end 100-200 kroner, hvorimod hans største projekt, the Lich King, nok nærmere har kostet 2.000 kroner. Som nybegynder risikerer man at løbe sur i det, inden man er halvvejs, hvis man starter for ambitiøst.

Steffan bruger det meste af sin fritid på sin hobby og har da også mødt både kæreste og venner gennem conventions (steder, hvor cosplayers mødes). Vennerne er i øvrigt helt med på Steffans hobby, og hans søster er også cosplayer. Resten af familien syntes derimod nok, at det var lidt sært til at begynde med, men har efterhånden vænnet sig til den lidt specielle hobby og støtter da også Steffan i det.

Det er ikke altid, tingene ender, som Steffan ønskede det, men så må man jo lære af sine fejl, som han siger med et smil. For indimellem ender tingene ikke helt, som man ønskede det, og så må man jo starte forfra.

Hvad er så Steffans næste planer? Tja, som han selv siger, så er han meget ivrig World of Warcraft-spiller, så de fleste af hans næste kostumer bliver nok fra det univers. Kostumerne er primært til ham selv, for det er ”bare” en hobby, og selvom han indimellem har lavet nogle ting til venner, så er det mest bare for sjov.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at jeg bare skal kaste mig ud i det. Steffan er med på den ide, og anbefaler mig  at anskaffe mig den her, som er den bedste nybegynder-guide, han kender. Derudover er Youtube tutorials rigtig gode at benytte.

Følg gerne med til efteråret, når jeres ydmyge metronaut kaster sig ud i at begå alle nybegynderfejlene, så I ikke også behøver at lave dem.

About The Author

Computernørd, taljonglør og hardcore online rollespiller. Lever det meste af sit liv online, når hun da ikke nyder tiden sammen med manden hun mødte i World of Warcraft. Afhængig af kaffe og tweets.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.