Onsdag startede Void – festivalen for animationsfilm for voksne – lige så stille op med udsolgt til en fransk fortids-sci-fi-film.

APRIL AND THE EXTRAORDINARY WORLD handler om April og hendes talende kat, der tager på en rejse for at finde hendes forsvundne forældre. Begge forældre er videnskabsfolk, og sådan ca. alle videnskabsfolk og forskere er forsvundet. At Aprils kat kan tale skyldes et eksperiment, der ikke helt fik det udfald, der var håbet på. Men det er meget heldigt, for det at have en kat på sit hold, vel at mærke en kat, man rent faktisk kan tale med, giver nogle ekstra muligheder i kampen for at løse mysteriet.

april_and_the_extraordinary_world_still

I en verden, hvor elektricitet ikke er opfundet, eller i hvertfald ikke er gjort til allemandseje, drives alting af damp, og derfor er dampmaskinerne udviklet i rimelig vild grad. Det giver Paris et look og et feel, der både signalerer fortid og fremtid på en gang. Fremtiden, som den muligvis har set ud i fortiden, kan man sige. Tegnemæssigt er det en klassisk tegnefilm, og undertegnede kom flere gange til at tænke på personer fra Tintins univers, især var der et par personer, der vækkede stærke minder om Dupont og Dupond.

Det var ikke en dårlig film, men det var måske nok ikke lige mig. Men folk i salen virkede generelt meget begejstrede, så hvis man er til det, der kaldes steampunk, så kunne det godt være, man skulle opsøge den.

3af3

 

 

 

1023988-divorcesc.034-1200Torsdag startede for mit vedkommende med en film, der ramte min smag noget mere. ROCKS IN MY POCKETS er Signe Baumanes dybt personlige fortælling om depression og sindssyge. Signe har boret i sin egen familiehistorie for at komme til bunds i, hvad der mon ligger til grund for hendes psykiske lidelser. Hendes farmor døde under mystiske omstændigheder – måske døde hun af et dårligt hjerte, eller måske lå der noget andet til grund. Farmoderen mødte en driftig mand med masser af succes og masser af fiasko i rygsækken. Hun faldt for ham, og han forlod kone og børn for hende. De startede en mælkeproduktion med et par køer lige ved siden af et mejeri, men farmoderen var nødt til at slæbe den ene spand vand efter den anden op ad en bakke hver eneste dag. Så Signe mener ikke, hun kan have haft dårligt hjerte. Siden tog staten først halvdelen af familiens dyr, senere tog nazisterne resten, og farmoderen, der længe havde drømt om sin frihed, fik det værre og værre – oveni måtte hun kæmpe med en dødeligt jaloux mand, der troede, hun spejdede efter fremmede mænd, når hun drømmende betragtede floden. I virkeligheden overvejede hun (måske) at drukne sig – døden er også en måde at frigøre sig, syntes tanken at være.

Flere andre af Signes tanter og kusiner led af psykiske problemer, bl.a. var der en, der troede, at hun skulle giftes med sin logerende, men det havde han nu ikke tænkt sig. Hun blev første gang hentet af ambulancen, da hun dansede rundt i haven iført en bryllupskjole, der aldrig blev brugt. Den historie ender i noget, der ligner en gyser. En anden kusine hørte stemmer og boede alene med et skakspil, der i filmen bliver fremstillet som hendes eneste venner. Også denne historie ender tragisk.

Signe derimod nægter at overgive sig til de psykiske problemer, som hun også kæmper med. Tilsyneladende knækker hun koden, der dels handler om ikke at gøre ting, fordi familie eller andre synes, det er det rigtige at gøre. Man skal gøre det, der virker rigtigt for en selv. Og dels ved at nægte at spise de piller, som de fleste andre i hendes familie har fået recept på. Signes familie kommer fra Letland, og her var det helt almindeligt at behandle stort set alt, hvad der lugtede at psykiske problemer, med antidepressiv medicin. På den måde bliver filmen også en skarp kritik af datidens psykiatri. For måske var det pillerne, der drev familiens kvinder til selvmord?

Det lyder meget sort og dystert det hele, men det er fortalt med en indsigt og humor, der gør, at lattermusklerne i den grad også bliver rørt. Det hele er håndtegnet og med en del skæve indfald, der giver filmen et visuelt særkende. Depressionen stikker bogstavelig talt sit grimme ansigt frem, og en stige bliver twistet, så den ligner en DNA-streng, så stigen bliver et symbol på familien. Men hvor det visuelle fungerer rigtig godt, er det en anden sag med fortællerstemmen. Der er ingen dialog i filmen, hele historien bliver fortalt i voice-over indtalt af Signe selv. Det bliver i det lange løb – Signe taler næsten konstant i samtlige 88 minutter – lidt monotont, og der kunne altså med fordel have været vekslet mellem voice-over og mere traditionel dialog.
4af6

 

 

 

cheatin-lithoDernæst var der danmarkspremiere på festivallens æresgæst Bill Plymptons seneste film CHEATIN’. På den efterfølgende Q&A fortalte Bill, at han havde baseret historien på følelser, han selv havde gennemlevet for 15 år siden, hvor han havde en kæreste, som han til sidst ikke kunne udstå – men samtidig stadig gerne ville have sex med…

Ella og Jake møder hinanden, da de kører i radiobiler, hun alene og han med sin kæreste. Da der sker en ulykke, redder Jake Ella, og hun forelsker sig i ham. Da hendes hjerte bryder i brand, er han brandmanden, der kommer og redder hende igen. I virkeligheden er han tankpasser, og en rimelig lækker en af slagsen baseret på det antal seksuelle tilbud, han får fra de kvindelige kunder. Men han siger nej – han ser kun Ella. Lige indtil den dag nabokonen udtænker en plan, der får Jake til at tro, at Ella er ham utro. Tragedien er i hus, da Jake drukner sin sorg ved at tage imod alle de frække tilbud, han får, og Ella og Jake driver længere og længere væk fra hinanden, mesterligt illustreret ved en scene, hvor de ligger ved siden af hinanden i ægtesengen, men lige meget hvor langt Ella strækker armen, kan hun ikke nå Jake.

Om den ender tragisk eller komisk, må du selv se filmen for at finde ud af. Der er mulighed for at møde Bill Plympton flere gange i løbet af ugen, især lørdag er “store Plympton-dag” med hele fire af hans film på programmet og med Q&As imellem dem under ledelse af Christian Monggaard. Det var også de to, der talte sammen foran lærredet torsdag aften, og Plympton fortæller levende og interessant. Efter torsdagens film var der desuden mulighed for at hilse på Plympton i foyeren, hvor han signerede og håndtegnede figurer fra filmen og chit-chattede med sit publikum.

4af6

 

 

 

tumblr_nn0122WaBu1qzoziho9_1280Endelig blev aftenen for mit vedkommende rundet af med to kortere film af Don Hertzfeldt. WORLD OF TOMORROW er en interessant sci-fi-tidsrejsefilm, hvor en lille pige møder sig selv i en fremtidig udgave, som er rejst tilbage i tiden for at møde sig selv og få genopfrisket sin hukommelse fra sit yngre jeg, der stadig har mindet i frisk erindring. Ja, det er med at holde tungen lige i munden, men det er sjovt, bl.a. fordi den lille piges replikker er brudstykker, som Hertzfeldt har optaget af sin niece, mens hun legede.

 

4af6

 

 

 

BeautifulDay2IT’S SUCH A BEAUTIFUL DAY er Hertzfeldt barberet helt ned. Vi følger tændstikmanden Bill, der går grumt meget igennem, er jævnt depressiv og har svært ved at skelne virkelighed og fantasi… Det giver ingen mening at prøve at beskrive handlingen yderligere, for filmen bliver fortalt meget fragmentarisk og nærmest i one-liners, hvor noget giver mening, og noget virker totalt random. Det var lidt som at se en blanding af stand-upperen Simon Kolds løsrevne sætninger og Mikael Wulffs narrativ. Skørt og skævt på den helt rigtige måde. Oprindeligt var det 3 film på hver ca. 20 minutter, der her var sat sammen til 62 minutters vanvid. Det var alt for kort, og jeg sad og ønskede, at det bare skulle blive ved og ved og ved. Og hvem ved, måske kommer der mere, for slutningen afslører, at Bill lever videre i al evighed, til der ikke er noget som helst andet end Bill tilbage. Kort sagt: You can’t kill Bill – tag den, Tarantino…

5af6

About The Author

Uhelbredelig samlernørd. Introducer ham venligst ikke for noget nyt, for han begynder bare at samle på det, og han har ikke plads (siger hans mor). De aktive samlinger tæller: Zombier (specifikt, og horror sådan generelt), James Bond, Iron Maiden, Shu-Bi-Dua og juleøl. Til daglig er han pædagog, og her forsøger han med skiftende held at fremstå normal.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.