Her i juli kommer det næste filmiske udspil fra Marvel, og denne gang er det en af deres måske mest oversete – men sært nok vigtigste – superhelte, som har fundet vej til det store lærred.

Jeg snakker her om Ant-man, men hvem er Ant-man, og er han i familie med Ant-boy? Vi ser nærmere på Ant-man i denne artikel, og hvilken version af superhelten kan vi forvente at møde i biografens mørke?
Her på Metronaut bruger vi superheltenes danske navne, og Ant-mans danske navn er intet mindre end Myremanden. At finde frem til dette navn satte vores redaktør Kim på overarbejde, men det lykkedes for ham at opstøve navnet. Måske ønskede jeg ikke at tro, navnet skulle være så simpelt (helt ærligt, det lyder sgu lidt feset), derfor tog jeg kontakt til tegneseriebutikken Fantask i København, hvor det danske tegneserieorakel ’Marvel’ Morten Søndergård bekræftede mine værste anelser – han hedder Myremanden.
Da det tog så meget omhu at fremdrive navnet, føler jeg, at det er med god grund. Myremanden (jeg skælver) har aldrig været særligt populær eller kendt på det danske tegneseriemarked. For det meste hænger han ud sammen med Alliancen som en baggrundsfigur, og hverken Alliancen (Avengers red.) eller Myremanden havde den store gennemslagskraft på det danske superheltemarked. Trods dette har han nu fået sin egen film, og det er på tide at se nærmere på, hvem Myremanden er, og hvad han kan.

ant-man[1]

Oprindelse

Myremanden blev introduceret allerede i 1962 i tegneseriehæftet Tales to Astonish nummer 27 og er skabt i et sammenarbejde mellem Stan Lee, Larry Lieber og Jack Kirby. Inden Myremanden blev transformeret til superhelt, var han en videnskabsmand ved navn Hank Pym. Han havde udviklet ’Pym Partiklen’, som det lykkedes ham at syntetisere til separate serummer. Det ene havde evnen til at skrumpe individer, hvor det andet kunne vende processen, så man kunne vende tilbage til original størrelse. Første gang Hank Pym prøvede sit serum, var han så uheldig at ende i en myretue, som han måtte kæmpe sig ud af. Dette gav ham dog ideen til at udvikle en hjelm, som gjorde ham i stand til at kommunikere med myrer, og dermed var Myremanden født.
Under et af Myremandens første eventyr møder han kvinden Janet Van Dyne. De to forelsker sig, og Hank Pym afslører sin hemmelige identitet for hende. Han monterer insektvinger på hendes ryg, der ’vokser ud’, når hun selv skrumper. Med evnen til at skrumpe og flyve samt armbånd, der kan skyde små projektiler, tager hun aliasset Hvepsen og bliver ligeledes en superhelt. Hank og Janet gifter sig og bliver et uadskilleligt team, og de ender med at stifte Alliancen. Af andre mindeværdige bedrifter skaber han robotskurken Ultron, der udvikler kunstig intelligens, og som kunne opleves som skurk i den nyeste film om Alliancen: Avengers – Age of Ultron.
Han udnytter også sit store intellekt til at videreudvikle sit serum, så han også får evnen til at vokse sig større, og her tager han aliasset Gigantmand. På trods af det simple koncept med at vokse og skrumpe, som Hank Pym har udviklet, er han alligevel en af de mest komplekse superhelte, da skiftene mellem ekstremt stor og ekstremt lille gør ham mentalt ustabil. Han er den eneste superhelt, der udvikler skizofreni og skifter dermed mellem en række af aliasser. Udover de nævnte her bruger han også andre aliasser som Goliath og Yellowjacket (ingen dansk oversættelse). Hver af hans aliasser viser forskellige nuancer af hans sindstilstand. Goliath bruger han, når han er mentalt stabil, mens Yellowjacket er hans skurkealias. Jep, han har nemlig også været en skurk, der kæmpede mod Alliancen og forsøgte at dræbe sin kone.

to-steal-an-ant-man[1]

Kræfter

Myremandens kræfter er beskedne. Som vi kunne se ovenfor, har han evnen til at skifte størrelse via serum – både til myrestørrelse, men også til kæmpestørrelse. Senere bliver serummet lavet om til en gas, der er indbygget i hjelmen. Hjelmen er meget karakteristisk, når vi snakker om Myremanden. Det er den, der gør ham i stand til at kommunikere med insekter samt skifte størrelse. Han beholder dog sin normale styrke, når han skrumper, og ejer superstyrke som lille, mens hans styrke forøges, når han vokser.
Derfor er det manden, der besidder hjelmen og dragten, der er det vigtige aspekt. Hank Pym var en genial og højintelligent videnskabsmand, og små og menneskelige eventyr sammen med overnaturlig videnskab og svingende sindstilsand er kendetegnende for hans version af Myremanden. Men han er ikke den eneste, som haft dragten på i tidens løb.

ant_man_art_a_l[1]

Arvetagerne

En af de, der blandt andet har båret Myremandens dragt, er Scott Lang. Han opstod i 1979 og kunne ses første gang i Avengers nummer 181. Han er en tidligere straffefange, der i fængslet blev ekspert inden for elektronik. Han blev løsladt tidligt for god opførsel og blev ansat af Tony Stark til at overse det nye sikkerhedssystem for Alliancens hovedkvarter. Men da hans datter blev taget til fange, så han ingen anden mulighed end at stjæle Myremandens dragt i sit forsøg på at redde hende.
Dette lykkedes, og Hank Pym besluttede sig for at oplære Scott som en art superheltelærling med de samme kræfter til at skrumpe som sin forgænger. Dog har han vist evnen til at skrumpe sig endnu mindre, helt ned til det subatomare univers. Der er også forbedringer i hjelmen, blandt andet i form af en mindre iltforsyning og plexiglasvisir. Derudover har Scott vist evnen til at skifte størrelse uafhængigt af hjelmen og den gas, den leverer. I starten kunne han opleves i en række gæsteoptrædener i andre superheltes udgivelser, inden han blev medlem af De Fantastiske Fire og senere Alliancen.
I 2006 kom den nyeste version af Myremanden, hvor dragten blev båret af S.K.J.O.L.D-agenten Eric O’Grady. Han er dog en højest amoralsk superhelt, der stjæler dragten for egen vindings skyld. Han bruger den blandt andet til småtyveri og udspionering af kvinder og har en stærkt løgnagtig og manipulerende karakter. Han bliver kastet rundt mellem diverse superheltegrupper, og Kaptajn Amerika giver konstant chancer til Eric, da han tror på det gode i ham. Det gode kommer også frem i hans sidste stund, da han bliver tæsket ihjel i forsøget på at redde et barn.

I1T9a[1]
Til Filmen!!

Filmen om Myremanden har været lang tid undervejs. En af de kreative kræfter bag var Edgar Wright, der har arbejdet på manuskriftet siden 2006 og valgte at hoppe fra projektet i 2014 på grund af kreative forskelligheder med Marvel Studiet. Det er ret sent i processen, og optagelserne var allerede undervejs. På trods af al den polemik, som har omkredset filmen, så er den endelig ved at lande og markerer afslutningen på Marvel Cinematic Universe’s anden fase.
Versionen af Myremanden, de har valgt til denne er film, er Scott Lang (spillet af Paul Rudd) med en aldrende Hank Pym som mentor (spillet af Michael Douglas). Det lader til, de fokuserer på Scotts første par år som Myremanden, hvor han stadig er ved at lære, hvordan han skal bruge sine kræfter, og hvem han er som superhelt, og hans evner lader til at være begrænset til at skrumpe og snakke med myrer.
Desværre er ingen af disse versioner af Myremanden i familie med den danske superhelt Ant-Boy. Det kunne ellers fungere som noget af et plot twist i den kommende film, som har præmiere d. 17. Juli. Men hvis du ikke kan vente med at lære mere om Myremanden, kan du anskaffe dig Essential Ant-man vol. 1, hvor alle de vigtige historier om superhelten Myremanden er samlet.

About The Author

Med en bachelor i litteraturvidenskab, og en igangværende kandidat film- og medievidenskab, pløjer han sig gennem alle tænkelige nørdede discipliner. Dog holder han mest af tegneserier, og hvis du spørger ind til superhelte, så forbered dig på en time langt foredrag om, hvorfor Hulk kan tæske Supermand...

Related Posts

One Response

  1. Peter Madsen

    Tak for en super artikel og fordi I bruger de danske navne. Her kan nævnes at YellowJacket hed Gedehams i sin tid i de danske tegneserier og var ikke decideret en skurk, mere en tvetydig karakter.

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.