I 2004 udgav Christian Jungersen bogen ’Undtagelsen’, der med det samme strøg ind på bestsellerlisten og blev rost af både anmelderne og læsere. Der skulle gå over 15 år, og adskillige forsøg på filmadaptioner, før Jesper W. Nielsen og Christian Torpe fik fundet en måde at oversætte dilemmaer som voksenmobning, arbejdsmiljø og dødstrusler til det store lærred.

På Dansk Center for Information om Folkedrab sidder kollegerne Malene, Iben, Camilla og Anne-Lise. De to slyngelveninder Malene og Iben fniser og ser sjove YouTube-videoer og lukker ikke mange andre ind i deres varme to-kløver. Sekretæren Camilla er med på sidelinjen, ikke nødvendigvis accepteret, men dog heller ikke helt ude af varmen. Og sidst er der den nyankommne Anne-Lise, der sidder på sit eget kontor og er tvunget til at holde døren lukket da Malene ”ikke kan tåle træk” grundet hendes muskelgigt. Sammen udgiver de magasinet ’Nyt om Folkedrab’ om nogle af de værste krigsforbrydere i verden og de psykologiske mekanismer som ligger bag – flere af dem de samme som finder sted på kontoret, dog uden de selv er i stand til at se det.

Castet er der ikke en finger at sætte på. Lene Christensen i en dygtig birolle, Amanda Collin, der endnu engang cementer sig som en af de mest spændende skuespillere i Danmark, Sidste-Babbett, der viser, at hun er et power house af menneskelige følelser og ikke mindst Danica Curcic, der slår fast, at hun er blandt Danmarks bedste skuespillere. Specielt de to sidstnævnte skuespillerinder er i høj grad dem, som påtager sig den emotionelle del af historien og dermed også bliver vores vindue til at forstå, hvordan mobning på arbejdspladsen sætter sig i os som en krog og hvordan vi skal, og bør, påtale det i fremtiden.

En af filmens største svagheder er dog, at den aldrig får dvælet ved en karakter og dens stemning. Filmen ønsker unægteligt at skabe sympati hos Anne-Lises karakter og vi får dermed også en længere baggrundshistorie, men det hele bliver klippet i stykker for at nå frem til den næste pointe, hvilket ultimativ resulterer i, at vi aldrig får skabt en ordentlig relation til karateren end før det er for sent. Et tredje akt, som involverer dødstrusler, brandalarmer og serbiske gangsterbosser, ender med at føles alt for malplaceret og drejer i den grad fokus væk fra filmens reelle budskab.

Vores hovedkarakterer gør da heller ikke meget for, at vi som seere skal have bare den mindste sympati med dem. Til trods for, at de fire kvinder arbejder på Center for Folkedrab og om nogen har med de værste psykopater at gøre over de sidste mange hundrede år, har de dog intet problem med at slynge ordet ”psykopat” rundt om hinanden som var det fuldstændig almindeligt.

En interessant detalje ved filmen er dog, at den på intet tidspunkt ligner noget, som er optaget i Danmark. Først da en taxachauffør længere inde i filmen bliver bedt om at køre til Sølvgade, opdager man at vi befinder os i København. Hvorvidt dette er en bevidst detalje skal stå i det uvisse, men dog en sjov lille detalje at holde øje med.

I hvad der kunne have været en af Danmarks mest interessante dramafilm de sidste mange år, falder ’Undtagelsen’ desværre fra hinanden. Karaktererne gør ikke meget for at få en til at føle sympati med dem og historien falder fra hinanden mod tredje akt.

Jesper W. Nielsen   /   Danmark   /   2020   /   Drama   /   Spilletid: 115 minutter

Undtagelsen kan ses i biografen fra d. 2 juli

Leave a Reply

Your email address will not be published.