Vild tur i følelsesmæssig rollercoaster.

Kurt-Cobdian-Montage-of-Heck-movie-posterSom stor fan af Nirvana lige siden gennembruddet i 1991 var jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg ville ind og se dokumentaren Kurt Cobain: Montage of Heck i biografen. Jeg ejer et hav af mere eller mindre obskure dokumentarfilm om Nirvana og Kurt Cobain, men her er der endelig en gylden mulighed for at se en dokumentar, hvor instruktøren, Brett Morgen, har fået fuld afgang til hele Cobains efterladte arkiv af musik, tegninger, malerier, breve m.v. Enken Courtney Love og Kurt Cobains datter Francis Bean Cobain har tilmed medvirket som ‘executive producer’.

Inden turen gik mod biffen i Nordkraft, Aalborg, havde jeg læst flere anmeldelser af filmen, og stort set alle smed om sig med roser. Den officielle trailer lovede også rigtig godt. Så jo; jeg var spændt og forventningsfuld, da jeg satte mig til rette i biografstolen.

Jeg blev ikke skuffet. Det var ærlig talt en både vild og intens oplevelse at se filmen. En nærmest andægtig stilhed sænkede sig med det samme i biografsalen, da filmen gik i gang.

Næsten lige fra start er det, som om man bliver inviteret indenfor i en sindstilstand, der hedder Kurt Cobain. Med alt, hvad det indebærer. Helt fra Super-8-filmoptagelser fra de glade, ubekymrede barndomsår i Arberdeen, Washington, over forældrenes skilsmisse, afvisningerne af sine egne familiemedlemmer, desperationen, ensomheden, oprørstrangen og over det befriende møde med punk-rock, den pludselige berømmelse, de vedvarende mavesmerter, mødet med Courtney Love, stofferne og til sidst…selvmordet.

Det hele opleves, som om man ser det gennem Kurt Cobains øjne. Netop det har instruktør Brett Morgen haft som ambition, og det lykkes fornemt. I interviewet med Morgen efter rulleteksterne nævner han selv musical-filmen “Pink Floyd The Wall” (1982) som inspiration, og det forstår man godt. Som publikum får man en vild tur i en følelsesmæssig rollercoaster, og man ved aldrig helt, hvad der sker i næste scene. Én af genistregerne er sekvenserne med animation, som hollandske Hisko Hulsing står bag. Sekvenserne bygger på Cobains egne dagbogsnotater, og endnu engang føles det, som om man kommer helt ind under huden på Cobain. Det er mennesket og ikke myten Kurt Cobain, der er i fokus.

De personer, der interviewes undervejs i filmen, begrænser sig til at være den håndfuld mennesker, der var tættest på Kurt Cobain. For eksempel betegnes bassist Krist Novoselic udelukkende som ”Kurt’s friend” og altså ikke som bassist i Nirvana. Derudover deltager Cobains mor Wendy O’Connor, faderen Donald Cobain, stedmoderen Jennifer Cobain, søsteren Kim Cobain, enke Courtney Love Cobain og Cobains kæreste (inden han mødte Courtney Love) Tracy Marander. Filmen er renset for de sædvanlige speed-snakkende journalister, og man støder heller ikke på semi-bekendte eller langt-ude-familiemedlemmer. Heldigvis.

Kurt Cobain MontageDer er flere øjeblikke i filmen, der går direkte i hjertekulen. Én af dem er det tidspunkt, hvor Cobains mor Wendy O’Connor fortæller om en formiddag i sommeren 1991, hvor Kurt Cobain kommer gående ned ad trappen, kun iført underhyler og med et kassettebånd i hånden. Han spørger, om hun har lyst til at lytte til båndet, der indeholder, hvad der kort tid efter bliver til monsterhit-albummet Nevermind. Da båndet afspilles, aflurer mor Wendy lynhurtigt, hvor succesfuld musikken kan gå hen at blive, og siger – med frygt i stemmen og med tårer i øjnene –  til sin søn; ”You better buckle up, because you are NOT ready for this!”. Hun fik ret.

I lange passager undervejs flyver Cobains mange tegninger, malerier og skriblerier rundt i et vildt inferno og giver et godt indtryk af Cobains vilde kreativitet.
Og musikken! Jep; Nirvanas musik drøner ud af højtalerne mange gange i løbet af filmen, og det er jo en sand fornøjelse at lytte til i biografen.

Når der på den officielle filmplakat står ” The most intimate roc doc ever” er det altså ikke helt ved siden af. Man kommer helt ind under huden, og et par gange tager man sig selv i at tænke ”Ok, nu kommer det fandeme lige lovlig tæt på!” For eksempel når der vises hjemmevideoer fra den lille nybagte familie. Mest hjerteskærende er klippet, hvor Cobain og Love skal klippe baby Frances’ hår for første gang. Cobain ligner en, der er helt væk på stoffer, og Love siger anklagende, at han ikke bør være på stoffer foran deres datter. Han afviser anklagerne og påstår, han bare er træt. Det lykkes ham ikke at overbevise nogen.

Dermed er vi også fremme ved en af hovedårsagerne til, det er en vild følelsesmæssig oplevelse at se filmen. Det er en tragedie. Det hele starter så uskyldigt og smukt og ender i det totale sammenbrud. Handlingen foregår (stort set) kronologisk, og det er tydeligt at se, hvor meget Cobain taber sig som tiden går og i det hele taget ser mere og mere slidt ud.

Det kommer jo ikke som nogen overraskelse for alle, der kender historien om Nirvana og Cobain, men måden, det vises på i denne film, er ny i denne sammenhæng. Det er hudløst ærligt, overrumplende, intenst – og forbandet godt skruet sammen!

6af6

Filmen kan stadig ses i Aalborg, Århus og København.

About The Author

Omkring 30­-40 år gammel. Fra Hjørring af (som vi Hjørringensere siger). Gift, og stolt far til 3 børn. Arbejder til daglig som bibliotekar ved Hjørring Bibliotekerne. Elsker musik (især rock), film (især Star Wars), tegneserier (især Steen & Stoffer), fodbold (især AaB), bøger (mange forskellige slags!), og kaffe (masser af sort kaffe), og vinyler (vinyl rules!).

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.