”Så længe du kan trække vejret, kan du blive ved med at kæmpe”

Det er med skyhøje forventninger og 3 Golden Globes i bagagen (vinder i kategorierne: bedste instruktør, bedste drama og bedste skuespillerpræstation for Leonardi DiCaprio), at The Revenant rammer de danske biografer den 21. januar. Med de høje forventninger og dertilhørende pres var det derfor på plads at hive en gæste-metronaut ind for at se filmen og sparre med for en fyldestgørende anmeldelse.

revenant-xlargeLad det være sagt med det samme: Denne film er ikke en typisk popcorns-blockbuster. Filmen er et veritabelt hævndrama, der nådesløst går i flæsket på tilskuerne. Ligesom instruktør Alejandro G. Iñárritu, efter sigende, nådesløst gjorde med sine skuespillere og mandskab under optagelserne, og ligesom den efterhånden meget omtalte bjørne-scene gør med Leonardo DiCaprio: Man efterlades i laser.

Leonardo DiCaprio spiller Hugh Glass, en historisk jæger og nybygger i Amerika, der under en opgave med sin halvblods-søn og en gruppe pelsjægere i 1823 angribes af Arakira-indianere, som mener, at pelsjægerne har stjålet høvdingens datter. Efter en blodig nedslagtning flygter en lille gruppe overlevende til fods, anført af Kaptajn Andrew Henry (Domhnall Gleeson, som vi sidst så som den onde General Hux i Star Wars VII – TFA).

maxresdefault (1)

Da Glass sønderrives af en bjørn i en af filmens mange voldsomt imponerende scener, må hans søn og to holdkammerater (mod betaling) sørge for ham eller i det mindste begrave ham, når døden indtræffer. Men den barske realist John Fitzgerald (spillet sublimt af Tom Hardy) ser ingen grund til at risikere sit eget liv for en døende mand og forråder Hugh Glass på det værste og efterlader ham frossen og flået i stykker – men så længe Hugh Glass kan trække vejret, kan han blive ved med at kæmpe, og den kamp giver lige dele fryd og frygt at beskue.

The Revenant skildrer mennesker, der lever under meget hårde omstændigheder og må træffe nogle moralske valg, man ikke burde kræve af nogen. Vi kunne hverken få vejret eller vores hænder ned efter endt fremvisning. En filmoplevelse af denne kaliber, hvor skuespil, kinematografi, musik og historie går op i en højere enhed, er ikke noget, man oplever tit i disse tider med formulariske blockbustere.

revenant-trailer-tom-hardy-05

Man kunne næsten ikke forvente andet med Iñárritu bag roret. Han formår virkelig at sammensætte en film med en palet af hans kendte virkemidler såsom lange, utrættelige og super intense scener (hans tidligere film, Birdman, er ét langt eksempel på det), nøgtern og brutal realistisk skildring af den menneskelige tilstand (tænk 21 Gram) og et enerverende soundtrack, som sømløst forstærker oplevelsen.

Selvom mange af scenerne er utroligt intense, er tempoet aldrig forhastet. Man dvæler ved det, der foregår, og der gives rigelig tid til både agorafobiske naturlandskaber og grusomme nærkampe. Der er ingen overflødige detaljer, og filmen formår at portrættere hele mennesker uden brug af ekspositioner og karikerede skurke-/helteroller. Der er få, der portrætterer en skurk så menneskeligt, som Tom Hardy gør her, og Leonardo har vist fuldt fortjent sin grammy  – han formår endda at levere en ny type mandig gråd, som måske kan skaffe ham den længe ventede Oscar #GiveHimAnOscar

therevenant

Der er måske nogle filmgængere, der vil synes, at tempoet til tider er for langsomt, og min medanmelder blev slået lidt ud af filmens opslugende verden, da CGI-bjørnen fyldte lærredet, men det er småting i forhold til helhedsoplevelsen.

The Revenant opfylder fuldt ud de høje forventninger, der er blevet sat, og selvom filmen måske ikke efterlader meget stof til eftertanke, er det en smuk og makaber oplevelse af en anden tid og et andet sted, som for få film formår at levere. Vi anbefaler på det kraftigste, at I tager i biografen for at nyde den oplevelse i fulde drag.

Gunnar Rúnarsson & Stefan Ravn

5af6

About The Author

Halvanden meter islandsk galskab som raskt tilegner sig nye hobbyer og trends. Faldt i tegneseriegryden som barn i 80’erne og har været afhængig af musik, tegneserier, bøger, film, konsoller, arkade-maskiner og radio siden han kan huske. Trives bedst i arkaden, til koncerter eller foran anlægget med familien.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.