Carey Mulligan er inde i en god periode. Allerede nu er rygterne om en Oscar for præstationen i ’Promising Young Woman’ på tale og nu er Mulligan igen at finde i en fremragende rolle. Denne gang er hun parret med den altid solide Ralph Fiennes, i Netflix’ nyeste drama ’The Dig’.

Året er 1938. Mulligan spiller den velhavende enke Edith Pretty, der på sin grund har flere bakkehøje som hun mistænker for at have en arkæologisk relevans. Hun hyrer derfor udgraveren Basil Brown, der hurtigt begynder arbejdet med at finde ud af hvad højene gemmer på. Herefter følger knap to timers britisk drama, som bliver båret frem af solidt skuespil og flot kamera-arbejde, der gør ’The Dig’ til den flotteste film om at grave i jord, som nogensinde er produceret.

’The Dig’ er en rolig film. Der er hverken det store drama eller det hurtigste tempo, som kunne have gjort filmen til en kæmpe oplevelse. I stedet er det et senfærdigt portræt af vores to hovedkarakterer. Der er selvfølgelig glæden ved at have fundet noget vigtigt under udgravningen og diverse indbyrdes karakterdramaer, men filmen har på intet tidspunkt travlt med at fortælle sin historie. I stedet bliver man sammen med den flotte fotografering draget stille og roligt ind i fortællingen og før end man når at se sig om, er filmen slut.

Undervejs er der dog nok at fordybe sig i. Hvad der bogstaveligt talt bliver fundet i jorden, bliver til en refleksion over livet som helhed. Hvad er der tilbage af os når vi dør? Slutter livet for os når vi er væk eller er vi en del af en kontinuerlig strøm igennem tid og sted? Det kan lyde banalt, men det hele bliver fortalt på en så subtil og underspillet måde, at det tilsat musik og fotografering, oprigtigt sætter gang i tankerne hos én.

Artefakter fra tidligere civilisationer lever muligvis videre, men det gør personerne og deres forhold ikke. At kunne forstå og acceptere dette er den sværeste handling af dem alle. Specielt når døden bogstaveligt talt hænger lige over hovedet på én. I flere scener ses britiske kampfly gøre klar til nært forestående verdenskrig og valg skal træffes. Som regering, familie og individ. Døden er uundgåelig, men hvad efterlader vi?

’The Dig’ får gravet en masse frem i løbet af filmen, men intet af det formår at gøre filmen til nogen større oplevelse. Se den for den flotte fotografering og solide skuespil, men lad være med at være insisterende på et større drama. Denne film er meget mere – og meget andet – end det.

Simon Stone / 2021 / England / Drama / Spilletid: 112 minutter

The Dig kan ses på Netflix nu

Leave a Reply

Your email address will not be published.