Han gjorde det i 2008. Han gjorde det i 2010. Og i 2014. Og nu har vor tids største filmmager minsandten gjort det igen. Christopher Nolan sprænger skalaen for biografoplevelsen i sin mest komplekse film til dato.

I adskillige måneder har Tenet været udråbt som filmen, der skulle redde biografåret 2020. En 200-millioner dollars dyr originalhistorie skrevet og instrueret af et af de mest stabile og vellidte navne i Hollywood, Christopher Nolan. Håbet var, at Nolans nyeste film ville kunne hive folket ud af deres siddesår fra sofaen i hjemmebiografen og ud i den virkelige biografverden, hvor de kunne blive blæst tilbage i deres sæder af biografmørkets lys og lyd.

Kan filmen lykkedes med det? Forhåbentlig. For så god er den!

Op er ned. Hoved er hale. Begyndelsen er slutningen. Sådan foregår det tit i Nolans film, men tilsæt her et tidsrejse-aspekt og de som kun lige er begyndt at forstå, hvad ’Inception’ egentlig gik ud på må tænke ”åh nej, ikke igen.”

Vi følger vores hovedkarakter, spillet af John David Washington, i kamp mod en ny fjende: tiden. Bevæbnet med kun ét ord, Tenet, begiver han sig ud på en actionpacked rejse igennem tid og sted for at sikre verdens overlevelse ved at standse en tophemmelig forbryderorganisations nyeste våben, inversion. Gennem spionverdenen bliver vi taget rundt i hele verden, fra Indien til Danmark, fra Vietnam til Estland.

’Tenet’ er et medrivende mindfuck fra start til slut, der uden tvivl fortjener at blive set på det største lærred som muligt. Gerne i IMAX. Nolan har igen fundet nogle fantastiske locations frem og blandet med Hoyte van Hoytemas 70mm filmbredde, giver det billedet en dybde og klarhed som ingen hjemmebiografer kan hamle op med – endda de færreste biografer også. Tilsæt Jennifer Lames stramme redigering og du har en film, hvis næste scene er ligeså relevant for fortællingen som den foregående.

Action-delen af filmen er muligvis det bedste Nolan endnu har skabt. Her er der ingen superhelte gadgets fra Batman-universet eller roterende hotelgange fra ’Inception’. I stedet er nærkampe forlæns og baglæns i tid, bilsekvenser ligeså og fragtfly, bliver sprængt i stykker som var det papmaché. Èn ting er at vise action i kontinuerlig tid – men størstedelen af ’Tenets’ actionsekvenser foregår ligeledes baglæns, hvilket blot gør det tekniske aspekt i filmen endnu mere vanvittigt.

John David Washington er en skinnende stjerne i det moderne Hollywood og knægten med den højtelskede far har niveau til at nå samme højde som farmand i fremtiden. Her hjælpes han af en velspillende og veltalende Robert Pattinson, der snart er ved at overtage filmverdenen, én film ad gangen. Elizabeth Deblicki spiller den velhavende kvinde, der bliver hevet med ind i den eskalerende konflikt og en overraskende og fornøjelig Kenneth Branagh spiller en ond russisk oligark.

Den største hovedrolle er dog historien, som Nolan selv har forfattet. Ingen Nolan-film er som den foregående. Men igen er tid essensen i fortællingen. Jeg skal forsøge at gøre det så spoilerfrit som muligt, men at kunne skabe en 150 minutter lang action-thriller med elementer af science-fiction, der aldrig svømmer op til overfladen for at trække vejret, er en imponerende bedrift. Nolan har seeren i sin hule hånd hele vejen igennem og sjældent giver han muligheden for at kigge væk. For hvert et sekund eller kameraindstilling har en funktion, som hurtig bliver til en fascination. Kigger du væk for længe bliver du hægtet af og når filmen er slut har du kun opnået en tilpassende forståelse af hvad du har set. For når filmen er slut og Travis Scotts rapnummer brager ud i biografens højtalere har du lyst til at vende tilbage. Tilbage til den fascination du netop har følt i 150 minutter og for at kunne forstå: hvordan? Og hvorfor? ’Tenet’ er en umådelig kompleks film, som kræver et gensyn for at kunne opleve enhver lille brik i det store, mystiske puslespil. Som Clemence Poesys karakter fortæller:” Don’t try and understand it. Feel it.” Føl filmen første gang. Forstå den anden gang. Og tredje.

En minimal kritik skal lyde til pacingen. Først akt går hurtigt. For hurtigt endda. Vi hopper fra den ene by til den anden som en James Bond-film på ecstasy. Men da filmen når sin anden akt og begynder at dvæle ved sin historie og karakterer, udfolder filmen sig pragtfuldt. Den ene fantastiske actionsekvens efter den anden beviser hvad det er Nolan er en mester i. Det praktiske i at lave action, ikke bare smide skuespillerne ind foran en grøn skærm og håbe på det bedste.

En anden kritik har gået på, at dialogen er svær at høre – det samme skete med Bane ved ’The Dark Knight Rises’ og krigslydende fra ’Dunkirk’. Lyden varierer fra biograf til biograf og oplevelsen i Cinemaxx’ IMAX-biograf var da også markant større og rungende end i f.eks. Imperial. Lydniveauet syntes dog ikke at være noget problem, men muligvis fordi underteksterne er der som støtte? Hvem ved, men højt er det i hvert fald!

’Tenet’ føles ikke i toppen af Nolans bedste værker. Endnu. For når tæppet fyldt med hype bliver rystet godt igennem, står man tilbage med en af de bedste action-scifi film nogensinde. En film, der perfekt viser hvad det er, der gør biografoplevelsen så speciel. En film du aldrig har set før – eller måske har du? I et parallelt univers? Anyway, se den! Og for Guds skyld, se den i IMAX!

’Tenet’ kan og bør ses i biografen fra d. 26 august

Christopher Nolan    /   USA   /   2020   /   Action-science fiction   /   Spilletid: 150 minutter

Leave a Reply

Your email address will not be published.