Det er fire måneder siden, vi sidst snakkede om den første Star Wars Anthology-film, Rogue One, og det er sparsomt, hvad vi egentlig ved mere nu. Men det skal ikke holde os fra at gå all-in i detaljerne.

Det første, vi lige så godt kan få på bordet, er, at Star Wars: Rogue One ikke HEDDER Star Wars: Rogue One. På Disney-konventet D23, der blev afholdt for et par uger siden, kom det frem, at filmen får titlen ”Rogue One – A Star Wars story”. I min optik er det en trist udvikling, da jeg synes, det trivialiserer potentialet i filmen. Men altså, dét er trods alt bare ord. Disney har sikkert haft en masse fokusgrupper til at sidde og kigge på titler, og denne gjorde sig nok bedst over for speltmødrene. Whatever.

De danske medier kogte over forleden, da det kom frem, at vores egen badboy Mads Mikkelsen skal spille med i filmen. Dét har du sikkert hørt, men nu siger vi det igen. Mads Mikkelsen! Star Wars! Bom!

Jeg håber personligt, han får modtaget noget undervisning i engelsk udtale – hans uforståelige og mumlende skoleengelsk i Hannibal var hovedårsagen til, at jeg droppede dén serie.

Hvilken rolle, Mads skal spille, er stadig en stor hemmelighed, og han, samt alle andre involverede, er underlagt tavshedspligt, så det er mikroskopisk, hvad vi rent faktisk ved. Dog har Mads selv udtalt, at han: ”ikke er ond”, ”ikke har lyssværd” og ”spiller en vigtig rolle i historien”. Der er stadig lang tid til 16. december 2016, så mon ikke der lukkes lidt mere op for godteposen det næste stykke tid.

Optagelserne til Rogue One går i gang om få uger (i midten af september) og varer tre måneder. Filmen skal indspilles i henholdsvis England og på Island. Man kan forestille sig, at alle studieoptagelser sker i England, mens der trækkes på Islands smukke og halveksotiske natur til udendørsoptagelser.

Metronauts islandske skribenter (dem har vi faktisk to af!) kan fortælle, at flere store Hollywood-blockbustere har været en tur forbi Island. Batman Begins, Transformers, Prometheus, Oblivion, Star Trek Into Darkness, Thor: The Dark World – for ikke at forglemme Star Wars VII – The Force Awakens – er blot nogle af de film, der har været en tur på Island.

Ud over Mads Mikkelsen er flere navne blevet offentliggjort. I Rogue One kan vi se frem til at møde: Felicity Jones (Amazing Spider-Man 2, The Theory of Everything), Diego Luna (Elysium, Milk), Riz Ahmed (Nightcrawler), Ben Mendelsohn (Exodus, The Dark Knight Rises), Donnie Yen (Blade 2, Iceman), Jiang Wen (en masse kinesiske film, du aldrig har hørt om), Forest Whitaker (The Crying Game, The Last King of Scotland) og Alan Tudyk (som hovedsageligt har lavet stemmearbejde på animation, så måske er hans karakter CGI? – Ellers har han bl.a. været med i Transformers og Abraham Lincoln: Vampire Hunter).

I øjeblikket cirkulerer et RYGTE om, at Peter Cushing vil genopstå i ren CGI i Rogue One og gentage sin rolle som Grand Moff Tarkin. Tarkin er, som vi alle husker, en af hovedaktørerne bag Dødsstjernen og ham, der ganske nonchalant beordrede Alderaan sprunget i luften, da selvsamme Dødsstjerne skulle testes i Stjernekrigen fra 1977. Peter Cushing døde af prostatakræft i 1994.

Sidst, men så absolut ikke mindst er der blevet udsendt et GRUPPEBILLEDE af nogle af karaktererne. Og nej, det hjælper ikke at sidde og skimte med øjnene, Mads er ikke med! Personligt har jeg det sådan, at det gruppebillede på ingen som helst måde siger ”Star Wars” for mig. Det er mere en eller anden dystopisk sci-fi/fantasy-verden, vi er ude i. Det er ærgerligt, men igen: der er 1½ år til, at filmen får premiere.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Er der nogle opdateringer, der er glemt i denne artikel, så smid en kommentar i bunden. Selve handlingen af Rogue One er vi kort inde over HER.

About The Author

Skribent

Kim elsker film, tv-serier og tegneserier, og ville ønsker der var 36 timer i døgnet, så han også kunne få tid til at spille computerspil, høre musik m.m. Kim bor i Hjørring, og er til daglig grafiker og PR-ansvarlig på Vendsyssel Historiske Museum.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.