Et af de store emner, der har floreret på internettet den sidste uges tid, er Steven Spielbergs holdning til superheltefilm.

Han anser det som en genre, der må acceptere, at den vil dele samme skæbne som western-genren og uddø lige så stille. Men lad os lige tænke lidt over, om der er noget om snakken? Er vi ved at være færdige med superheltefilm?

I 1903 kom den første rigtige western: Det Store Togrøveri, som indledte en gylden tid med cowboys, indianere og det utæmmelige vilde vest. Her havde vi den ensomme helt, der kunne kendes på hans hvide hat, der var heste, seksløbere og John Wayne. Denne filmgenre fortsatte i mere end 50 år, før den begyndte at dale i popularitet, og selv derefter blev der stadig lavet westernfilm med dertilhørende svingende kvalitet og popularitet. Man kan derfor betragte western-genren som værende en cyklisk bevægelse, hvor der bliver ved med at blive lavet film i denne genre med en svingende interesse fra publikum og filmskabere.

Cowboys

Af nyere westerns kan jeg huske Wild Wild West med Will Smith, som var en sær steampunk-western. Den var dum, fjollet og ikke så meget en western, som det var en actionfilm sat i det vilde vesten. Der var også Zorro med Antonio Banderas fra 1998, som i sig selv er en superheltefilm sat i et western-miljø. Problemet, som western-genren står i, er at det er en genre, der er tævet til døde. Alle kan med lethed genkende western-elementerne uden at være ekspert deri. Derfor er det vigtigt, at moderne westerns er nyskabende, ment på den måde, at de skal bringe et nyt og friskt pust ind i en genre, der ellers er så gennemprøvet og fasttømret.

Hvilket også er en tendens, som opleves nu, og ikke kun som set i Zorro og Wild Wild West, men også da Quentin Tarantino lavede voldsorgiet Django Unchained og med Cohen-brødrenes superseriøse True Grit. Muligvis kan vi sige, at vi står over for en opblomstring af western-genren. Men hvad, vi kan sige med sikkerhed, er, at western-genren ikke er død eller begravet, så derfor er det med undring, at Spielberg kan finde på at udtale sig på denne måde om superheltefilm. Men lad os tage en kort omgang superheltefilm-historie, inden vi undersøger dette spørgsmål.

Django

Det er ikke helt tilfældigt, at jeg nævner Zorro som eksempel ovenfor. The Mark of Zorro er krediteret som en af verdens første superheltefilm, og den er intet mindre end fra 1920! Det betyder så, at vi i år kan fejre 95 år med superheltefilm eller hvad? Svaret på dette spørgsmål er både ja og nej. Superheltefilm har eksisteret siden 1920, men den moderne superheltefilm vil jeg sætte til 1978, da Richard Donner laver Superman med Christoffer Reeve i hovedrollen. Jeg kan huske, det er den første superheltefilm, jeg har set, som tog sig selv alvorligt og var tro over for sit kernemateriale, nemlig tegneserien. Dette er også, hvad der gør sig gældende for den moderne superheltefilm, navnlig at de er baseret på amerikanske tegneserier og tager sig selv seriøst.

Selvfølgelig har denne moderne superheltegenre da også haft sine op- og nedture. Af opture kan nævnes Tim Burtons Batman-film fra henholdsvis 1989 og 1992, den første Blade, alle (næsten) X-Men og de to første Spiderman-film, Iron Man, Avengers, Nolans Dark Knight-trilogi og mange, mange flere. Af nedture kan nævnes den linde strøm af lavbudget-superheltefilm, der blev lavet i midt 00’erne uden omtanke for fans, kernematerialet eller kvalitetskrav (I ved, hvem I er!). Men hvad, det betyder for den moderne superheltegenrens cyklus, er, at den havde medvind fra 1978 til 1992, modvind indtil 1998, hvor Blade udkom, og superheltefilmen nåede næsten op ad det kreative dødvande, som Joel Schumacher havde skabt, men så var der nogen, der besluttede at lave Daredevil i 2003.

Daredevil Netflix

Der kom en stilstand i superheltegenren de næste fem år, hvor det blev nærmest umuligt at lave en succesfuld film med overtrænede mænd i tætsiddende spandex (med undtagelse af Batman Begins, men han bruger jo også karbonfiber-materiale og ikke spandex). Der skete så det i 2008, at Marvel selv besluttede sig for at prøve at lave en film. Det skiftede spandex ud med en rød/guld rustning og proppede Robert Downey Jr. ind i den. Det virkede, og det er grobund for den superheltekultur, som kun har vokset sig stærkere gennem de sidste syv år.

Det betyder så, at når Steven Spielberg sammenligner superheltefilm med westerns, er der faktisk noget om snakken. Begge genrer er gennemprøvede og har brug for at komme med et friskt pust, hver gang der kommer endnu en film i disse genrer. Dette problem er meget reelt og kunne opleves i den nye Ant-man-film, som var underholdende, men på ingen måde nyskabende, og deraf virker den meget grå og almindelig. Selv den nye Avengers: Age of Ultron virkede meget standard, og jeg gik uimponeret ud af biografen og havde faktisk denne problematik i baghovedet, at superheltefilmene skal gøre noget nyt, hver gang, ellers er det simpelthen, som da Raider skiftede navn til Twix. Navnet var nyt, men indpakningen og produktet var det samme.

Selv følte jeg mig meget mæt af superheltefilm. Det virkede til, at efter den første Avengers var luften gået lidt af ballonen. Der kom dog gode eksempler som sidste års Guardiens of The Galaxy, der var også Captain America: Winter Soldier, og jeg behøver vel ikke engang at nævne, hvor fantastisk Netflix-serien Daredevil er, men ellers virkede det bare som det samme igen og igen. Måske er det også, fordi jeg vil se det hele, at jeg får denne følelse. Serierne Agents of S.H.I.E.L.D samt Agent Carter er ikke fantastiske i nogen facetter, de er næsten mildt underholdende, men jeg holder ikke vejret mellem afsnittene. Jeg ånder mere lettet op, når jeg har overstået mit pligttro Marvel-fix.

Agent Carter

Jeg mener også, at der et problem i, at Disney ejer Marvel. Det giver bare filmene en aura af børne- og legetøjsvenlig dunst. Jeg kan for eksempel ikke huske at have set noget blod i Marvels film siden Iron Man 1. Men dette kan måske reddes, da Kevin Feige, direktør for Marvel Studios, netop er blevet givet mere kreativ kontrol over Marvel-filmene. For mig er det en følelse af både og – han har været involveret i alle Marvel-film siden 2000. Der har bestemt været nogle gode film med hans navn på, men så kom der film som Iron Man 3 og Amazing Spider-Man 2, hvad skete der lige der? Jeg tænker, at enten har Feige haft reddet superheltefilmene fra filmskabernes dårlige beslutninger, eller også har filmskaberne reddet filmene fra Kevins dårlige beslutninger.

Men hvis Marvel kommer til at skuffe i fremtiden og sørger for en jævn strøm af letfordøjelige film uden nogen egentlig værdi, har vi jo altid DC, der lader til at fortsætte med den dystre tone, der startede i Man of Steel. Det kan være en god modpol til Marvel, og hvem glæder sig ikke til at se ’Batfleck’ i aktion? Men hvis det ikke lykkes, kan vi kun se frem til superheltefilm fra DC i stil med Man of Steel, og den tror jeg ikke, der var nogen, der oprigtigt holdt af. Helt ærligt, det var tre timer med emo-skovhugger-Superman, hvis far syntes, hunden var vigtigere at redde end ham selv. Men jeg fik i det mindste lov i til at se Superman slå folk ihjel… *suk*

Man of Steel

Uanset hvordan filmselskaberne vælger at gøre det, så eksisterer der et behov for at holde fansene på kanten af stolen, og personligt håber jeg, at vi kun oplever et lille dyk i superhelte-cyklussen for tiden, og at de næste par udspil kan være med til at hæve standarden igen. Der er i hvert fald mulighed for det, for næste års superheltefilm-overflødighedshorn byder både på Captain America: Civil war, Suidice Squad, Batman v. Superman, X-Men: Apocalypse, Deadpool, Doctor Strange og fortsættelser på flere forskellige serier, end jeg kan holde styr på. Der er rig mulighed for en vild rutsjetur mellem op- og nedture i 2016 og mange år frem.

Jeg sætter mine penge på opture, men man kan aldrig vide sig sikker.

Jeg vil dog give Steven ret i, at superheltefilmen står over for samme dilemma som western-filmen, men det faktum, at der stadig bliver lavet western-film, på trods af at denne genre angiveligt skulle være blevet skudt med en seksløber og halet efter en hest, beviser kun, at du tager fejl, Steven. Måske skyldes hans udtalelse, at de fleste superheltefilm bliver lavet af Hollywoods nye talenter, og han føler sig forbigået. Stakkels Steven. Du må gerne lave en superheltefilm for min skyld, men så skal du også lægge al din sjæl i det, som du gjorde i 1970’erne 1980’erne, og ikke bare indkassere din tårnhøje hyre som med Indiana Jones og krystalkraniets kongerige.

Indy

About The Author

Med en bachelor i litteraturvidenskab, og en igangværende kandidat film- og medievidenskab, pløjer han sig gennem alle tænkelige nørdede discipliner. Dog holder han mest af tegneserier, og hvis du spørger ind til superhelte, så forbered dig på en time langt foredrag om, hvorfor Hulk kan tæske Supermand...

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.